Dagbog del 2 5/5 (lør) I går aftes var jeg ved at flippe totalt. Nu må jeg se hvad dagen bringer. Jeg faldt igen i søvn på sofaen og vågnede ved 2 tiden. Jeg lukkede E og C ud, men kaldte ikke på Bläsi, der var gået i seng sammen med Geoff. Da jeg lidt efter kom ud fra badeværelset, stod Bläsi oppe på toppen af trappen og så ud som om hun ikke kunne forstå hvorfor hun ikke skulle ud. Det kom hun selvfølgelig så, i den lange snor. Bagefter gik alle 3 med op i soveværelset og Bläsi lagde sig til at sove ved siden af min seng. Der lå hun endnu da jeg vågnede. Da jeg kaster tøsernes morgenmad ud til dem, spiser Bläsi til min store overraskelse også af det. Da jeg åbner en dåse hundemad for at blande hendes pille i, kommer hun selv ind i køkkenet for at få det. Bagefter tager jeg hende alligevel ud i bryggerset for at give hende nogle bløde guffer. Jeg spreder dem ud på gulvet og lader hende selv gå og finde dem. Hun går i gang med stor iver. Da jeg lidt efter kigger til hende sidder hun og gylper. Jeg tror simpelthen hun har spist for hurtigt. Hun virker meget sulten hele tiden. Til trods for at hun får samme mængde som før. Hun drikker også meget mere. Måske skyldes det medicinen. Hun virker frisk og veloplagt her til morgen.
I går aftes var jeg sikker på at mandag var dagen, i dag er jeg overhovedet ikke sikker på noget som helst. Som om det var noget nyt. Jeg har fået gjort lidt rent. Det kniber gevaldigt med at tage sig sammen til de huslige gøremål i øjeblikket.
Lone og hendes to Berner-piger har været på besøg igen. Det var dejligt med selskab. Og det var især dejligt at jeg bare kunne snakke løs om Bläsi og livets uretfærdigheder til en der forstår hvad jeg snakker om og at jeg har så stor behov for at snakke. Vi kom langt omkring i vores samtale og vi fik begge grædt lidt. Endnu engang tak Lone. Dejligere var det at Bläsi blomstrede op under besøget. Endnu engang viste hun sig som hun var inden hun blev syg. Hun var glad, opmærksom og kælen al den tid Lone var her (5-6 timer). Man skulle ikke tro at her er en hund der snart skal dø. Der er liv og gnist i hendes øjne. Hun er så syg og alligevel hun er bare sådan en sej banan. Det her er noget af det sværeste jeg nogen sinde har oplevet. Og jeg vil ikke ønske det for min værste fjende. Da Geoff kom hjem kunne jeg ikke få Bläsi ind, og hun løb ned i indkørslen for at tage imod Geoff. Hun piskede rundt om bilen så jeg blev helt nervøs for at hun ville blive kørt ned.
Da Lone var taget hjem spiste Bläsi sin aftensmad, og så havde hun vist fået nok for i dag. Hun blev træt, rigtig træt. Vi log hende ligge og sove ved havelågen. Da Geoff gik i seng ved 21 tiden, hentede jeg Bläsi ind, og fulgte hende op i soveværelse, hvor hun pænt lage sig til at sove på min seng ved siden af Geoff. Hun rullede om på ryggen og så bare så nuttet ud. Det gør ondt helt ind i sjælen. Jeg har ikke fundet noget betændt udflåd fra hende i dag, selvom jeg har tørret hende med et stykke køkkenrulle ca. tre gange i dag.
Nu er det lidt over midnat. Jeg sidder her ved PC’en og Bläsi har gjort mig selskab. Hun kom pludselig fra soveværelset og herind. Nu ligger hun og sover stille og roligt ved mine fødder. Jeg nænner næsten ikke at rejse mig, så hun vågner. Men det er nok bedst at vi begge to få tisset af og kommer ”i seng”.
6/5 (søn) Rolig nat. Underligt nok sover jeg godt i øjeblikket. Bedre end jeg plejer. Jeg har lidt af hedeture det sidste år tid, og det har været meget forstyrrende for min nattesøvn, men det er pludselig holdt op. Jeg sover igennem og jeg drømmer ikke engang. Det er lige før jeg har dårlig samvittighed over det. Min elskede hund er ved at dø og jeg sover bedre end længe om natten. Er det ikke bare underligt ? Til gengæld har jeg en stor knude i maven, undskyld udtrykket, men sådan føles det altså. En stor hård knude, der trækker sig sammen hver gang der sker et eller andet negativt omkring Bläsi. Nå men nok om mig.
