Kære borgere
 
I denne blog har I mulighed for at udveksle synspunkter med hinanden vedrørende Fremtiden Skole.
 
God fornøjelse !

kom med dine ideer

28-04-2011

Kommentarer

  • #11
  • Helle Kroggh Semrau
    18-05-2011 21:45
    Hejsa !

    Vi stortrives her i Rinkenæs og det vil vi gerne blive ved med :-) Fordi så kan vi være med til at gøre Sønderborg Kommune til en fantastisk Sønderborgsk kommune at bo i :-)

    Vi er så glade for og stolte over at have en super børnehave, der leverer modne børn til vores skole her i Rinkenæs.

    Vi er så glade for og stolte over at have en velfungerende skole. En skole hvor vi ved, at vore børn får en kvalificeret undervisning og de undervises ALLE de timer der står på skemaet. Børnene her er klar til at tage fat i Sønderborg kommune fremover.

    Børnetallet på knap 120 elever er meget passende for 7 klasser (0. – 6. klasse). Økonomisk er vi også i orden. Vi er ikke den billigste ej heller den dyreste, og børnene får kvalitetsundervisning af faglig dygtige lærere. Børnene er aktive i skolen og når de har fri er de også aktive i Rinkenæs.

    Ja vi er så glade for at skolebørnene er aktive her i byen. Her i Rinkenæs går de til gymnastik, bordtennis, sport for sjov, zumba, badminton….osv.

    Vi er så glade for at de unge mennesker og os voksne er aktive her i byen. Her i Rinkenæs går vi nemlig også til gymnastik, bordtennis, fodbold for sjov, zumba, badminton, vollyball….osv.

    ….apropos ”sport for sjov”…initiativtageren her som er Gorden Erichsen, er bare én af initiativtagererne i Rinkenæs. Og Gorden fik i år ”Årets lederpris i Sønderborg kommune”.

    ….apropos ”gymnastik”…da havde vi for 3 år siden Klaus Deutschbein som træner, som også er én af initiativtagerne i Rinkenæs. Og Klaus fik for 3 år siden ”Årets lederpris i Sønderborg kommune”.

    …og vi vil fortsætte de gode sunde initiativer og aktiviteter i Rinkenæs. Vi kan og vi vil holde gang i lokalsamfundet her i Rinkenæs. Derfor har vi behov for at bevare vores omdrejningspunkt i Rinkenæs, nemlig børnehaven, skolen med hal og sportsplads. De trygge lokale omgivelser er et super godt fundament for vores børn og familier.

    Fremtidens skole er: en fornuftig blanding af små og store skoler.

    Manne tak :-)

    Med venlig hilsen
    Helle Krogh Semrau
    Hvedemarken 111
    Rinkenæs
    6300 Gråsten


  • #12
  • Lars Dorf
    19-05-2011 11:50
    Overvældende opbakning ved borgermøde om Nybøl Skole

    Nybøl Idrætsforening gav kaffen og Carsten Kock, Nybøls lokale Guldbager bød på 220 stykker kage – det var kun lige og lige nok. For onsdag d. 18. maj var klubhuset i Nybøl fyldt til bristepunktet. Nøflinge sad række ved række tæt pakket helt ude i foyeren, og der var en vældig aktivitet af opstrakte hænder fra utallige, der gerne ville give deres besyv med i debatten om Nybøl Skoles fremtid.

    En nybestaltet styregruppe, der tilsammen repræsenterede Skolebestyrelsen, Børnehavebestyrelsen, Dagplejen, Nybøl idrætsforening, Nybøl Lokalråd og Nybøl erhvervsliv og Nybøl menighedsråd havde på få uger fået indkaldt alle Nybøls borgere og forberedt det velbesøgte borgermøde.

    ”Vi har behov for at høre jeres mening. Vi vil gerne have så mange guldkorn som muligt om, hvorfor Nybøl Skole skal bevares” sagde formanden for styregruppen Morten i sin velkomst. Og det lod nøflingene sig ikke sige to gange.

    ”Hvis politikerne lukker skolen, lukker de også byen” slog Ketty List fast. Og der blev nikket fra en enig forsamling. ”Vi får ikke nye børnefamilier til at flytte hertil, hvis der ingen skole er. Så lukker børnehaven og vores butikker også, og så er der kun os gamle tilbage. Nej, hvor trist.”

