Forhistorien D. 14. April 2007 var jeg referent på DBSK’s generalforsamling. Her blev daværende formand Inge Bibby kritiseret voldsomt for at have brugt udtrykket ”Tumorhund” i sin formandsberetning. Jeg var ikke enig i kritikken. Derhjemme havde jeg efterladt mine tre hunde, hvoraf den ene havde fået kennelhoste. Jeg skulle snart blive meget klogere. Jeg havde nemlig ikke en hund med kennelhoste. Jeg havde en døende ”Tumorhund”.
D. 8. Maj 2007 døde Bläsi (Tertzo’s Darcia) af Malign Histiocytose. Hun blev 6 år og 10 mdr.
Vi fik vores første Berner i 1989. En pragtfuld hanhund vi kaldte Oskar. Oskar fik senere selskab af Punky, der flyttede ind hos os 4 år gammel. Oskar blev 11½ år og døde måske af rygmarvskræft, han blev ikke obduceret. Punky døde af nyresvigt, 10 år og to måneder gammel. Så vi har været forkælet indtil nu hvad angår alder.
Alt for mange Bernere dør af kræftsygdomme, og Malign Histiocytose er den helt store synder.
Gennemsnits levetid for Bernere er kun 7,1 år. 42 % af alle Berner Sennen dør af Cancer og 10 % af Malign Histiocytose.
Bernere har 250 % større risiko for at dø af Malign Histiocytose end de fleste andre racer.
At det stod så galt til med Bläsi kom som et enormt chok for mig/os.
Det eneste usædvanlige vi har bemærket, er at det var svært at kalde Bläsi ind fra haven.
Normalt var Bläsi den lydigste af vore tre hunde, men de sidste mange måneder ville hun tit ikke kommet ind fra haven når vi kaldte på hende. Det var ofte nærmest umuligt at få hende ind. Hvis vi gik hen imod hende løb hun bare væk, og det hele blev bare meget værre hvis vi skældte hende ud. Det var rent ud sagt møg-irriterende. Og vi talte tit om hvor asocial hun var blevet. Ellers har hun stort set været som hun plejer. Forrige år opdagede jeg to bløde knude i hendes bryst, men der blev tage biopsi (dec. 2005) og det var bare fedtknuder. Hun var i løbetid i november og hvalpetosset i januar, helt efter planen.
Men set i bakspejlet har der måske alligevel været signaler. Hun var aldrig kræsen, men heller ikke lige så madglad som de to andre. Det var lige som hun alligevel ikke var helt lige så glad for mad som tidligere.Hun var altid været meget slank, 36 kg., men på det sidste var hun blevet så tynd at jeg var begyndt at sætte hendes fodermængde op. Hun gad ikke rigtig andre hunde mere, men det troede vi bare skyldtes at hun var blevet ældre. I februar fandt min mand en blodplet i vores entre. Ingen af hundene var i løbetid. Vi undersøgte alle tre og fandt endnu en slimet blodplet i Bläsi’s ”bukser”. Jeg troede at hun måske allerede var kommet i løbetid igen, men der kom ikke mere blod. Så jeg slog mig til tåls med at være opmærksom på hvornår hun atter kom i løbetid. Hende pels var blevet trist og tynd. Jeg slog det hen med at hun altid ser herrens ud i fældningsperioden, men måske varede den periode lidt for længe. Jeg havde hende med til agility en uge før hun begyndte at hoste. Det klarede hun uden problemer. Dog blev hun træt til sidst, men hun var jo også 6½ år.
Jeg har jo altid forestillet mig at Emily ville være den første der stod for tur, hun er 2 år ældre end Bläsi.
Ikke at jeg på nogen måde ønsker Emily død, men det ville et eller andet sted være det mest naturlige.
Og vi var nok ubevidst mere opmærksomme på Emily’s helbred end på Bläsi’s. |