Bläsi ser også ud til at have sovet godt. Hun lå i gangen oven for trappen, da jeg vågnede. Hun gik med E og C ud, men da jeg kastede deres mad ud, satte hun sig bare ned og kiggede på mig som om ”Har du ikke noget andet til mig”. Så det var tilbage til de bløde guffer i bryggerset. I dag fodrede jeg hende i hånden, en guf ad gangen, så hun ikke forsluger sig. Hun virkede meget sulten. Måske skal jeg dele hendes måltider op i mindre portioner over hele dagen. Det er bare lidt svært at styre m.h.t. E og C. Jeg er løbet tør for griseører, så jeg kører nok lige et smut ind på Det Blå Marked i Haslev og ser om de har nogen i hundeboden derinde.
Jeg har fundet to små knuder (på størrelse med tæger) mere på Bläsi. En bag det ene øre og en på halsen.
Åh, nej min knude i maven har lige fået et vrid rundt. Jeg ville som sagt køre et smut til Haslev, men nu kan jeg
ikke få Bläsi ind. Jeg forsøgte at lokke med guffer, rasle med nøgler og give snor på, alt sammen forgæves.
Hun løber bare let og elegant væk, men så blev det pludselig værre endnu, hun begyndte at hoste. Det samme tørre grimme hoste med opkast-bevægelse, som hun havde til at starte med. Hun havde tre hosteanfald lige efter hinanden. Er hun ved at være derude hvor Prednisolonen ikke virker mere ?
Jeg har meget kort lunte med E og C. Jeg ved godt at de ikke fatter en pind af hvad der foregår, men jeg bliver hurtigt irriteret på dem. Så som nu hvor jeg forsøger at lokke Bläsi ind og de to andre bare ”fjoller rundt” og forsøger at hugge de godbidder jeg lokker Bläsi med.
Nu har jeg alligevel lige været et smut i Haslev. Jeg gjorde et forsøg mere på at få Bläsi ind, og så kunne jeg pludselig heller ikke få E og C ind. Ergo satte jeg alle tre i bilen og tog dem med. Heldigvis fandt jeg en plads i skyggen både på tanken og ved Det Blå Marked. Så nu er der friske forsyninger af både smøger og griseører.
Tøserne fik et øre lige så snart vi kom hjem, og de gjorde lykke hos alle tre. Jeg har lige kigget Bläsi efter i rumpen igen. Hun havde lidt snaskede totter som jeg klippede væk. Jeg kunne ikke se om det var betændelse.
Men hun kan sagtens have siddet eller slikke det væk.
Jeg har besluttet mig for at ringe til Skelby i morgen og få et godt råd m.h.t. betændelsen. Skal jeg bare lade det være eller hvad. Det gør nok ikke den store forskel som sagerne står. Men jeg tror nu lige rige ringer alligevel.
Nu har tøserne lige gøet af en bil der dyttede. Bläsi løber rundt og gør lige så højt og inderligt som de andre.
Hun har ikke hostet siden i morges. Hun er sku sej den lille. Sikke en livsvilje. Nej, det bliver altså ikke mandag alligevel. Det kan jeg bare ikke gøre.
Mit halmstrå er bristet. Ved 13 tiden løb Bläsi over og gøede ved hækken sammen med E og C. Hendes gøen endte i et rædselsfuldt hosteanfald. Jeg stod og holdt hende til det gik over, og jeg kunne bare mærke hendes hjerte banke utroligt hurtigt. Bagefter var hun træt og lagde sig i skyggen. Jeg satte mig på min havestol i indkørslen for at være i nærheden af hende. Hun kom hen og ville kæle hele tiden, og det gjorde vi selvfølgelig. På et tidspunkt rullede hun om på ryggen og ville kløs på maven. Det endte også med en hosten. Ikke så slem som tidligere, man alligevel. Jeg har også set at hun var ved at snuble på det ene forben i dag. Hun rører ikke grenen mere og hun tager sit elskede legetøj hvis jeg giver det til hende, men lægger det hurtigt ned igen. Gnisten er alligevel ved at være slukket. Da Geoff kom hjem var hun ude og tage imod. Men den sidste time har hun ligget og kigget ud under havelågen. Hun er kørt træt. Nu vil jeg lade hende være lidt i fred, selv om det er svært.
