Dagbogen del 1

9/4  Pinsegåtur med Suså træningsplads.

 Hosten begynder omkring dette tidspunkt. Bläsi hoster ca. 4-5 gange om dagen. 5-6 tørre host som ender med et opkastningsforsøg. Nogle gange kommer der en lille klat hvid skummende spyt, andre gange ingen ting.

13/4  Ringer til dyrlægen. Taler med veterinærsygeplejerske. Det er nok kennelhoste, ser tiden an en uges tid.

18/4  Jeg tager ikke nogen hunde med til træning og advarer de andre om at være opmærksomme på at deres hunde måske kan være blevet smittet med Kennelhoste.

23/4 (man)  Bläsi’s hoste uændret. Hverken Emily eller Canelle hoster. Jeg får tid hos dyrlægen næste dag. Jeg bliver nødt til at vide hvad der er galt. Jeg har meldt Bläsi til udstilling i Stestrup d. 29/4, hvis hun har kennelhoste, kan hun ikke komme med. Jeg har også på fornemmelsen at der måske kan være tale om hjerte- eller lungeorm. Bläsi er slem til at spise de andre hundes afføring, og har måske i den forbindelse spist en inficeret snegl.

24/4 (tir) Dyrlæge kl. 11. Lidt feber, lidt rød i svælget, hjertet lyder mistænkeligt, der skal tages røntgenbilleder af brystkassen. Jeg efterlader Bläsi og aftaler at hente hende kl. 15:00.

Jeg ringer til Geoff på hans arbejde for at fortælle hvordan det er gået, og bede ham om at tage med mig ned og hente hende. Han synes at jeg siger noget om at Bläsi er død, dette benægter jeg, men se i bakspejlet er det godt nok underligt.

Kl. 15. kommer vi for at hente Bläsi. Røntgenbillederne viser knuder i hele brystkassen (man kan se hjertet, men næsten ikke lungerne) og en meget stor knude ved rygraden. Det er uhelbredelig cancer. Tidshorisont, få uger, højest 2 måneder. Prednisolon (Binyrebark hormon), 5. mg. hver morgen.

Første tegn på enden, vil sikkert nok blive vejrtrækningsproblemer.

Jeg er nærmest i chok, men får underligt nok aftalt tid til Emily og Canelles årlige sundhedstjek d. 10/5. Jeg har også åndsnærværelse nok til at bede om en attest så jeg kan få udstillingsgebyret tilbage for Bläsi’s tilmelding til Stestrup. Marlene beder mig om at ringe og give hende en status om ca. 14 dage.

Det eneste der bliver sagt i bilen på vej hjem er ”Hun skal ikke lide ”

Bläsi er træt og lidt fjern efter hjemkomsten, men det skyldes bedøvelsen.

Hun puster en del, men ikke besværet, nærmest som om hun har løbet.

Situationens alvor begynder at gå op for mig.

Jeg bearbejder min sorg ved at underrette min far, Lone, Ina, Helle og Jeanette.

Jeg skriver også en mail til Sven-Jørn Guul (DBSK’s Cancer-fond) for at få gode råd og tilbyde min hjælp

til cancer-forskningen. Det kan jo være Malign Histiocytose, det ved jeg ikke endnu.

Bläsi har svært ved at finde ro ved sengetid og jeg har tilsvarende svært ved at falde i søvn.

Jeg bebrejder mig selv at jeg ikke har bemærket noget. Den meget store knude på ryggen burde jeg da have opdaget. Men den er så stor at den ligesom falder i med hendes krop. Jeg føler mig som verdens dårligste hundemor, men det kan jeg bare ikke bruge til noget konstruktivt.

25/4  (ons) Jeg vågner ved 5 tiden. Bläsi ligger krøllet sammen som en lille kugle og sover fredfyldt ved siden af min seng. Det glæder mig utroligt meget.

Bläsi er ikke så interesseret i morgenmaden, men hun vil godt spise griseøre og godbidder.

Vejrtrækning er normal og ubesværet hele dagen. Jeg ville gerne rede hendes ”bukser” der er filtrede p.g.a. fældning, men da jeg holder hende i lysken, ømmer hun sig højlydt. Jeg opgiver.

