Jeg hedder Kir Thorsted Kielgast og er født i København i 1977. Oprindeligt er jeg uddannet inden for den traditionelle dressur. Som helt ung var jeg i lære på et traditionelt ridecenter, hvor jeg underviste rideskole og privatelever. Jeg har igennem årene deltaget på diverse kurser hos mange forskellige beridere og inden for DRF (Dansk Ride Forbund) og senere hos mange forskellige alternative hestetrænere.
Mit liv med heste startede da jeg endelig fik lov til at begynde at gå til ridning på en nærliggende rideskole da jeg var 10 år. Det blev hurtigt til fast hestepasser på diverse ponyer, heste og parter. Jeg fik min første helt egen hest da jeg var 15 år. Jeg var lykkelig og det betød så meget for mig at have hestene i mit liv igennem min opvækst.
Det var selvfølgelig noget helt særligt og nogle meget stærke følelser jeg udviklede over for Lady, den første pony jeg fik lov til at passe. Pigen der havde Lady var lidt bange for heste og havde heller ikke den store interesse, så jeg var så heldig at få lov til at passe og ride Lady som om det kun var min, mod at give pigen en træktur en gang i mellem. Jeg er dybt taknemmelig over at jeg fik muligheden for at lære så meget som jeg gjorde af Lady. Og jeg holdt ved hende selv om jeg blev alt for lang til at ride hende og derfor fik andre heste at ride på, lige til hun var gammel og blev aflivet. Jeg husker den tid som en magisk tid. Jeg brugte uendelige timer sammen med hestene. Jeg red, jeg var på dem, jeg var ved siden af dem, jeg var med dem, vi lavede alt muligt og nogle gange føltes det som om vi kunne flyve.
Så kom teenageårene og hestene blev en mere ”seriøs” sport. Det var sådan man gjorde hvis man ville noget med hestene, andet end ”bare at være en glad hestepige eller en useriøs skovtursrytter” på det sted jeg kom. Der var meget præstige og hierarki og det blev for mig en lang og sej kamp for at beholde kontakten til hestene. Jeg var meget seriøs og pressede mig selv hårdt, for at blive anerkendt og værdsat at min berider og de ”dygtige” ryttere på stedet. Glæden var væk, men kærligheden til hestene drev mig målrettet igennem. I dag når jeg ser på mig selv og arbejder med de ting der er vanskelige for mig, ser jeg mange ar fra den tid.
Jeg har lært rigtig mange fine ting i mine unge år, men der var også noget af det der gnavede lidt i mit hjerte.
Det var både den måde man behandlede hinanden og hestene på. I dag når jeg ser på mange af vores top dressurryttere, får jeg gåsehud og bliver let ophidset. Det vækker noget at det jeg har set og gjort selv i mine unge år. Som teenager var jeg ikke stærk nok til ikke at lade mig påvirke af de mennesker der var forbilleder og rollemodeller for mig som barn. Der var noget i mig som føltes forkert, men jeg lærte, at det var sådan man gjorde og man stillede ikke spørgsmålstegn ved autoriteterne. Først som 19-årig brød jeg med den verden. Jeg flyttede tilbage til København og begyndte på en dramaskole. Nu skulle der ske noget helt andet. Men det holdt ikke længe. Jeg havde stadig hestene – de var udstationeret hos min berider i et halvt år. Så flyttede jeg tilbage og lejede mig ind på en gård. Her tussede jeg rundt for mig selv med hestene en del år. Nogle enkelte elever fulgte med mig. Jeg havde stadig min første hest Sabrina og Rondo som var mit nye unge håb. Her begyndte en proces i at finde tilbage til mig selv og at genfinde mine egne værdier og etik i forhold til hestene og til livet generelt.
Da Rondo kom ud for et trafikuheld og måtte pensioneres, fik jeg min skønne Humphrey. Med ham vendte jeg lidt tilbage til den traditionelle verden med undervisning hos berider og deltagelse i stævner. Men jeg var blevet ældre og hvilede mere i mig selv. Turde stole mere på mine egne overbevisninger og mærke efter hvad der føltes rigtigt.
Da jeg mødte min veninde Ute, opdagede jeg en helt anden verden, en helt anden tilgang til hestene. Det var en tilgang der var meget anderledes end hvad jeg ellers havde oplevet og jeg begyndte en rejse (som jeg stadig er på) hvor jeg løbende ændrede mange af mine indstillinger til heste, mennesker og til livet generelt.
I dag bor jeg i Vestjylland sammen med min hustru Kathrine, vores hyrdehund Alba og vores to dejlige vallakker Gaston og Flamme.
For et par år siden fik jeg lyst til at læse igen og gik i gang med at læse ungdomspædagogik på UCSyd. Det er en rigtig spændende uddannelse som jeg forsøger at linke til min indstilling til mennesker og dyr og til den måde jeg underviser på. Jeg er især meget optaget af nærværsaktiviteter og opmærksomt nærvær i forbindelse med menneskers samvær med heste.
Jeg har efterhånden arbejdet med mange unge mennesker hvor vi i samværet med hestene har haft fokus på deres personlige udvikling og på ”hvem er jeg”… Jeg kalder det holistisk ridning fordi det omfatter både hest, menneske og omgivelser som et hele.
Jeg har efterhånden fundet ud af, at for at kunne blive god til at omgås og træne heste, er man nødt til at blive bevidst og tydelig omkring sine følelser og hvordan man har det i kroppen.
Hestene er så sensitive dyr, at de opfanger hvordan vi har det længe før vi måske selv er helt bevidste om det… Det gør hesten til meget tydelige samarbejdspartnere når det handler om tilstedeværelse og at mærke ”hvem er jeg”.
Der har været (og er stadig) mange heste og mennesker som har krydset min vej. Heste og mennesker der har lært mig noget nyt, givet mig nye ting at reflektere over og vist mig nye stier at gå ud af. Jeg suger til mig af det jeg møder på min vej, som jeg syntes passer ind i min verdensopfattelse. Jeg prøver også at være åben over for anderledes måder at anskue verden på, så min horisont forhåbentlig hele tiden kan udvide sig.
I dag har mit liv med heste og mit øvrige liv fundet sammen på en mere harmonisk måde end da jeg arbejde inden for den traditionelle hesteverden. Jeg er hele tiden i en læreproces, og vejen er spændende og udfordrende.
Alt det jeg lærer har jeg i min rygsæk, og jeg bruger det som jeg finder relevant og som jeg føler stemmer overens med mine overbevisninger om hvordan man møder og omgås mennesker og dyr.