Jeg har skiftet mening sådan ca. hvert kvarter den sidste uge, hvis ikke længere. Men nu er den tunge beslutning taget. Geoff og jeg har talt om det og er nu helt enige. Jeg ringer til mit arbejde i morgen og får en fridag mere, det burde ikke være noget problem. Geoff har fri tirsdag og onsdag. Derefter ringer jeg til dyrlægen og beder dem om at komme tirsdag. Nu skal hun have fred inden hun bliver rigtig dårlig. Vi kan ikke være andet bekendt. Så i morgen bliver sidste hele dag. Det er bare så utroligt svært, men jeg tror på at det er det rigtige at gøre. Nu må jeg stå fast og være tapper for hendes skyld. Jeg kan tude bagefter.
7/5 (man) Planen er ændret igen. Jeg fik en opsang på mail fra Lone i går aftes. ”Hvad er de i har gang i ? Det skal være mandag ikke tirsdag for Bläsi’s skyld”. Først blev jeg ret fortørnet over det, syntes at hun burde støtte mig, nu når den svære beslutning var taget. Så jeg sendte fluks en mail retur om at beslutningen stod ved magt, og at det var fuldt forsvarligt. Men jeg måtte jo alligevel krybe til korset og give hende ret. Hvorfor udskyde det nu ? Det skal jo netop slutte inden hun bliver rigtig dårlig.
Nedturen er for alvor begyndt og Bläsi skal ikke lide. Jeg skyndte mig at snakke med Geoff om det inden han faldt i søvn. Han var gudskelov enig.
Derfor sidder jeg nu ved telefonen og forsøger at komme igennem til Skelby (optaget) for at få en aftale om i aften. Geoff har fri kl. 13 og er tidligt hjemme, gudskelov.
Bläsi trak sig meget væk i går aftes. Hun spiste sin mad, og så så vi stort set ikke mere til hende, bortset fra at jeg var ude og sidde og nusse med hende på trinnet foran huset. Da Geoff gik i seng tog han hende med op. Hun lagde sig på sengen, men fortrak hurtigt til mit værelse. Lidt senere kom hun ned igen og ville ud. Jeg gav hende snoren på og hun lå ude, til hun pludselig ville ind af sig selv ved et tiden. Det gik op for mig at det var fordi det begyndte at regne. Hun pustede meget hele aftenen og det var som om hun ikke kunne finde ro.
Jeg overvejede om jeg skulle give hende en Prednisolon pille mere, om det kunne hjælpe hende. Men jeg gjorde det ikke, for jeg vidste ikke om det ville skade mere end det ville gavne.
Da jeg gik i seng ved 1:30 tiden lå hun dog i soveværelset og har sovet hele natten på gulvet ved siden af min seng. Det er totalt ufatteligt for mig at det her var sidste nat med hende.
Her til morgen har hun spist sin pille og bløde guffer, den anden mad interesserede hende ikke.
Nu ligger hun i indkørslen og ser meget træt ud. Jeg føler mig fysisk dårlig her til morgen. Ondt i maven og ondt i hovedet. Men det tror da pokker jeg levede af kaffe og cigaretter i går, ja faktisk i flere dage.
Jeg prøver mentalt at forberede mig på at i dag er alt ”sidste gang”
Det her er en af de sværeste opringninger jeg har foretaget.
Det her forløb har bare været en lang rutchebane-tur op og ned, op og ned. Nu har jeg talt med Skelby, de har så meget at lave i konsultationen i dag, at de ikke kan komme ud. Det kan først blive i morgen kl. 11. Åh, nej.
Nu har vi lige pludselig ikke haft vores sidste nat og sidste morgenmåltid sammen alligevel.
Måske er der en dybere mening med at det bliver tirsdag, så er det præcis 14 dage siden vi fik diagnosen.
Jeg har lige ringet ind på arbejdet, jeg kan sagtens holde fri i morgen. Jeg kunne også godt få fri onsdag, jeg skulle bare sige til. Det var bare så enormt sødt af dem. Men jeg tager på arbejde onsdag og jeg tager ud og besøger min far bagefter. Jeg trænger vist til at komme lidt væk hjemmefra nu. Og han trænger vist også snart til at se sin datter.
Nu skal vi igennem en laaang dag og nat. Jeg håber bare at hun vil være nogenlunde frisk i dag.
Klokken er nu 12:45 og Bläsi har haft en god dag indtil videre. På slaget 11 løb hun over og begyndte at slæbe rundt på den store gren. Det har hun ellers ikke gjort i dagevis. At det så lige skulle være præcis et døgn inden hun skal herfra, var en underlig oplevelse. Jeg har gået og luget ude i indkørslen, fjernet græstotter imellem fliserne m.m. Jeg skal bare have noget at tage mig til. Og på den måde var jeg tæt til tøserne hele tiden.