    ”Det er nu, i skal tage fat i de politikere, i stemte på ved sidste valg og gøre dem opmærksom på, at her i Nybøl vil vi altså beholde vores skole” sagde formand for Brugsforeningen i Nybøl Peder List. Det fik klapsalverne til at bryde løs.

    ”Kun med massiv forældre opbakning kan Nybøl Skole bevares” slog tidligere lokalpolitiker Børge Moos fast. ”Jeg har selv været med til at lukke skolen i Blans for år tilbage. Det var ikke nogen sjov beslutning. Men opbakningen fra landsbyen manglede”. Alvoren kunne tydeligt fornemmes bag Børges ord.

    ”Nybøl Skole er hjertet i byen. Den har en vigtigt funktion som skole, men er samtidig det naturlige samlingspunkt i byen. F.eks. den lokale aftenskole, Fællesspisning, musik og kor, madklub, gymnastik, foredrag, workshops, og meget meget mere” tilføjede nøflingen Svend Erik Jacobsen, der selv havde haft børn på skolen.

    Susanne Lubago, der er med i styregruppen, og som også selv er lærer tilføjede ”På Nybøl skole har de en af de bedste fremmøde procenter - både blandt elever og lærere. Det siger virkelig noget godt om skolen. Skoleleder Jens Sylvest tilføjede ” Ud af de 8.000 timer, der læses på Nybøl skole årligt, er vi kun nødt til at aflyse 5r.” Latteren brød løs, for her stod det virkelig tydeligt for enhver, at meget få skoler i kommunen kan matche så flotte tal, som Nybøl Skole kan.

    Anja Schwarts, der er sekretær i både skolen og børnehaven, kunne fortæller, at Nybøl Skole er en af de mest velholdte skoler i kommunen. Skolen har gennem de sidste par år gjort en stor indsats for at blive både CO2 neutrale og spare på energien. ”Vi lever jo op til kommunens ønsker” sagde Anja.

    Mange af salens fremmødte var unge med små børn, der inden for de sidste få år er flyttet til Nybøl. John fra det nye parcelhuskvarter Påkjær sagde bl.a. ”Jeg er selv vokset op i Nybøl og er nu flyttet tilbage til landsbyen med min familie. En af de vigtigste grunde til at flytte hertil, var da netop, at der er en god og veldrevet lille skole”.

    "Når motorvejen kommer næste år, er det oplagt at trække endnu flere børnefamilier til byen” tilføjede Paul Neuper Kjeldal, tidligere formand for børnehavens bestyrelse. ”Lige nu har byen virkelig meget at byde på. Og så har vi faktisk også pladsen til at lave nye udstykninger. Det kan de ikke prale af inden i Sønderborg by!”

    ”Vi kan altså noget her i Nybøl, som rigtig mange andre misunder os. Vi har et enormt godt fællesskab og en opbakning i lokallivet, der giver genlyd i hele kommunen. Se bare i aften, hvor mange hundrede mennesker, der er kommet. Vi har en aktiv idrætsforening med sportsuge, vi har Nøffelskov Festival, og når der er valg til bestyrelsen i børnehave og skole, er der kampvalg. Det er der godt nok ikke mange andre steder i kommunen, de kan prale med det!”

    Efter et par timers debat kunne styregruppen med tilfredshed konstatere, at det havde været et godt møde med mange engagerede og konstruktive input. Styregruppen opfordrede efterfølgende alle til at gå ind på kommunens hjemmeside og give deres mening tilkende på:

    http://www.sonderborgkommune.dk/PasningOgSkolegang/FremtidensSkole.aspx






    Lars Dorf
    Brygmester
    Nyb-Øllen


  • #13
  • Marianne Lindemann
    19-05-2011 12:42
    I Nybøl har vi en god og bevaringsværdig skole. Det mener i hvert fald borgerne i Nybøl. Det stod klart onsdag d. 18. maj, da over 200 Nøflinger var mødt op til borgermøde for at vise deres støtte til en fortsat kommunal folkeskole i Nybøl.
    Formålet med kommunes plan om fremtidens skole er at skabe et visionært og nytænkende skolesystem i Sønderborg kommune. De mål mener vi allerede, at Nybøl skole opfylder, både hvad angår it, grøn energi og den faglige undervisning.
    Dertil kommer at vi i Nybøl er en del nye tilflyttere, der netop har valgt Nybøl fremfor andre byer i kommunen pga. skolen. Der er altså tale om et aktivt tilvalg af den nærhed, tryghed og faglighed, der tilbydes på Nybøl skole.
    Byrådets konstitueringsaftale siger, at der i kommende valgperiode ikke lukkes skoler imod forældrenes ønske. I Nybøl har vi mere end det; vi har hele byens opbakning til en bevarelse af Nybøl skole. Med Venlig Hilsen Marianne Lindemann, Nybøl