Emily er meget beskyttende over for Bläsi og jager Canelle væk hvis hun bliver for strid.

Bläsi holder sig lidt for sig selv, men leger ind imellem med Canelle og en kæmpe gren hun har fundet i haven.

19:00 Suså træningsplads. Jeg beslutter mig for at tage Bläsi og kun Bläsi med. Den første jeg mødte og fortalte det til var Henrik. Jeg snøftede lidt, han tog min hånd og vi gik lidt rundt og snakkede om Bläsi og racen i almindelighed. Henrik er læge og derfor noget mindre sentimental end jeg. Han siger at jeg skal tage mig sammen og ikke gå helt i spåner. ”Vi er jo professionelle hundefolk” Det hjælper faktisk Inde træningen fortæller jeg alle om hvad der er sket. Det er svært. Desværre kommer jeg nok også til at gøre det forkert. Jeg startede med at fortælle at Bläsi ikke har kennelhoste alligevel. En af eleverne udbrød ”Gudskelov” Da jeg så fortæller hvad der er glat med Bläsi, kan jeg se at Bodil er parat til at grave sig ned. Senere kom hun og undskyldte, det var der nu ikke behov for, hun kunne jo ikke vide det. Jeg bad alle ikke at tale med mig om det, for så kunne jeg ikke holde facaden. Bläsi deltager lidt i træningen. Hun er kvik, opmærksom og vil gerne kæles og have godbidder af alle. Hun er dog lidt irritabel overfor de andre hunde og holder sig lidt for sig selv. Dette er dog ikke så usædvanligt for hende.

Hun spiser sin aftensmad, knurrer endda af Canelle, der snuser til hendes mad.

Sven-Jørn Guul ringer og henviser til Lise Nielsen, KVL. Hun er en af de dyrlæger der er i gang med projektet om cancer hos Berner Sennen. S-J fortæller også at han og Vivi lige har været igennem det samme med en af deres hunde, hun fik tre gode måneder på kemo. En pille hver 3. uge.

26/4  (tors) Bläsi spiser lidt morgenmad og jeg synes hun drikker mere end normalt. Jeg ringer til Lise Nielsen. Lise vil gerne tage blodprøver, biopsi og måske scanne Bläsi.

Scanningen kræver at Bläsi bliver barberet på maven. Jeg går med til alt, bare hun ikke kommer til at lide. Får tid på KVL 30/4 kl. 10:30. Jeg giver tilladelse til min dyrlæge udleverer røntgenbillederne til Lise. Jeg håber inderligt at dette kan være med til at hjælpe fremtidens Bernere med at undgå cancer. Dette får mig til at føle at Bläsi ikke kommer til at dø forgæves.

Jeg er arbejde om aftenen, så Geoff passer hunde. Jeg har fået lov at holde fri i næste uge, hvor både Geoff og jeg ellers skulle på aftenvagter.

27/4  (fre) Bläsi’s tilstand uændret. Jeg modtager attest og regning fra dyrlægen.

Attesten koster 182 kr. plus moms. Jeg kan få 255 kr. tilbage i udstillingsgebyr, så det kunne have være lige meget.

Selvfølgelig kæler jeg mere med Bläsi end jeg plejer. Ubevist er jeg mere forsigtig, jeg nusser men klapper f.eks. ikke. Jeg er meget, meget ked af det, men forsøger at holde fanen højt. Jeg ved nemlig godt at mine hunde er smaddergode til at fornemme mit humør. Jeg kan ikke bestemme mig for om jeg skal udstille Emily i Stestrup. Skal jeg tage Bläsi med og bare ikke udstille hende. Skal jeg bare blive hjemme. Jeg ved det ikke. Men Emily vil ikke tage skade af et bad, så det får hun under alle omstændigheder i morgen. Sikkert også Canelle. Men hvad med Bläsi ? Jeg tror hun selv får lov at bestemme, hvis hun selv stiller sig i brusekabinen, får hun et bad. Hvis ikke, får hun lov at slippe.

Alle tre tøser har det fint da jeg kommer hjem fra arbejde. Men de er godt sultne, også Bläsi.

28/4 (lør) Natten er forløbet uden problemer. Bläsi har spist morgenmad og fået hendes pille.

Jeg har været ude og handle ind. 25 griseører, et kæmpestykke emmenthaler-ost og rå fisk.