Det er køligere i dag, og når jeg går udenfor er E og C også heruden, så ligger Bläsi ikke bare alene.
Bläsi er kommer over flere gange og ville kæle, hun har gøet af postbuddet (uden at hoste), hun har spist et griseøre og nu har hun lige været inde og hente den pive-dims hun fik af Disney (hendes bror) i julegave engang. Den har jeg bestemt hun skal have med i morgen og det tæppe vi lagde ud på trappetrinnet da hun begyndte at foretrække udendørs-livet. Det at hun er så frisk i dag gør på en måde det hele både sværere og alligevel lettere. Det er i hvert tilfælde det bedste for Bläsi, og det er absolut det vigtigste i øjeblikket.
Og hun har da også hostet en enkelt gang i dag. Heldigvis ikke så slemt. Jeg tror at jeg giver Bläsi en pille i hendes aftensmad, så hun måske kan få en roligere nat end i går.
Jeg har lige fået en mail fra Helle (der har Disney), hun spørger hvordan det går. Jeg har svaret tilbage, og forsøgt at fortælle det, uden at blive alt for sentimental. Alligevel er det vist lykkes for mig at få Helle til at stortude.
Nu vil jeg gå ud og se om Bläsi har lyst at blive børstet med den bløde børste, så kan vi måske hygge lidt med det. Geoff har fri her kl. 13, så det varer heller ikke så længe inden han er hjemme.
Jeg har bestemt mig for hvor Bläsi’s urne skal begraves. Vi har snakket om ved havelågen, fordi hun elsker at ligge der og kigge ud. Men jeg kan ikke rigtig med tanken om at alle kommer til at vade rundt på hendes grav. Så overvejede jeg rosen-bedet eller rododendron-bedet i baghaven, men så ville jeg gå rundt på gaven når jeg skulle luge. Så nu er jeg kommet frem til en lille plet ved siden af havebassinet bag garagen. Der ligger flis og det er så småt at min ikke behøver at træde på det for at nå. Og faktisk stå hendes ”gravsten” der allerede og har gjort det et par år. Det er nemlig en lille hundefigur der løfter pote. Jeg købte den i sin tid fordi den lignede Bläsi. Hun har altid elsket at give pote. Der skal hun ligge under figuren og med en blomsterkrukke ved siden af. Jeg skal bare have købt en fin krukke, en flot plante og noget mere flis, for det der er, er blevet lidt tyndslidt. Så bliver Bläsi’s grav det første man ser når man åbner vores bagdør. Det har jeg det godt med.
Jeg har igen siddet på min havestol i indkørslen for at være i nærheden af mine tøser. Bläsi har været meget kælen. Hun er blevet børstet meget, meget blidt og kun så længe hun selv ville. Hun har altid elsket at blive børstet. Jeg har også taget mig en snak med Bläsi og husket hende på at hilse Punky og Oskar i morgen. Jeg er sikker på at specielt Oskar vil passe på hende i hundehimmelen. Bläsi var et halvt år gammel da Oskar døde. Pludselig kom der en kraftig byge. Jeg fik travlt med at komme ind og få min stolehynde med mig.
Jeg kaldte også på tøserne, men de ville ikke ind, selvom de hader regn. De hoppede alle tre ind i bag i min bil, hvor bagklappen stod åben. Der sad de så alle tre til regnen stoppede. Så kom Emily ind, men Canelle og Bläsi har lagt sig i bagagerummet ved siden af hinanden. Så der alligevel lidt søstersolidaritet.
Nu skinner solen igen, og jeg vil gå ud og se til tøserne. Bläsi er faldet i søvn i bilen, så jeg lader hende være.
Jeg har bare lyst til at nusse hende hele tiden, men synes at hun skal have lov til at være i fred når hun trækker sig tilbage. Da hun vågner sætter jeg mig i bilen hos hende og vi hygger os. Jeg har indtil videre kunnet bevare fatningen. Bläsi skal ikke opleve at hendes ”mor” sidder og hulker ned i pelsen på hende. Canelle er er blevet mere og mere jaloux, hun forsøger hele tiden at mase sig på, og kræver min opmærksomhed. Hun kan godt mærke at Bläsi får særbehandling i øjeblikket, og jeg kan jo ikke bare forklare hende at hun vil få meget, meget mere opmærksomhed efter i morgen. Da Geoff kom hjem var alle tre henne ved havelågen og tage imod. Jeg ville genne dem ind, mens Geoff kørte bilen ind, men de hoppede alle tre ind i bilen i stedet for. Det var da også helt fint, men usædvanligt.