  • #14
  • Thomas Nis Lorenzen
    23-05-2011 09:32
    Først og fremmest, vil jeg gerne rose initiativet omkring fremtidens skole. Det er et sund og nødvendigt initiativ, for at vi også i fremtiden kan sikre at vore børn forbliver uddannede og motiverede.

    Det er mig magtpåliggende at nævne, at på trods af, at jeg via mine børn har tilknytning til en skole i Sønderborg Kommune, så finder jeg det ikke nødvendigt at fremhæve vores skole, idet jeg mener at debatten derved kan gå hen og blive unuanceret og følelsesladet.

    Jeg synes dog, at jeg gerne vil knytte et par enkelte kommentarer til de 4 scenarier.

    Jeg synes at de 4 scenarier med fordel kunne have beskrevet 4 mere forskellige scenarier. Der er skoler der er fredede og derfor ikke er i spil (Humlehøj Skolen) og der er skoler der er nævnt i flere af scenarierne. Når et arbejde skal danne grundlag for en bred og saglig debat, finder jeg det uheldigt at viften ikke er spredt helt ud. Perspektiverne i fremtidens skole kunne være endnu større – hvem ved?

    En anden problemstilling er, at der i de fire scenarier ikke bliver indregnet hvilke investeringer der skal til, for at realisere de forskellige scenarier. Man har tilsyneladende ønsket at begrænse opgaven, og det giver mening. Men jeg mener, at man derved ikke giver det fulde billede af de økonomiske aspekter. Her tænker jeg specifikt på de investeringer der skal foretages for at skolerne kan modtage børnehave børnene, hvor vi kigger ind i investeringer til at ændre tilkørselsforholdende, afskærme skolegårde og læringsmiljøer så de små bliver beskyttet, etablering af storkøkkener, ændringer i sanitære forhold m.m.). Uden et fuld indblik i dette mener jeg det er svært at træffe et sagligt valg.

    Sidst men ikke mindst, mener jeg ikke, at man ved at opstille 4 scenarier formår at tage højde for hvilke skoler der i forvejen er velfungerende og hvilke skoler der ikke er det. Her tænker jeg både på det faglige men også det økonomiske niveau. Det ville i mine øjne være relevant at se på eleverne gennemsnit til afgangseksamen, der er en god indikator på om det faglige og læringsmæssige niveau er til stede. Omkring det økonomiske kunne man med fordel se på hvor mange kroner man i gennemsnit bruger pr. elev. Jeg mener at det er relevant at indrage disse 2 aspekter i den samlede betragtning, idet det vil sikre at Sønderborg Kommune bygge videre på det der allerede er velfungerende. Dette sikre at driften , både fagligt og økonomisk, i fremtidens skole overordnet set vil blive bedre i fremtiden end den er det nu i hele Sønderborg Kommune. Faktuelt vil en inddragelse af disse faktorer pege i anden retning end de 4 scenarier lægger op til.

    At ændre ved skoler, at ændre deres indbyrdes sammenhænge og at ændre fremtidsperspektiverne for skolerne, vil altid være et meget følsomt område. Det til trods fornemmer jeg, at vi er mange forældre der er bevidste om at der skal ske ændringer, da vi ikke kan blive ved med at opretholde den nuværende form, når årgangene blot bliver mindre og mindre. Men vi er mange der er bekymrede for om det er de rigtige beslutninger der bliver truffet, og om grundlaget de træffes udfra, er tilstrækkeligt.

    Vi er mange forældre der er engagerede i vores børn, og ønsker, at de får de bedste forudsætninger for at skabe en fremtid for dem. Lige præcis derfor mener jeg at det er overordentlig vigtigt at alle scenarier bliver lagt frem og at ingen skoler som udgangspunkt er fredede…Jeg vil derfor appellere til at vi får et uvildigt konsulentfirma til at analysere dette område, og ”ryste posen”, og uden følelsesmæssig involvering kan fremlægge de forskellige scenarier der findes, og komme med en anbefaling af disse. Så forbliver debatten saglig, og vi sikre at de beslutninger der træffes er til gavn for vores børn i fremtiden, og at vi får en fremtidens skole der rent faktisk er stærkere og sundere.