Alle hundenes favoritter, gæt hvem der skal forkæles. Emily og Canelle kom i bad, men Bläsi havde ikke lyst og slap. Til gengæld hoppede hun rask væk op på havebordet og ville børstes sammen med de andre.

Ved 18 tiden kom min veninde Lone med hendes to Bernere. hvor er det bare dejligt med venner der træder til

når man er ude i tovene. TAK LONE. Først på aftenen gik det fint med alle hundene. Ingen problemer med aftensmaden. Men hen imod midnat blev Bläsi meget rastløs, kunne ikke finde ro og pustede meget. Til sidst lagde hun sig i sofaen, hvor jeg sad og nussede hende til hun faldt i søvn. Hun trak vejret meget dybt og lidt raspende. Min mave snurrede sig sammen til en stor klump. Starter det allerede nu ?. Men efter en times tid var det som om hun fik det bedre. Vi gik i seng ved 2 tiden og Bläsi sov hele natten på Geoffs seng. Hun trak vejret dybt, men uden mislyde. Lone overnattede på en madras i stuen

29/4  (søn) Fredelig nat, bortset fra Emily der absolut skulle ud på altanen og gø allerede ved 7 tiden.

Bläsi virker frisk igen, spiste morgenmad og fik hendes pille pakket ind i Emmenthaler.

Hele dagen har hun været frisk, glad og opmærksom. En stor del af eftermiddagen har vi siddet udenfor med hundene, det har været så dejligt vejr. Hun har slæbt lidt rundt på den store gren og leget lidt med hendes grønne frø (pivedyr). Hun har været meget kontaktsøgende og kælen. herligt.

Canelle er begyndt at blive jaloux, og vil gerne gå imellem når jeg kæler med Bläsi.

Lone tilbød at tage med til KVL i morgen, et tilbud jeg tog imod med kyshånd.

Vi skal mødes på en resteplads på motorvejen i morgen tidlig kl. 07:45. Jeg er dybt taknemmelig.

Kl. 18 kørte Lone hjem og nu er alle mine tøse godt trætte. Men de vågner nok op når der kommer mad på bordet. Jeg er så spændt på KVL i morgen. Jeg må huske at have rigeligt med papirlommetørklæder med.

Og, nej jeg kom ikke til Stestrup. Jeg foretrak at blive herhjemme sammen med Lone. Det var dejligt at komme ud med alle mine tanker og frygt. Og Lone er i høj grad i stand til at forstå hvordan jeg har det i øjeblikket.

Bläsi var sløv resten af aftenen og jeg havde svært ved at få hende ind, igen. Det lykkedes for Geoff til sidst.

30/4 (man) Så har Bläsi, Lone og jeg været på KVL. Det var en god oplevelse under omstændighederne.

Lise var absolut et positivt bekendtskab. Utroligt sød og nem at snakke med og alligevel saglig.

Lise ”lånte” Bläsi i 3 timer. Der blev taget blodprøver, biopsi af knuden på ryggen, scanning (mave barberet)  af mave og nye røntgenbilleder. Blodprøverne var slet ikke så slemme. Biopsien kunne desværre ikke bruges til noget, der var for meget blod i. Scanningen viste yderligere knuder i lymfekirtler. Røntgenbillederne viste at Prednisolonen heldigvis har fjernet væsken i brystet. Til gengæld er den lunge svært medtaget og klappet sammen. Milten er stærkt angrebet. Der er ingen håb om behandling. Kemo kan ikke hjælpe. Lise mener at det er Malign Histiocytose, men kan ikke sige det helt sikkert ud fra prøverne. Det kunne være en mulighed at lave et lille operation for at få væv til analyse, men det afslog jeg. Hun tilbød også at vi kunne få Bläsi aflivet derinde når den tid kommer, så hun kunne tage en Tumorprøve, men det afslog jeg også. Jeg vil have at det sker herhjemme. Så nu kontakter Lise Skelby, for at aftale med dem at de tager prøverne og sender til hende. Hun sender også en redegørelse til mig. Lise mener at tidshorisonten er ca. 1 md., men det kan gå meget hurtigt lige pludselig. Lise mener ikke at Bläsi vil få vejrtrækningsproblemer, men vil blive blodfattig (læber, gummer), tabe spiselysten og sygne hen. Jeg spurgte Lise om hun synes Bläsi får den rigtige dosis Prednisolon, og det synes hun. Bläsi opførte sig eksemplarisk under hele forløbet. Hun blev endda røntgen-fotograferet uden bedøvelse. Hun er bare så god og nem. Vi er først hjemme ved 16:30 tiden.