Nu er klokken 16:30 og Bläsi er blevet rigtig træt. Hun har lagt sig til at sove i skyggen ved hendes elskede havelåge. Det tidsrum hvor hun er aktiv og opmærksom er gradvist dalet og er nu nede på ca. 4 timer midt på dagen. Ikke at hun lider resten af tiden, hun er ”bare” træt.
Geoff frygter dagen i morgen, og vil helst ikke være her om eftermiddagen/aftenen. Han har tænkt sig at køre ned til Nisseringen og træne. Det er da også meget fint, men hvad med mig. Måske skulle jeg høre om jeg må komme over til Ina og beundre hvalpe. Det ville der måske være noget livsbekræftende i. På den anden side vil jeg ikke være klar til at tale om Bläsi, i hvert tilfælde ikke uden at der bliver fældet adskillige tårer.
Nu skal jeg til at lave tøsernes aftensmad. Og nu er det helt sikkert sidste gang jeg laver mad til tre. Nedtællingen er begyndt, igen.
Bläsi er vågnet op igen. Hun har været inde og snuppe pive-dimsen og taget den med ud i haven igen.
Vi har siddet ude på trinnet og kælet i lang tid. Hun er så glad og hun har kysset mig flere gange, endnu en Bläsi specialitet. Hun har også lige været inde for at checke om der snart er aftensmad.
Jeg har lige skrevet til Ina og fortalt hvordan sagerne står, jeg er nemlig langtfra sikker på at jeg vil kunne gøre det i morgen. Ina har lige svaret tilbage og tilbudt at kommer herover og være hos os når dyrlægen kommer i morgen.
Det er pænt af hende, men jeg takker nej. Jeg vil hellere være alene med Bläsi, og Geoff og E og C. Måske vil jeg hellere tage over til hende i morgen eftermiddag, det ved jeg ikke endnu..
Bläsi har lige spist sin aftensmad, med ekstra pille. Hun er bare så sej, min lille pige. Lige inden aftensmaden fjollede hun rundt i indkørslen med grenen igen. På den her facon ser hun ud til mindst at kunne blive 14 år. Men jeg må ikke vakle i min beslutning. Jeg kunne måske tolke det som om hun ikke var ”klar” endnu, men jeg vælger at se det som om hun fortæller mig ”det er ok mor, jeg har det fint, du skal ikke være ked af det”.
Sen aften. Bläsi har ligget og sovet foran havelågen siden aftensmaden. Da det begyndte at blive mørkt gik jeg ud og tog hende ind. Endnu en gang tog hun fuldstændig fusen på mig. Jeg havde troet at hun ville gå direkte op i seng til Geoff. Han har været oppe siden 03:45, så han er gået i dørken for længst. Men nej, hun gik ind og satte sig i sin yndlingsstol og så skulle der bare nusses til den store guldmedalje. Hun snoede og vred sig så jeg kunne komme til at klø de helt rigtige steder alt imens jeg blev slikket op og ned af armene. Det har hun ikke gjort i flere uger. Det er det samvær jeg har savnet de sidste 14 dage, hvor hun helst har villet være ude hele tiden. Og så sker det den sidste aften. Det var dejligt, men alligevel næsten ikke til at bære. Det tror jeg aldrig jeg vil glemme. Vi sad bare der helt tæt og hyggede os i en halv times tid. Hun pustede lidt, men ikke besværet. Kan hun fornemme hvad der skal ske ? Er hun ved at sige farvel ? Faktisk ville hun jo have været død nu, hvis jeg havde fået min vilje i morges. Måske er det den ekstra pille, der har gjort at hun har det bedre. Skulle hun så have haft en større dosis tidligere ? Det kan jeg slet, slet ikke holde ud at tænke på. Jeg må holde fast i at det ikke er en rask hund der skal sove ind i morgen. Det var under alle omstændigheder et spørgsmål om kort tid.
Nu har hun stille og roligt lagt sig til at sove foran døren til badeværelset, hendes gamle absolutte favoritsted.
Det er som om tiden er skruet tilbage. Jeg har skænket mig et stort glas portvin. Det var sku godt noget der gjorde indtryk. Jeg ved ikke om jeg får sovet i nat.
Jeg er meget nervøs for i morgen. Jeg er bange for at hun er så frisk at vi ikke kan få fat i hende, at hun sætter sig til nødværge eller at hun bliver bange. Det ville bare være det værste der kunne ske. Hun bliver nødt til at have den lange snor på fra morgenstunden. Det er synd og ærgerligt, men jeg kan simpelthen ikke overskue hvis hun løber rundt i indkørslen og vi ikke kan på fat på hende. Det ville ikke være til at bære.
