En anetavle af familien Jørgensen i Hjulmandshuset -
Samtale med 4 af brødrene
Damestemme.......i den nærliggende skovsø, og når kammerherren på Hindsgavl kørte forbi, skulle hele familien ud og bukke for ham.
I 1963 tog Radio Fyn 4 af de 12 "Hjulmandssønner" med ud til deres gamle barndomshjem.
Interviewer ( i det følgende kaldt INT):
Der er stille nu i det gamle hjulmandshus, et gammelt bindingsværkshus, som ligger ved hovedvej 1 i Middelfart lige ved siden af de mange kiosker, hvor Hindsgavlalleen munder ud.
Det er et idyllisk gammelt hus som blev bygget i 1872 som bolig for hjulmanden på herresæddet Hindsgavl tæt herved.
Der er stille nu i det gamle hus, som venter på, hvad der skal ske med det i den nærmeste fremtid.
Men engang for mange år siden var der liv og røre for hjulmanden og hans kone, de opfødte 12 børn, de var alle sammen drenge, og tilbage af dem er 4, som stadigvæk bor i Middelfart, og dem har vi i dag inviteret op for at gå en lille tur i det gamle hus, som engang var deres barndomshjem.
Det er Niels Frederik Jørgensen, som er 83 år, og det er Christian Jørgensen, som er 81 år, det er Martin Jørgensen, som er 77 år, og det er endelig Holger Jørgensen, der er 73 år, og en af brødrene har regnet ud, at tilsammen så giver det 314 år.
INT: Niels Frederik Jørgensen hvad lavede hjulmanden her, Deres far ?
NFJ: Hvad han lavede? Se, han havde et hummer oppe på gården med tagvindue, højt oppe, og der stod han og lavede et hjul, der var jo 12 spand heste, der skulle han jo holde vognene og hjulene og det hele, 12 spand heste havde de dengang, han gik så snart - han begyndte jo om vinteren, når klokken var ... og gik derop kl. 7:00 og kom først hjem, det ved vi andre ikke, for da var vi i seng, han ville have ro, når han kom hjem, men da havde mor sunget for os og fortalt eventyr, ja.
INT: Gjorde hun det hver aften?
NFJ: Så godt som, og vi sad nede på gulvet, og hun sad oppe på stolen, og så fortalte hun,. Og jeg kan så tydeligt huske, at hun fortalte at alle dyrene de skulle fra København til Bellevue, men jeg kan jo ikke huske det ordret, hvordan at de blev, men i hvert fald så slår kalkunen op og klagede sig (siger med munden som en kalkun) .... sagde den, og snak, snak ,snak sagde anden, det var jo ikke noget for den, men så stod det lille lam inde på land og sagde: Jeg vil Mææææh, jeg vil mæææh og det var jo ikke dem alle sammen, men jeg kan ikke huske andet, og så kunne hun også Stratsborgvisen(?)..
INT: Stratsborgvisen?
NFJ: Ja, men den kan jeg heller ikke huske, og så havde hun en lektie, altså en sang om skrædderen med A-B-C skrædderen faldt i sne, og sådan kunne hun blive ved med 3 bogstaver.
INT: Jeres mor, måtte hun arbejde også?
NFJ: Ja, hun strikkede, hun strikkede, det var jo store -- han var jo kraftig -- da strikkede hun store strikketrøjer til kammerherren, og det var nogle ordentlige vamse.
INT: Men hun arbejdede ikke oppe på selve herregården?
NFJ: Nej, det gjorde hun ikke, og vi andre måtte heller ikke komme der....
INT: Hvad fik han ud af det, jeres far, tjente han mange penge ved det stræb?
NFJ: Tjente? Nej det gjorde de ikke, det gjorde de ikke, det var jo en kummerlig tilværelse, men jeg har lidt nød.
INT: Men er det så de kønne minder, eller er der også bitre ting, de husker deroppe fra ?
NFJ: Nej det er kønne.
INT: Christian Frederik Jørgensen. De hedder også Frederik som mellemnavn, hvorfor nu alle disse Frederik-navne?
CFJ: Det skal jeg sige Dem, for det kommer af, at jeg var den 9.ende, og så synes jo skovrider Hvalsø, som boede på Kongebrogården og godsforvalter Madsen, som boede ude på Adlerhus, at det var enestående, og så skrev de ind til kongen og bad om tilladelse til at kalde mig det.