Nu hvor jeg er alene hjemme igen, har jeg svært ved at overskue det.

Bläsi har stort set ligget foran havelågen siden vi kom hjem, har kun lige været inde og spise aftensmad. Jeg går hvileløst rundt og aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke få hende ind, hverken griseører eller ost virker. Hun løber væk når jeg nærmer mig hende.

Måske fortæller hun mig et eller andet, jeg bare ikke vil høre. Jeg ringer til Lone og flæber igen. Lone synes jeg skal prøve at lokke Bläsi ind i min bil og så tage hende ind.

Lones kneb med at åbne bagagerummet virkede, Bläsi lagde sig i bilen. Jeg gav hende den lange line (10 m.) på og lod hende ligge en times tid i bilen så tog jeg hende ind i linen uden problemer. Men hun strøg direkte op i soveværelset og ud på altanen. Jeg havde jo ikke lige tænkt over at der var åbent. Men jeg fik hende ind og hun faldt i søvn på Geoffs seng.

Da Geoff kom hjem omkring midnat kom hun ikke ned af trappen til trods for at Emily og Canelle stod og gøede ved hoveddøren. Først da hun så Geoff kom hun ned, ikke normalt.

Da Geoff og jeg gik i seng, lagde Bläsi sig på gulvet ved siden af min seng og der lå hun hele natten.

Jeg havde det godt med at vi alle 5 lå der og sov fredeligt i samme rum. Vi har gjort det hundredvis af

gange før, men pludselig havde det stor betydning.

1/5 (tir) Jeg vågnede ved at telefonen ringede kl. 10. Det var Lise (dyrlægen) der ville høre om vi var kommet godt hjem, som hun sagde, det er jo en lang tur for så syg en hund. Hun ville ringe til min dyrlæge nu.

Nu har jeg været oppe i 45 min. Bläsi har spist sin morgenmad og pille, men ellers ligger hun bare foran

havelågen igen. Hun løber med når de andre gør, og hun vil gerne kæle når jeg går til hende. Men hun opsøger ikke selv selskab. Det bekymrer mig en del. Hun var så frisk imens Lone og hendes 2 Bernere var her i weekenden, men da de var kørt, trak hun sig tilbage. Hun var frisk under turen i går, men trak sig væk lige så snart vi var hjemme. Det er som om hun falder hen, når der ikke sker noget "fremmet" omkring hende.

Nu fjoller Bläsi pludselig rundt i indkørslen med den store gren og har det dejligt. Hun har også gøet af naboen. Det er som om nogen har trykket på en knap. Efter kort tid lægger hun sig foran havelågen igen.

Der er ingen nemme løsninger her

Men jeg skal under alle omstændigheder have ringet til Skelby i morgen og aftalt med dem hvad der skal ske når det er tid. Jeg bliver nødt til at have det på plads.

Geoff og jeg har fået god snak, noget vi ellers har udskudt. Åbenbart har Geoff meget svært ved at være sammen med Bläsi nu. Han ser en hund der er ved at dø af kræft, hvor jeg stadig ser gode gamle Bläsi. Geoff forsøger at undgå at være sammen med hende fordi det piner ham. Jeg forsøger at være så meget sammen med hende, jeg overhovedet kan, fordi det er min sidste chance. Jeg har taget fri fra arbejde i denne ugen, men jeg ved jo godt at jeg f. eks. ikke kan holde fri den næste måned.

Jeg kan ikke være hjemme ved hende 24 timer i døgnet og jeg kan næsten ikke bære at være væk fra hende.

Jeg bliver nødt til at tage ud og handle her i eftermiddag og det piner mig at køre hjemmefra.

Geoff mener at jeg kører mig selv helt i sænk, og er bange for at jeg ikke vil kunne sige stop når det for alvor begynder at gå ned ad bakke. Jeg tager mig en ordentlig tudetur. Geoff har også fugtige øjne.