8/5 (tir) Bläsi’s sidste dag er kommet og i dag er det 14 dage siden jeg fik mit livs chok.
Bläsi og jeg har begge sovet i stuen hele natten. Bläsi lagde sig til at sove på hundetæppet i den ene ende af hjørnesofaen så jeg hentede mit sengetøj og lagde mig i den anden ende. Hun kravlede ned på gulvet og lagde sig på gulvet under sofabordet, lige ved siden af mig. Jeg lå længe og lyttede til hendes åndedræt, men faldt til sidst i søvn. Sikkert nok hjulpet godt på vej af de glas portvin jeg fik hældt i mig i løbet af aftenen.
Jeg vågnede 07:15 og Bläsi lå stadig i stuen, dog midt ude på gulvet. Hun hostede en enkelt gang da jeg stod op. Tøserne har fået morgenmad og Bläsi spiste også lidt, men ikke ret meget. Hun har fået sin skefuld dåsemad med pille og alle tre har været ude i køkkenet og spise guffer. Bläsi fik tre hver gang de andre fik en.
Nu er de alle tre ude og jeg sidder her og prøver at få styr på mig selv og mine tanker.
Denne dagbog er blevet mit tilflugtssted når mine tanker har været ved at overvælde mig. Måske er det underligt at jeg sidder her ved PC’en og skriver når der kun er godt 3 timer til Malene kommer, men på en eller anden måde er det vigtigt for mig at beskrive alt omkring Bläsi så præcist som muligt lige nu. Jeg har det næsten som om at når Bläsi er væk, så er hun der alligevel stadig fordi alt dette er kommet på skrift. Det er blevet min røde tråd, som Lone har døbt Bläsis lange (grønne) snor. Her er beviset for at alt dette er sket og ikke kun er noget jeg har drømt. Og snoren, den har jeg egentlig købt til Canelles træning i Sorø, men nu vil den altid minde mig om Bläsis sidste dage. Der er mange ting der vil minde mig om hende. Hendes snor og halsbånd, madskålen, legetøjet og 117 andre ting rundt omkring i huset.
Jeg er glad for at jeg har kunnet dele denne dagbog med både Lone og Jeanette. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har virkelig haft brug for at alle disse tanker ikke bare endte her.
I dag bliver en af de sværeste i mit liv. Jeg har prøvet at miste før. Min stakkels mor, Punky og Oskar.
Man kommer over det og de bliver til gode minder. Men lige nu føles denne dag som den værste.
Nå, nu har jeg vist svælget nok i mine egne tanker. Jeg må ned og se til mine piger og finde på et eller andet at tage mig til.
08:15 Det er begyndt at regne voldsomt, jeg tager Bläsi ind. Hun lægger sig til at sove i ”hendes” stol.
Noget hun har gjort tusindvis af gange før. Det er både dejligt, men også svært at se lige nu. Sådan har det været med mange ting det sidste døgn. Dejligt at hun har været så frisk og mere sig selv, men det gør det meget sværere for mig at skulle sige farvel. Det er svært ikke at være egoist.
Det skal holde mig oppe, at hun har det godt og at det er det vigtigste. Jeg er sikker på, at når jeg senere hen tænker tilbage på dette forløb, vil jeg vide med mig selv at vi tog den rigtige beslutning, og være glad for det.
Vi trak det ikke for længe denne gang.
08:45 Bläsi har lagt sig i bryggerset og ser træt ud. Jeg har klippet en lille tot pels fra fanen på Bläsi’s ene ben. Da Oskar døde fandt jeg en tot fra hans hale, hvor han havde ligget, bagefter. Den kunne jeg ikke smide ud, og den sidder nu i en ramme sammen med nogle billeder af ham.
Nu har jeg også en fra Bläsi, den skal på et eller andet tidspunkt også skal i glas og ramme.
09:30 Bläsi kom op til mig imens jeg skrev sidste indlæg. Hun gik ind og lagde sig på sengen, jeg fulgte efter og vi lå og nussede helt tæt en halv times tid, og jeg fældede nogle stille tårer. Hun trækker vejret med hele kroppen og hun hostede også en enkelt gang. E og C kom også op og lå i soveværelset. Geoff afløste mig i sengen, han ville gerne være alene med Bläsi. Så jeg gik ud for at vaske mig og børste tænder. Han kan vist ikke se på mig i dag. Han ligesom undgår at være sammen med mig. Vi takler vores sorg meget forskelligt. Bläsi kom ned til mig i stuen og nu har alle tre fået et griseøre, som de ligger og gnasker lystigt i. Jeg tror E og C skal på kur efter dette. Nu vil jeg ønske at den sidste time går hurtigt. Vi har sagt farvel og vi er klar. Nu kan det ikke gå hurtigt nok, undskyld Bläsi, men det er for både din og vores skyld.