  • #15
  • Finn S. Petersen
    24-05-2011 22:57
    Som nøflinge bliver jeg nød til at komme med min mening om Sønderborg kommunes kommende skolestruktur. Jeg har 2 piger på Nybøl Skole som er meget glade for at gå i skolen. De er trygge ved at komme der, for de kender alle, og man passer på hinanden. Skolen er utrolig vedholdt og er med på "moden".
    Det er derfor med stor bekymring at vi ser frem til senarie 3 og 4, det betyder at mine piger skal køre med bus til Broager. Jeg har selv kørt meget med bus i min skoletid og ved hvor ufleksibelt det er, derfor tager man cyklen. Men vejen til Broager er simpelhen FARLIG for cyklister, og ikke nok med det så forventer man at når motorvejen åber, kommer der 65% flere biler på vejen, det gør jo kun det hele endnu værre! Man kan ikke forvente at ens børn kun finder legekammerater i lokalområdet når skolen ligger anden steds. Dette vil også gælde børn fra Broager som finder venner i Nybøl. Indtil der komme cykelsti engang i 2018 vil det være med livet som indsats for flere børnat bevæge sig fra Nybøl til Broager og omvendt.
    Det er ikke kun lokalsamfundet som lukker hvis man nedlægger skolen, men også foreningslivet vil få det meget svært. F.eks. fodboldklubben BNS/Sundeved hk som nu trække børn fra Ullerup, V.Sottrup, Blans og Nybøl vil på sigt nok miste børn fra nybøl, da man vil søge hen hvor ens skolekammerater spiller.
    I JV var der fornylig en artikel hvor man har fundet ud af at for store skoler ikke giver dygtigere elever, så det kan ikke være argumentet for at lukke de små.
    Man skal måske også se på de områder hvor børnetallet virkelig er faldende og hvor der var mulighed for at sælge bygningerne.
    Der ligger også planer i kommunen om at udstykke flere byggegrunde i Nybøl, men hvis man lukker skolen, kan dette projekt godt fjernes fra skrivebordet, for det er som regel børnefamilier som bygger nyt.
    Jeg håber derfor politikkerne tænker langsigtet og ikke lader de små bysamfund blive døde udkantsbyer, men derimod arbejder hen på at få dem til at blomstre og blive et aktiv for hele kommunen. Dette vil på sigt også være med til at tiltrække nye tilflyttere til kommunen.


  • #16
  • Linda Nielsen
    25-05-2011 19:15
    Vi har i dag en super god og velfungerende skole i Rinkenæs. Derfor kan vi ingenlunde acceptere forslagene 3 og 4 fra Fremtidens Skole. Vi har en skole, med ikke kun faglig velkvalificerede lærere, men i allerhøjeste grad lærere, der har en god pædagogisk og menneskelig indsigt. På Rinkenæs Skole er der også plads, til at være lidt anderledes, lidt udenfor rammen. Vi har en skole, der er er på forkant med IT anvendelse i undervisning, vi har en skole, der forstår at overholde sine budgetter og vi har en skole uden aflysninger af undervisningstid. Vi har en skole, hvor samarbejdet ml skole-delen og SFO-delen fungere til UG med kryds og bolle. Erindre, at jeg fortalte en skoleleder fra Sjælland onm det samarbejde, der hersker på skolen - han var målløs - kunne det overhovedet lade sig gøre. Hvis vi læser kvalitetsrapporten på kommunens hjemmeside, så kan vi se, at der til Rinkenæs Skole er en nettotilgang af børn - vi "afgiver" 10 børn til andre skoler - velsagtens typisk til den tyske skole samt evt friskole. Til gengæld har vi en tilgang på 15 elever, fra andre "skoledistrikter" - hvorfor mon? Fordi, vi har en god skole, der giver børnene den rigtige ballast til at klare sig i fremtiden. Udover disse "skolepraktiske" ting, vil jeg gerne påpege et par andre ting, som er a betydning for det "familiepraktiske". Det at skole ligger tæt på hjemmet gør, at man tør lade sit barn køre hjem selv fra skole/SFO. Det ville jeg ikke turde fra Gråsten. Kommunen ønsker at være CO2 neutral og som jeg lige har læst i avisen, en cykel-kommune. Ja, mit bidrag vil, hvis skolen i Rinkenæs lukkes blive negativt. Idag cykler mit skolesøgende barn hver dag, mit barn i børnehaven (som skal starte i skolen til sommer) og jeg efter hvordan vejret og skemaet ser ud. I fald vi skal til Gråsten fremover - cykler vi IKKE. Det ville tage mig minimum 1 time hver vej - hver dag - det kan vi ikke passe ind i en hverdag - her vil bilen blive startet hver dag - både til gene for CO2 neutraliteten, ønsket om at blive en cykelkommune og trafikken ved Gråsten Skole. Tænk jer nu rigtig godt om, vi skal ikke udhule udkanten af Sønderborg Kommune - I blive altså nødt til også at investere i "Udkants Sønderborg" - vi bidrager trods alt også med et par skattekroner - og vil gerne have noget tilbage, andet end bare havnefront i Sønderborg.