Han lover at tage fri når det er tid med Bläsi, så jeg ikke er alene. Han vil tale med hans arbejdsplads i dag.

Han skal på aftenvagt. Bläsi kommer ind og får en godbid, da han kalder hende ind, før han skal køre.

Jeg kan godt mærke at han har det rigtig skidt med at være sammen med hende, han kan næsten ikke se på eller røre ved hende. Jeg tager lige en tudetur mere. Da Geoff er kørt holder jeg tøserne inde for at se hvad de så gør. Bläsi lægger sig alene i bryggerset, afsides igen. Hun har faktisk ikke opholdt sig i stuen siden Lone var her i søndags, kun lige gået igennem.

Så har jeg været ude og handle. Det var ikke nogen succes, begyndte at få tårer i øjnene inde i Kvicky.

Jeg har det lidt ligesom Bläsi. Jeg er ok når der sker noget omkring mig, men når jeg er alene med tøserne

føler jeg mig totalt afmægtig. Jeg overvejer at ringe til Ina, og spørge om hun har lyst til at komme over at se Bläsi. Bläsi har altid været super-glad for sin første menneske-mor. Igen en overspringshandling fra min side. jeg ville også gerne tage Bläsi en tur i skoven, bare os to, men jeg har ufatteligt svært ved at komme af sted. Selvom jeg er herhjemme næsten hele tiden er jeg ikke sammen med Bläsi hele tiden, jeg må også respektere at hun nok har behov for fred. Emily og Canelle har jeg slet ingen overskud til i øjeblikket, det er synd for dem.

Jeg bliver nødt til at tage mig gevaldigt sammen.

Jeg har ringet til Ina (Bläsis opdrætter) for at fortælle hvordan det var gået hos KVL Hun var ked af at høre om Bläsi’s testresultater og at Geoff og jeg har så svært ved at håndtere situationen. Hun gav mig det råd at sige stop når Bläsi mister appetitten. Det har hun altid selv brugt som signal.

Så tog jeg mig sammen. Først gik jeg tur med Bläsi. Hun var meget glad og livlig i starten. Snusede og trak endda i snoren. Men hun begyndte snart at puste meget, ikke en anstrengt pusten, men som om hun havde løbet længe og hun satte tempoet ned. Vi gik ikke så langt igen og holdt en pause undervejs. Vi satte os i skyggen i svinget bag ved kirken. Her nussede vi lidt og Bläsi spiste lidt godbidder inden vi gik tilbage. Derefter tog jeg Emily og Canelle ud at gå tur en efter en. Da jeg var tilbage satte jeg mig på hundetræppet uden for døren og kælede med Bläsi ½ times tid i fred og ro, indtil hun gik over og lagde sig. Så var det aftensmadstid og Bläsi spiste igen op. Det er værre med mig, jeg har tabt mig 2 kilo den sidste uge, men det kan jeg nu sagtens tåle.

Gåturene gjorde mig godt. Jeg har det bedre nu, der faldet ro over det igen. Det var forhåbentlig bare en nedtur jeg skulle igennem.

Det lykkes for mig at få den lange snor på Bläsi her til aften, så jeg ikke skal være urolig over om jeg kan få hende ind. Da mørket faldt på gik jeg så ud og hentede hende ved havelågen. til min store overraskelse og glæde fulgte hun med ind i stuen og lage sig først i sin yndlingsstol i et kvarters tid, så kom hun over og lagde sig hos mig i sofaen. Jeg blev bare så lykkelig. Hun lå der ikke så længe, men gik op i seng.

Geoff hjemme ved midnat igen. Jeg gik først i seng. Bläsi lå i Geoffs side. Hun rullede rundt på ryggen og jeg kunne mærke at hun have nogle filtrede totter på underlivet. Dem fik jeg lige så stille klippet væk, uden at hun reagerede på det.