09:50 Jeg går ned. Geoff har sat sig ved fjernsynet, fjern i blikket, jeg tror ikke han ved hvad han kigger på. Det går op for mig at jeg ikke kan se nogen hunde. Åh nej, Emily har åbnet bagdøren og alle tre er løbet ud, jeg går i panik. Heldigvis kan Geoff få alle tre ind igen. Bläsi får den røde tråd på og de får alle lov at komme ud igen. Solen er kommet frem igen og det er tørt. Da jeg giver Bläsi snoren på, tror de åbenbart alle at de skal ud og gå tur. De hopper og danser alle tre. Det her er bare så svært, men jeg skal bare holde ud. Nu kan de gå derude og være sammen lidt og jeg kan måske lige falde lidt ned igen, så jeg er klar til den sidste store kraftanstrengelse. Bläsi har været en utrolig sej lille pige, nu skal hendes mor bare holde fatningen og være lige så sej. Der en time til, og jeg håber ved gud ikke at Malene bliver forsinket.
10 :25 Bläsi er faldet til ro på trinnet ved hoveddøren, nu kan hun få lov til at ligge derude og slappe af til klokken nærmer sig 11. Jeg går hvileløst rundt, hvor fanden skal jeg gøre af mig selv. Skal jeg gå ud til Bläsi, nej, hun skal have lov til at slappe af lidt. Jeg kan ikke snakke med Geoff lige nu, så bryder vi vist sammen begge to. Så jeg bruger min råde tråd, dagbogen, til at komme af med mine tanker og frustrationer. Jeg kan næsten ikke holde op med at skrive. Og jeg ved at jeg bare gentager mig selv hele tiden.
Bläsi kom selv ind i stuen, gik glad og frejdig rundt og blev nusset af både Geoff og mig.
Malene kom lidt før tid. Tøserne var ud i entreen og hilse på og så blev E og C låst inde i stuen med Geoff
Bläsi sad på tæppet i entreen og fik den beroligende sprøjte. Malene og jeg sad og snakkede stille imens jeg nussede Bläsi. Det hjalp bare at sidde og snakke. Bläsi blev langsomt træt, men der gik laaang tid inden hun lagde sig ned og faldt i søvn. Jeg halvt lå ved siden af hende, nussede og småsnakkede. Da hun sov fast fik hun den sidste sprøjte og så var det forbi, stille og roligt. E og C var ude og snuse til hende og blev så lukket ind i stuen igen. Jeg pakkede Bläsi ind i hendes tæppe og hun fik pive-dimsen med. (det må jeg huske at fortælle Helle). Malene og jeg bar hende ud i bilen og lagde hende pænt i bagagerummet. Solen skinnede.
Marlene gav mig et kram og så gik jeg ind. Jeg klarede det, det gik som det skulle. Da jeg kom ind til Geoff begyndte jeg at græde, men pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Halsen var bare helt lukket og jeg kunne ikke få luft. Jeg gik i panik, troede at nu var min sidste time også kommet. Geoff anede ikke hvad han skulle gøre. Men langsomt løsnede det op og jeg fik luft og kunne græde ud ved Geoffs skulder. Nu er det slut, både Bläsi og jeg klarede det med bravur. Jeg er stolt af os. Vi var seje begge to. Og jeg har det godt med forløbet.
Til min store overraskelse opdagede jeg bagefter at Malene havde været her under en halv time, jeg syntes der gik meget meget længere.
Bläsi, lille Mus, nu er der kun en ting jeg kan gøre for dig og det er at love at du aldrig bliver glemt.
Det kan jeg til gengæld love dig 100 procent. Tak for alt og sov godt.
Nu er min dagbog på en måde slut. De eneste notater der vil komme fremover, er når jeg får test-resultater og når jeg skal hente og begrave Bläsi. Jeg glemte helt og spørge hvor lang tid der går til jeg kan hente urnen.
Men jeg skal til Skelby torsdag eftermiddag, E og C skal have deres årlige check, så må jeg huske at spørge.
10/5 I dag har jeg fri. Her til formiddag skulle oliefyrsmanden komme og lave service på fyret.
Og i eftermiddag skulle jeg til dyrlægen med E og C, til det årlige check og vaccination.