  • #17
  • Poul-Henning Nielsen mfl.
    25-05-2011 22:23
    Fremtidens skole – det er udvikling.
    En plan om fremtidens skole ser vi som en utrolig god ide – og planer skal være langsigtede og give mening.
    Vi er nogle indbyggere fra Rinkenæs og omegn, der har taget en drøftelse om emnet og fundet frem til vores holdning til Fremtidens skole.
    For os kunne et senarie være at beholde Rinkenæs skole som den er, idet den er utrolig velfungerende og er forholdsvis billig i drift, hvis man ser på driftsudgift pr. barn pr. år.
    Et andet senarie kunne være at integrere børnehaven i Rinkenæs skole. Herved omdanne skolen til skole/børnehave, og flytte 6. klasse til Gråsten skole.
    Når det så er sagt ser vi også en mere langsigtet løsning, og her taler vi inden for en årrække på 5-6 år. Så i stedet for at vedligeholde gamle bygninger, som ikke er tidssvarende hvad angår isolering, indretning m.v. ser vi at Sønderborg kommune bygger en helt ny skole - Fremtidens skole. Her tænker vi en skole, der indeholder mange elementer som:
    • Fælles skole for 700-800 elever
    • Placeret på arealerne bag ved Årsbjerg fodboldbaner, dette for at skabe sammenhæng mellem byerne.
    • Fokus på CO2 neutrale løsninger – måske endda en +skole. En banebrydende skole, hvor børnene får CO2 neutrale løsninger ind som læringsprocesser, og med selve skolen som en inspirationskilde.
    • Virtuelle læringsmiljøer, science som nøgleord.
    • Kantineforhold, så eleverne herigennem får adgang til god og sund kost.
    • Udvidelse af idræt, måske sammensat med sundhed som valgfag.
    • Skole ser vi er delt op på følgende måde:
    o 0-3 klasse – indskoling
    o 4-6 klasse - mellemtrin
    o 7-9 klasse – overbygning
    o SFO + klub tilbud, tænkt ind med mere idræt og sunde vaner
    • En niveauopdeling af skolen kunne også være en mulighed.
    • Mere udvikling af sprog, her tænker vi tysk og engelsk. Kinesisk kunne også være et valgfag.
    • Plads til at huse idrætsforeninger, aftenskoler og andre aktiviteter, der kunne binde byerne mere sammen.
    Vi ser, at hvis Sønderborg kommune kæder alle disse elementer sammen, skaber man en fremtidens skole, der er langtidssikret og der giver mening for de borgere, der bor i området. Vi sikre, at landsbyerne stadig er attraktive at bo i.
    Vi ser større mulighed for at Sønderborg kommune kunne udstykke arealer med udsigt, og derigennem skabe attraktive byggegrunde, for igen at få tilflyttere til kommunen. Området er jo tæt på skønne byer som Sønderborg, Aabenraa og Flensborg, hvilket betyder gode muligheder for at finde arbejde.
    I forvejen bor danskere og tyskere naboer til hinanden, og dette fællesskab vil også kunne styrkes, hvis området bibeholdes som et attraktivt område, med en fantastisk skolemulighed, nemlig Fremtidens skole.
    Med venlig hilsen
    Poul-Henning og Rikke Nielsen
    Joan og Jakob Rousing