2/5  (ons) Jeg har ringet til min dyrlæge, Malene, så nu er det praktiske på plads. Hun har talt med Lise fra KVL om de prøver der skal tages, og venter på nogle papirer fra Lise. De vil godt komme ud og aflive Bläsi hjemme, tage hende med, lave obduktionen, sende til kremering og returnere urnen til os. Malene skriver det hele ned i Bläsis journal, så kan jeg bare henvise til den, hvis det ikke bliver Malene der kommer herud. Jeg fortalte også Malene om vores overvejelser herhjemme. Hun mente absolut ikke at der var nogen grund til at aflive Bläsi nu hvor hun har det så godt. Hun er enig i Inas metode. Når hun mister appetitten er det tid. Jeg tager en snak med Geoff og vi enes om at så er det det vi gør. Jeg skal ringe til Marlene med en status igen om 14 dage.

Det var rart at få det på plads.

Endnu en dag er gået, og den er gået rigtig godt efter omstændighederne.

Det har været meget varmt i dag, helt sommertemperaturer. Alle tøserne har tilbragt eftermiddagen henslængt i skyggen rundt omkring. Jeg nussede lidt i haven og satte mig så på en stol på gårdspladsen og læste, for at være i nærheden af dem. Bläsi har haft det godt. Hun kom mange gange hen og ville kæles og fortrak så til skyggen igen. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle køre på træningspladsen, men valgt til sidst at tage af sted. Jeg vil ikke pakke Bläsi ind i vat. Hun skal have så normalt et liv som muligt, ellers er der ingen grund til at holde liv i hende, groft sagt. Så jeg drog af sted med alle 3. Jeg bandt dem af i skyggen imens der blev trænet. Før og efter løb de fri med de andre hunde. Mange bemærkede hvor frisk Bläsi er. De synes det er utroligt at hun har så kort tid tilbage. Men sådan har jeg det jo også selv. Jeg har midlertidigt overdraget formandskabet for træningspladsen til Mia, hun har også fået ansvaret for arrangementet hos Stengården d. 19. Jeg kan jo ikke rigtig planlægge noget fra uge til uge fra nu af. Vi var hjemme ved 21 tiden og tøserne fik deres mad. Jeg havde købt rå fisk til dem og det var lige sagen, tre pinligt rene skåle stod tilbage bagefter. Nu er klokken 22, Emily og Canelle ligger og slapper af i stuen og Bläsi ligger i indkørslen med den lange snor på.

 3/5  (tor) Jeg vågnede ved 5 tiden og Bläsi var ikke i soveværelset, så jeg gik ned for at kigge efter hende.

Hun lå på ryggen med alle fire ben i vejret midt på stuegulvet, og så ud til at være ok. Jeg trissede op i seng igen. 12:30 skal jeg til tandlægen, jeg havde næsten glemt det. En af mine gamle plomber er revnet og skal udskiftes. Det er ikke ligefrem noget jeg glæder mig til.

Bläsi var ikke særlig interesseret i morgenmaden men spiste sin pille, som hun får i en skefuld dåsemad.

Jeg kan ikke lide det, men jeg ser lige tiden lidt an, og forsøger igen lidt senere.

Jeg har været ude og kæle med hende, det ville hun gerne, men hun er ret stille. Hun har en mindre knude på den ene skulder, som jeg synes er ved at blive større. Jeg har bare så ondt i maven. Jeg har stort set haft mavepine siden d. 24., men når det sker et eller andet jeg ikke kan lide, får den lige en tand mere. Jeg er begyndt at ryge lidt igen, i smug, har ellers været holdt op i næsten 3 mdr.

Godt nok fik jeg en aftale med dyrlægen i går, men den gælder kun i deres arbejdstid og når de har tilkaldevagten. De har vagtordning sammen med to andre dyreklinikker. Det er St. bededag i morgen.

Skelby har ikke vagt i morgen og i weekenden. D.v.s. de næste 3 dage kan jeg ikke være sikker på at kunne få nogen til at komme herud. Og hvis jeg får en fremmed dyrlæge herud, har han ikke Bläsi’s journal.

Geoff er stået op, han gav Bläsi en godbid som hun spiste. Canelle vil gerne lege , men Bläsi trækker sig væk.

Canelle er desværre ikke ret god til at forstå signalerne.

11:15 Bläsi ser ud til at være sig selv igen. Slæber rundt på den store gren, knurre af Canelle og gør af posten.

Jeg går bare hele tiden og ser efter signaler. Det er svært, men det kan nok ikke være anderledes.