INT: Så fik man vist en opmærksomhed?
CFJ: Ja, vi fik en stor skrivelse, folieark, med hans sekretær og med kongens underskrift, at han allernådigst bevilgede og sendte kr. 30,- (utydeligt)
INT: Nu sådan en ting som de daglige forhold her i Hjulmandshuset, det er jo stadig et gammelt hus, og der er for eksempel ikke indlagt vand her, hvordan var det i jeres tid ?
CFJ: Mor havde en åben ovn derude i det lille køkken, og der havde hun en trefod lige op i skorstenen, og så, vi drenge, vi måtte jo ud og plukke grangrene derovre til at hun kunne fyre med om morgenen, og gøre toilet rent ,,,,,,,(utydeligt)
INT: Da De var dreng i dette hus, da var omgivelserne mere idylliske end de er i dag ?
CFJ Ok, ja, ja,ja, vi var akkurat lige som når vi havde været i byen efter noget proviant, og vi kom in på skoven, så var der jo læ, for derovre hvor nu banen går , der var jo skov, og der var små grantræer, så de lunede jo.
INT: Og der var også en skovsø der ?
CFJ: Ja, dernede førend udgangen af skoven, der lå jo Bjørnsdam, som vi kaldte den, men den hed ellers Sortedam, men mor fortalte , at en af Bjørns døtre var druknet deri, og så lidt længere nede ved indgangen til skoven, der står en eg, som mor fortalte, at den - den er plantet i Erik Glippings tid, og den står der endnu, og lige nedenfor den imod vest, der var en dam, som vi kaldte Guldkaretdammen.
INT: I var jo mange drenge i Hjulmandshuset, holdt I sammen, når i skulle i skole for eksempel, og i skolen ?
CFJ: Ja, vi fulgtes jo ad, men vi kunne jo også nk slås,
INT: Hvad kaldte de jer ? Havde de et navn til jer?
CFJ: Ja, det var - mange kaldte os "skovkattene".
INT: Så fik de øretæver ?
CFJ: Ja, selvfølgelig, for vi var jo vant til at bjerge os selv fra små af,
INT: Men I kom tidligt ud herfra?
CFJ: Ja, det gjorde vi. Jeg har været med til at passe svin på Hindsgavl, når kornet og ærterne var slået, så fik jeg det job.
INT: Hvor gammel var De da?
CFJ: Ja, jeg har vel været en 9 år, 8-9 år, men jeg kom ud og tjene da jeg var 12½, da kom jeg til Gamborg og blev konfirmeret der, og jeg fik 10 kr på et halvt år og træskoene, jeg sled.
Stemme i baggrunden: Det var jydetræsko.
INT: Hvordan - kom I så aldrig hjem og så til jeres far og mor?
CFJ: jo-jo-jo-jo-jo-jo - jo-jo-jo-jo, det gjorde vi, men det var jo en lang march at gå, der var jo ingen cykel eller nogen ting dengang.
INT: Martin Jørgensen, så I nogensinde noget til kammerherren og hans familie fra Hindsgavl?
MJ: Ja, det gjorde vi, og når de kørte forbi, så skulle vi jo ud og neje for dem, og så husker jeg jo også, at den andensidste pige blev gift på Hindsgavl, da var der jo stor stads.
INT: Der var vel rejst æresport her ved Hjulmandshuset?
MJ: ja-ja, ligesom det nu står i "I Tranlampens Skær" for den sidste, og da de så hen på natten sejlede - da sejlede de fra Hindsgavls bro og til Assens, så ved jeg ikke, for de har jo fortalt mig, at kammerherrens datter, Fanny, har stået til mor eller hvad kaldes det?
Stemme i baggrunden: Bæremor.
MJ: Ja, gudmoder, ja, men om det passer, det tør jeg ikke sige, men sådan er der sagt mig.
INT: Nu snakkede vi jo lidt før om det spørgsmål, hvor I fik vandet her til Hjulmandshuset?
MJ: Ja, det hentede vi jo nede i en lille skovdam hernede, et hundrede skridt herfra, og så kom frk. Karen fra Hindsgavl engang i 90'erne og sagde, at nu skulle vi da endelig passe på, at vi ikke fik den her epidemi her til byen eller til slottet, da vi nu var så mange børn.
