Det er middagstid, og vælgerne kommer i små bunker. Lina og Karl Chr. Mortensen har naboen, Birgit Vantore, med til valgstedet i Sydals-Hallen i Tandslet. Vejret er smukt, lige til en gåtur til valgstedet i den anden ende af byen i forhold til deres hjem på Ollundsbjerg.
- Men vi har ikke tid til at gå turen i dag. Vi er pensionister, så vi har jo travlt, lyder det med et glimt i øjet fra Karl Chr., inden han beretter, at han skal nå hele tre ting i dag!

Vælgerne bliver budt velkommen ved bordet af de tilforordnede Inger Plauborg og Lone Knudsen samt valgformand Jens Peter Kock. Valgkortene byttes til både stemmesedler og et stykke chokolade. Jens Peter Kock har været borgmester i den tidligere Sydals Kommune gennem mange år - og sammenlagt været medlem af kommunalbestyrelsen/byrådet i 35 år.
- Det er lidt underligt - det er første gang i 35 år, der ikke er spænding om min stol. Men det er sandelig da spændende alligevel, ja, hold da op. Jeg tror ikke helt på de prognoser, der har været fremme, men spændende - dét er det, siger Jens Peter Kock, inden han sammen med kollegerne ved valgbordet gør klar til vagtskifte. De, der har spist frokost, kommer og afløser.