Hun virker generelt stille om morgenen (og om aftenen). men en times tid efter hun har fået sin pille, liver hun op igen. Jeg frygter bare den dag hvor hun ikke vil tage en godbid eller spise hendes mad. Jeg er anspændt hver gang jeg giver hende noget. Tager hun det eller tager hun det ikke.

Jeg tog Bläsi med ud i bryggerset og lukkede døren for de andre. Forsøgte at få hende til at spise lidt af det foder de normalt får kastet ud i indkørslen om morgenen, hun ville ikke have det. Jeg forsøgte så med bløde guffer og det gik meget bedre, hun spiste dem med stort velbehag. Så det bliver nok proceduren fremover. Hun har nu aldrig været helt lige så vild med det morgenmad som de andre er. Det bliver vores lille hemmelighed, som Geoff ikke får at vide, i hvert tilfælde ikke foreløbig.

Tilbage fra tandlægen og en kort shoppe-tur. Selvfølgelig har jeg købt en stor pose bløde godbidder på vej hjem. Alle 3 tøser tager gøende imod ved havelågen. De får alle et griseøre, ingen problemer. Jeg har købt brød som Geoff straks kaster sig over med ost på. Alle 3 sidder og tigger. Jeg tror aldrig jeg før har været så glad for at se en hund tigge. Der er kommet brev fra Lise (KVL). En beskrivelse af hendes undersøgelser og prøver i mandags. Hun slutter af med at skrive ”Jeg er oprigtigt ked af , at der ikke er mere jeg kan gøre for Bläsi. Hun er en utrolig sød og tillidsfuld hund !” Det satte lige gang i mit private vandværk igen. Hvor er hun dog en helt fantastisk sød dyrlæge.

Geoff har et ærende og vi kan ikke få Bläsi ind da han skal køre. Så jeg åbner bagagerummet til min bil og få hende til at hoppe derind imens Geoff bakker ud. Bagefter lægger hun sig til at sove i bagagerummet. Heldigvis står min bil i skygge, så hun skal være hjertelig velkommen.

Jeg har dårlig samvittighed over for min gamle far. Han ved hvilken situation jeg er i og er meget forstående, for han er også selv en dyreelsker. Men han er en ældre herre og helbredet er mildest talt ikke hvad det har været, så jeg burde virkelig tage ud og besøge ham. Jeg kunne have gjort det i dag hvor Geoff er hjemme, men det fik jeg ikke lige gjort. Og nu skal Geoff på arbejde de næste 4 dage. Måske kan jeg tage derud tirsdag eller onsdag hvor jeg skal på morgenvagt og Geoff har fri. Men så er jeg væk hjemmefra en hel dag, det kan jeg næsten ikke overskue.

Jeg er holdt op med at tage billeder af Bläsi, selvom det er fristende. Jeg tog billeder af Oskar og Punky til det sidste og bagefter fortrød jeg, fordi jeg kunne se hvor elendig de så ud på de billeder. Sådan skal de ikke huskes. Jeg tog et rigtig godt billede af Bläsi i sidste uge, hvor hun ligger med den store gren. Hun ser frisk ud, men jeg tror alligevel altid det billede vil minde mig om denne svære tid.

Min dagbog har udviklet sig til noget helt andet end min ide var med den i starten. Jeg ville bare notere hvordan hun havde det hver dag. Spiste hun, sov hun, ganske kort. Men som dagene er gået, er den vokset gevaldigt. Gud ved om jeg nogensinde vil kunne læse alt dette igen senere. Nå men pyt med det. Det hjælper mig at få mine tanker på skrift.

Bläsi har været meget stille hele eftermiddagen, har ligget i skyggen ved min bil og småsovet.

Men der er nu heller ikke ligefrem fordi der har været meget liv i Emily og Canelle i denne varme, de har bare ligget indendørs. Da Geoff og jeg spiste aftensmad kom Bläsi pludselig ind og lagde sig i den ene stol. Da det blev tøsernes tur til at få deres mad, holdt Bläsi sig ikke tilbage. Jeg har hørt hende hoste et par gange i dag, ikke noget voldsomt, men alligevel. Jeg håber bare hun har fået noget galt i halsen, det lød ikke som den hoste hun havde før. Her til aften så jeg helt tilfældigt ud af vinduet at Canelle og Bläsi legede ude i indkørslen,

Geoff har talt med en chef på hans arbejde om vores situation, fordi han gerne vil havde lov til at holde fri hvis Bläsi skal aflives en dag han skal på arbejde. Chefens reaktion var åbenbart ”Vil du holde fri for en HUND ? Og så blev Geoff henvist til at tale med en anden, som han ikke har fået talt med endnu.