Ja, sagde mor, vil frøkenen så ikke med ned og se, hvor vi henter vores vand? Jo det ville hun da gerne.
Så siger frk. Karen: Ja, men det er da ikke jeres eneste sted, I får vand?
Jo, det er det ud fra, hvis vi sommetider vil have en dråbe rent vand, så går vi ned til Helligkilde mellem Teglgård og Odden og henter noget rigtigt vand.
Så sagde Karen: Ja, men det skal jeg snakke med far om., og så fik de materiale til, at han måtte selv grave en brønd, den står herude endnu.
INT: Hvor sov alle I drenge?
MJ: Ja, der var jo to senge oppe på loftet der i det værelse, og så var der hønsehus der i den kvist ud mod haven, og om morgenen, når de flagrede ud og råbte (ler) så vågnede vi knægte jo.
INT: Hvornår kom De selv her fra Hjulmandshuset, Martin Jørgensen?
MJ: Da jeg var 10 år kom jeg ud på Skrillinge Mark, og når jeg skulle have noget rent tøj,så gik jeg hjem for at få noget helt tøj,og så måtte jeg jo gå tilbage, for det var ikke altid far havde 25 øre så jeg kunne køre med toget til Nr. Åby. Når jeg så gik ud ad landevejen der hen på natten, så gik jeg jo og faldt i søvn, til jeg rendte imod et landevejshegn, så vågnede jeg, og sov ikke mere på turen. (ler).
INT: Holger Jørgensen, De var den yngste af de tolv drenge i Hjulmandshuset, betød det, at de var sådan en kæledægge her?
HJ: Ja, det var jo Askepotten.
INT: Det var vel ikke idyl det hele, kunne der ikke falde øretæver af ?
HJ: Jo, jeg fik sometider nogen, men det var jo, når jeg ikke ville tage noget garn med ind til farver Lindberg, så fik jeg jo en på kassen, og det var jo også sommetider, at det var en lille fugl, hun kaldte den "Madam Nusses fugl" min mor. og den sladrede jo, og så var det sometider, jeg havde fået våde sokker, og, når jeg så kom hjem, så blev jeg jo vasket lidt om ørene med dem, men...
INT: Holger Jørgensen, hvornår var De sidst i dette hus?
HJ: Det var i 1901 om foråret, og jeg har aldrig været her siden førend i dag.
INT: Men De har da vel en gang imellem kigget herind?
HJ: Åh-ha, ja, jeg har kigget mange gange her forbi jo og været sådan heroppe forbi jo.
INT: Christian Jørgensen, De kan huske en af de sange, jeres mor sang her i Hjulmandshuset i mørkningen, kan De synge den for os?
CJ: Ja, jeg skal gøre mit bedste, men mor sagde jo til mig: Du kan jo ikke synge, Christian, men det kan Niels, men man synger jo med det næb man har, og blandt andet så sang mor om aftenen, når vi sad i mørkningen og ventede på far, så sang hun en om A_B_C, og den lyder sådan:
A-B-C, se hvilket skrædderi
D-E-F, han syr jo på træk,
Han syr jo så godt han kan,
Han meder, det kan godt gå an,
D-E-F, han syr jo på træk.
INT: Niels Jørgensen, jeres far døde jo der omkring århundredeskiftet, hvad skete der så?
NJ: Ja, han døde sidst i oktober måned, og så kom kammerherren og sagde: Nu kommer du fandenhækkeme' til at rejse, Trine.
Da lå far lige herinde, og han kunne ikke sige hende op fra maj til november, og så var det jo i sidste øjeblik, at han skulle sige hende op før november.
INT: Christian Jørgensen, hvad sagde jeres mor til den opsigelse?
CJ: Ja, det var jo da far var begravet, da var vi, de fleste , der var levende, vi var hjemme, og så her i dette hjem, da sagde hun: Ja, nu har jeg født tolv sønner, og nu kan jeg komme på fattiggården - anden udvej var der jo ikke dengang.
Damestemme:
Ja, det var barske vilkår for småkårsfolk dengang omkring århundredskiftet -
optagelsen her var fra 1963.
Reprisen holder en pause nu ...........
SLUT PÅ INTERVIEWET