  • #18
  • Jette
    26-05-2011 12:29
    Hej
    Som mor til 2 på Bakkensbro Skole ( + 1 kommende ) vil jeg da blive meget ked af det hvis kommunen vælger scenarie 3 eller 4 fra rapporten, hvor bakkensbro Skole vil blive lukket. Bakkensbro Skole er en skole med glade og velfungerende børn og med gode og engagerede lærer / ledelse. Hvorfor ødelægge det ??
    Jeg kan ikke forstå hvorfor man vil samle det hele på store skoler inde i byen, når vi nu er nogle som gerne vil bo uden for byen og ønsker at have vore børn på mindre skoler, hvor jeg mener de vil føle sig mere trygge og hvor der er mere rummelighed. Ved at lukke alle de små skoler vil kommunen være med til at afvikle de små landsbysamfund, og det burde jo ikke være kommunens hensigt !!
    Så KÆRE SØNDERBORG KOMUNNE: BEVAR DE SMÅ SKOLER
    UDVIKLING af landsbysamfundene istedet for afvikling !!


  • #19
  • Åse og Thomas Jensen
    26-05-2011 23:06
    Debatten om fremtidens skole bydes meget velkommen, da vi gerne ser at vores børn skal have de bedste forhold og de bedste muligheder for læring – både fagligt og socialt - men med senarie 3 og 4 som forslag går debatten mere over og har økonomisk fokus frem for fokus på de bedste vilkår får vore børn.
    Vi mener, at de bedste muligheder for social læring sker i nære, trygge rammer, hvor børnene allerede inden skolestart har relationer til hinanden, hvorved lukning af de mindre lokale skoler ikke er en løsning. Landsbysamfund er meget attraktive når de kan præsentere en velfungerende børnehave, skole og forretningsliv, hvilket er tilfældet i Nybøl. Her har børnene mulighed for en tryg skolestart, hvor trygheden danner grundlaget fokus på faglig læring. Børnene har mulighed for at gå/cykle i skole, der har sundhedsmæssige og indlæringsmæssige fordele. Derudover danner Nybøl skole rammen om mange arrangementer, der har stor betydning for lokalsamfundet. Kort sagt - bevar de små skoler som et fundament for en tryg skolestart, så der er ro til de faglige udfordringer. Når de så er modne til det, ser vi også kvaliteter og udfordringer i at børnene samles på større skoler.


  • #20
  • Birgit Paulsen
    26-05-2011 23:22
    Da denne blog ikke er egnet til høringssvar, er et sådant sendt direkte til forvaltningen. Herunder ses mine hovedpunkter:
    Konstitueringsaftalen har en målsætning om ikke at lukke skoler imod forældres ønsker. Vi borgere i Nybøl er meget imod at skolen lukkes!
    Vi vil bevare vores gode skole, som har et højt fagligt niveau, tryghed og nærvær.
    Nybøl Skole anvender i stor grad it i undervisningen, det er en utrolig pæn og velholdt skole, som hele tiden arbejder med miljøvenlige tiltag.
    Stemmeprocenten ved skolebestyrelsesvalget i 2010 var på 75,7 % (i 2006 73,3 %), hvilket er en meget høj procent og i høj grad vidner om stor forældreopbakning.
    Der er styr på økonomien på Nybøl Skole (overskud på 1.000 kr. i 2010). Til sammenligning er der mange skoler med underskud og de største er Gråsten Skole (-2.326.000 kr) og Dybbøl-Skolen
    (-1.765.000 kr.). Hvorfor så lukke Nybøl Skole?
    Nybøl Skole har et meget lavt sygefravær blandt lærerne og aflyser meget få timer (hvis nogen overhovedet).
    Ifølge elevtalsprognosen er der udsigt til stor nedgang i elevtallet - bare ikke i Nybøl, men især Dybbøl og Hørup forventes at få en stor tilbagegang. Hvad så med at tilpasse kapaciteten, der hvor problemet er?
    Mange af kommunens visioner, strategier og planer angiver at Sønderborg skal være et attraktivt sted at bo, boligområderne skal ligge tæt på skole, landsbyerne skal være attraktive at bo i og være en ramme for erhverv. Det er kun attraktivt at bosætte sig steder, hvor der er kort afstand til skole. Og der hvor folk bor, er der også erhvervsmuligheder. Nybøl er en attraktiv landsby, så bevar skolen.


1 2 3 4  >

Skriv en kommentar