FERIE I FORTIDEN - din portal til eventyret

Landsbyen

Her kan du læse om de forskellige steder der findes i Ådal.  

Kongsgården
På kongsgården sker der altid noget. Det summer af liv i tronsalen når et utal af travle tjenestefolk, kokke, gøglere, narre, fortællere, skjalde og adelsfolk holder gilde. Det er også her der lægges råd, når problemer udefra truer.
 
Markedspladsen
Markedspladsen er Ådals geografiske midtpunkt. Her sælges alt, lige fra pølser til kålhoveder, æg, mælk, brød, frugt, mel, suppe, tøj, pelse, skind og smykker. Det er også på markedspladsen at byens herold oplæser de nyeste tidender fra nær og fjern. Alle har med kongens tilladelse ret til at sælge deres varer på markedspladsen.
 
Kroen
Kroen er landsbyens lystige samlested for folket. Her kommer alskens godtfolk, frie folk såvel som borgere, for at nyde et krus øl, et lækkert måltid, eller lytte til den seneste sladder. Kroen er også Ådals herberg, hvor man for en billig skilling kan få lov til at overnatte, hvis man er på gennemrejse.
 
Helligstedet
Placeret i en lille moselund, ligger Ådals helligsted, hvor guderne er lidt tættere på end andre steder. Det er her der ofres til guderne, og afholdes ceremonier til deres ære. Det er også her giftermål og knæsætning foretages. Desuden kommer mange på helligstedet, når de har brug for fred i sjælen, eller har en bøn til en af guderne.
 
Rådhuset
Rådhuset er et lille rådskammer, hvor byens råd ofte mødes. Rådet består af alle byens borgere, og ledes af borgmesteren, som indkalder og styrer møderne. Her kan vedtages regler og love af forskellige arter. Det meste af Ådals politik omkring handel og håndværk vedtages her, men fra tid til anden blander rådet sig også i ting som egentlig ikke vedkommer dem. Rådet fungerer som en slags frimurerloge i miniatureformat.
 
Tinget
Så længe nogen kan huske tilbage, har det været skik og brug at folk mødes på tinge, når nogen er uenige om noget. Her løser man problemerne, dels ved at tale sig til rette, dels ved at stille op med et vist antal frie mænd, som støtter en i ens sag. En uvildig part styrer skærmydslerne, indtil en løsning er fundet. Tinget fungerer både som domstol og lovgivende apparat.
 
ferie i fortiden