Nu er klokken hen ad otte, det er ikke så varmt mere, så nu må det være tid for en gåtur.

Først var det Bläsis tur. Hun gik godt til og vi gik ud på en mark hvor hun fik lov at snuse rundt. Det lod hun til at synes vældig godt om. Hun fik vist spist både græs, blade, blomster og lidt harelort. men hvad pokker det skader nok ikke under de omstændigheder. Jeg synes ikke hun blev lige så forpustet som sidst. Emily og Canelle fik slået deres tur sammen til en double. Geoff der skal tidligt op i morgen går tidligt i seng. Jeg tager Bläsi ind ved 22 tiden og hun går direkte op på altanen. Jeg kan af og til høre at hun flytter sig deroppe, men går ikke derop, Geoff skal have lov at sove. Jeg falder i søvn foran fjernsynet, og vågner først kl. 01.

Jeg går op på altanen hvor Bläsi stadig ligger. Jeg kan ikke få hende med ned, så hun kan komme ud og blive luftet. Til gengæld lægger hun sig på min seng. D.v.s. lige nu har hun faktisk sat sig lige her ved mig og vil kæles. Jeg tror lige jeg vil forsøge en gang til at få hende ud og tisse, og så skal vi vist også til og i seng.

4/5  (fre) Jeg husker svagt at Geoff stod op kvart i fem, men jeg vågnede først rigtigt op ved 8 tiden, og så endda til en dejlig overraskelse. Bläsi lå og sov på Geoffs side af sengen. Emily lå på gulvet ved siden af min seng og Canelle i hendes kurv. Den næste times tid lå jeg bare og lumrede, og nød nærværen med især Bläsi. Men ved ni tiden syntes min blære altså ikke at det var særlig hyggeligt mere, så jeg måtte op. Jeg holdt øje med tøserne da de fik deres morgenmad kastet ud på gårdspladsen. Bläsi tog et stykke tørkost i munden og spyttede det ud igen. Okay, tid for min nødplan. Først gemte jeg hendes pille i en ske med hundedåsemad og brugte det til at lokke hende ind med. Hun kom ind, Emily og Canelle fortsatte heldigvis med at spise derude. Bläsi fik hvad der var på skeen og bagefter ca. to håndfulde bløde guffer og et par skefulde dåsemad mere. Hun spiste med stor iver. De bløde guffer er ikke verdens sundeste hundemad. De har en noget større fedtprocent end tøsernes tørfoder og vist også alt for meget salt (ikke godt for hjertet). Jeg bruger dem som regel kun som trænings-guffer. Men det gør nok ikke den store skade på Bläsi nu. Emily og Canelle skal bare ikke lure af hvad der foregå indendørs imens de er ude. De to får i forvejen mange flere guffer end de plejer. Vi kan ikke bare give Bläsi og ikke de to.

Det er varmt igen i dag og der er er ikke meget liv i nogen af tøserne. Jeg synes dog at Bläsi er begyndt at være mere og mere fraværende. Hun spiste dog sin aftensmad med stor fornøjelse.

Dagen er forløbet uden de store hændelser, men her til aften er det hele begyndt at eskalere.

Jeg var nemlig ude og gå aftentur med Bläsi, og det var ikke nogen god oplevelse. Jeg synes hun gik som en gammel hund, hun var ved at snuble på bagbenene en enkelt gang, men det skulle blive endnu værre. På et tidspunkt så jeg at hun havde et eller andet grønt hængende i bukserne bagpå. Jeg troede det var en stilk eller et blad og ville tage det væk. Men det var irgrøn slim og der var mere ved livmoderen. Nu er det ikke ”sjovt” længere, og jeg er indstillet på at Bläsi snart skal have fred, gerne mandag. Hun er åndsfrisk og klarhjernet, men kroppen er ved at svigte hende.