Fortiden har på lige fod med nutiden idoler, som nogle ser op til og som andre hader. Man kalder dem helte.
Heltene spiller en stor rolle for oldtidens mennesker. De er kendt som fantastiske mennesker, med næsten overnaturlige evner. Bor der f.eks. en trold i skoven, er der intet andet at gøre end at sende bud efter en helt.
Selv de modigste konger efterlyser fra tid til anden helte, som kan befri dem for et eller andet problem. Nogle gange sker der det at helte viser sig slet ikke at være helte alligevel, - andre gange findes heltene de mærkeligste steder, i alle samfundslag.
Skjaldene ynder at synge om helte og deres bedrifter, og mon ikke de fleste små drenge har en lille drøm om selv en dag at blive en stor helt?