Oliefyrsmanden kom ved 10 tiden og imens ham rumsterede rundt ude i bryggerset ville jeg lige lægge resten af
Bläsi's piller i tasken, så jeg kunne aflevere dem hos dyrlægen.
Jeg kom glasset i den pose jeg fik dem i, og ser pludselig at der står 4 tabl. 1 x dagl. Jeg har kun givet hende 1 pille. Da gik jeg helt i sort. Hun kunne måske have haft det meget bedre og levet meget længere, hvis jeg bare havde været lidt mere opmærksom. Jeg blev bare så fortvivlet og græd som pisket. Geoff anede ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Heldigvis kom han i tanke om oliefyrsmanden. Gud ved hvad han har tænkt.
Nå, men jeg er kommer mig igen. For jeg ved jo godt, at Bläsi under alle omstændigheder levede på lånt tid.
Jeg ville bare ønske at jeg enten havde læst på den pokkers pose i tide eller slet ikke.
Desuden er jeg kommet i tanke om at jeg spurgte Lise til råds om pillerne, da jeg var inde hos KVL.
Det trøster mig også lidt
Heldigvis mente dyrlægen at både E og C er sunde og raske, så et lyspunkt er der da.
Jeg glimrede ved at glemme deres papirer hjemme. Så dem skal jeg huske at have med, når jeg skal ned
efter urnen om ca. 14 dage. De skal jo have deres vaccinations-stempel i kæledyrspasset når vi skal til Schweiz.
Det er underligt at Blæsi ikke er her mere. Her føles tomt til trods for at her stadig er to hunde.
Jeg synes også at E og C er meget stille. Jeg tror især Canelle keder sig lidt.
Så jeg må hellere mande mig op og få trænet noget mere med hende.
Både E og B løber ud og kigger bag i bilen hver gang jeg kommer hjem, til trods for at de fik lov til at se Bläsi bagefter. Ellers synes jeg at savnet er større end sorgen. Jeg fik jo trods alt 14 dage, hvor jeg langsomt kunne vænne mig til tanken.
30/5 Har fået Bläsi’s diagnose i dag. Det var desværre M.H. Og meget fremskredent. Så jeg er bestyrket i min tro på at jeg valgte rigtigt ved at lade Bläsi få fred på det tidspunkt jeg gjorde. Men hold da op hvor jeg tudede da jeg læste beskeden. Jeg har sendt dødsattest til avlsudvalget, og besked til Ina, Helle og Bente (der har Bläsi’s søster Happy).
I dag har jeg været i Skelby med Emily, tømning af blodøre. Jeg regnede med at jeg kunne få Bläsi’s urne med hjem, den skulle faktisk have været der for allerede en uge siden. Men ak nej, den er åbenbart ”blevet væk”.
Nu vil Skelby ringe til krematoriet og forhøre sig. Jeg skal ringe til dem i morgen aften. Det er bare for meget af det gode. Et eller andet sted betyder det rigtig meget for mig at Bläsi kommer hjem igen. Nu håber jeg at urnen ”bare” er blevet væk. Det værste der kan ske er at hun ikke er blevet kremeret separat og derfor er gået tabt.
Jeg går vist rundt med hovedet under armen i dag. Kom en time for sent til dyrlægen, fordi jeg huskede forkert. Pinligt nok stod der rigtigt i min kalender.
31/5 Jeg har ringet til Skelby og urnen er fundet. Krematoriet havde ”bare” glemt at sende den tilbage til Skelby. Så den kommer på mandag. Gudskelov.
4/6 Ja, nu er lille Bläsi endelig hjemme igen. PYHA ! Jeg hentede urnen ved 15 tiden, og den har været hele vejen til Amager og hjem igen. Jeg har nemlig været inde og besøge min far. Så nu har Bläsi været på sin allersidste køretur. Hun elskede at køre i bil.
Urnen er anderledes end de andre jeg har set. Den er stor, tung og råhvid. Rigtig flot faktisk.
8/6 I dag, præcis 1 måned efter hendes død, næsten på klokkeslæt, blev Bläsi’s urne begravet under den lille hundefigur der ligner hende så meget. Underligt så mange ting der er sket lige på klokkeslæt i det her forløb. Jeg kan ikke fatte at det allerede er en måned siden hun døde. Men det gik stille og roligt. Både E og C var henne og kigge med. Nu har jeg sat hundefiguren og blomsten tilbage på graven og lagt ny flis ud. Den store gren er der også blevet plads til, den skulle hun jo næsten også have med. Det ser pænt ud. Nu kan du endelig hvile i fred, lille Mus. |