|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Så kom lille Vølven til verden. Hun er efter smukke Lovis aka Vestergårds Viktoria, som nu også er en del af vores lille flok, som nu betår af tre røde heste; Flamme, Lovis og Vølven - hendes far er Frederiksborghingsten Vestergårds Nelson - Stutteri Vestergårds avlshingst, som jeg i en periode trænede for avler. Hun er helt bedårende og skøn! :-)
Dagligt bliver jeg ramt af følelsen af taknemmelighed over denne lille, harmoniske og sammentømrede flok. Der er en fred og en blid ro og forbundethed i deres væren, og jeg har den ære, at få lov til at være en del af den. Det berigende i at få lov til f.eks at opleve når Lovis, som i den første tid efter hun var kommet til os, helst ville undgå nogen form for kontakt med mennesker, nu kommer stille hen og insistere på at være tæt på. Eller når Vølven ligger sig i mit skød og snork sover og bare udviser tryghed og indre fred, er så ubeskriveligt givende, og fylder mig med en kærlighed så stor. Det er healende på krop og sjæl, at bare være og trække vejret sammen med dem, eller sætte sig iblandt dem, når de sover middagslur eller en tidlig morgen ikke er stået op endnu. Ofte når jeg ikke det der var planlagt. Førhen var træningen så vigtig for mig, at jeg ofte gik glip af disse stunder, fordi jeg ikke havde tålmodighed og ro. Jeg jagtede efter et mål eller noget jeg "skulle", for at bevise eller præstere over for mig selv eller andre. Nu giver jeg mig selv lov til at være og nyde. Og betyder det at jeg ikke får trænet den dag, er det sådan det er. Og det er så befriende, og livsgivende at give sig selv den gave. Det giver også en større fred, tilstedeværelse og berigelse i træningen, når vi ikke jagter, men mere er i det der er nu, og nyder det vi er midt i og det hestene tilbyder.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
"Min første pony"
Egentlig ville jeg starte med nutiden – men jeg kan mærke at det er vigtigt at starte ved begyndelsen - Min første pony – Der hvor det hele startede – Dengang det var rent og uspoleret – Det er nemlig den følelse der er vigtig at huske, for at bevare rideglæden, glæden ved det at have omgang med heste, ja glæden ved livet. Den umiddelbare glæde, der somme tider, for mange af os, bliver spoleret hen ad vejen, i takt med at vi bliver ældre, fylder viden på og bevæger os ud og ind igennem livets mange udfordringer.
Men nu er jeg allerede ved at bevæge mig frem til nutiden igen, der hvor erkendelsen høre til. Jeg vil bevæge mig tilbage til starten. Til Lady – min lykke og største kærlighed – dengang som et 9 årigt barn, der endelig havde fået lov til at ride, på trods af forældre der holdt tilbage, sikkert af mange forskellige årsager, men som dog lyttede til en sundhedsplejeske (til min lillebror) som skulle blive min kommende chef. Her på hendes ridecenter og pædagogiske opholdssted blev jeg sluppet løs, og fik endelig lov til at udforske min drøm. En drøm som allerede brændte i mig fra jeg var ganske lille.
Her fik jeg foræret den største gave – jeg blev overladt to ponyer som var ejet af denne fantastiske dame, som havde muliggjort min drøm, og oven i købet nu gav en lille, uerfaren pige et ansvar for to rideskoleponyer, der trængte til en kærlig hånd. Hun så behovet hos den her lille pige, og så at det måske kunne være et godt match at sætte hende sammen med lige præcis disse to ponyer – jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder var denne gestus startskudet for at denne pigedrøm fik grobund til at udvikle sig til en passion.
Den ene pony var Morris, en smuk lille hoppe, som havde et sind, som gjorde at hun var vanskelig at bruge som rideskolehest på det tidspunkt. Hun stejlede og stak af. Hun var ikke så uddannet og blev derfor forvirret over de forskellige signaler skoleheste jo bliver udsat for, og måske også nok misforstået af de instruktører der var på stedet på det tidspunkt. Hun var i hvert fald blevet en ”problemhest” og jeg fik derfor lov til at få hende for en tid. Når jeg ser tilbage med bagklogskabens (klare eller grumme) briller, var det ikke forsvarligt, men min renhed i min uvidenhed, gjorde at det gik godt og hun endte med at blive en rigtig fin pony, som jeg fik lov til at følge (først som hjælper, senere som den forstående instruktør jeg mente hun havde manglet da jeg mødte hende) til hun døde.
Den anden pony var Lady – en fantastisk pony som blev solgt til en pige, som ikke turde ride – igen en gave (til mig) Jeg fik lov at beholde Lady som min egen, og gav pigen en træktur en gang imellem.
Lady lærte mig at ride – og hun lærte mig alt muligt andet. Vi gjorde alle de vilde ting, som ponybørn ofte gør, fordi de kan – fordi de ikke er bange og fordi deres krop (når de ikke er bange) kan så fantastisk mange ting. Det var den frie, umiddelbare, lykkelig uvidende, spontane og kærlighedsdrevne tid i mit liv. Der hvor alting bare var, når jeg var sammen med hestene. Der var ingen krav, ingen refleksioner, ingen ting jeg skulle leve op til.
Det er denne tid, som siden jeg begyndte at undervise ponyklubben som teenager, har fået mig til at brænde for de helt små – de nye og uprøvede – vores fremtidige ungdom og voksengeneration. Dem som skal bære det hele videre. Jeg mærkede et brændende ønske om at kunne videregive noget af det jeg selv havde oplevet.
Denne rene og uspolerede følelse, blev dog med tiden spoleret. Faktisk begyndte den at blive rykket ved ret hurtigt efter jeg var begyndt at ride. Det at disse to fantastiske ponyer, havde henholdsvis udfordringer (Morris) og (ved Lady) muligheden for at jeg kunne have hende som min egen, gjorde at jeg ret hurtigt begyndte at føle at jeg skulle præstere. Der kom desuden en ny daglig leder på ridecenteret, som gjorde at hele standarten på stedet blev hævet. Dette var jo både en fantastisk mulighed for mig, til at udforske denne hesteverden og finde ud af at jeg ville noget seriøst med de her heste. Samtidig var det en retning, der satte en brat stopper for min spontane og legende tilgang til hestene – ja til livet generelt.
"Læreheste i min elevtid"
Egentlig startede min elevtid først officiel da jeg gik ud af skolen og indgik en uddannelsesaftale med stedet. Men jeg vil alligevel starte fortællingen om hestene i min elevtid her. Det var en glidende overgang, fra ponypige, til hjælper på diverse rideskole hold, stald og som hjælperytter for handikapridning m.m., til underviser i ponyklub og til sidst en fuldtidsansættelse som elev. Hestene som kom til i denne tid, var både parter, hestepasseropgaver og gik langsomt over til medhjælpende træner af diverse rideskole, træningsheste og rytter for konkurrenceheste. Det var et fantastisk sted at være barn, hjælper, føl og til sidst ansat. Der var mennesker der havde øje for i hvilken grad man var moden til opgaverne og jeg fik muligheder og udfordringer som jeg er meget taknemmelig for i dag.
Når det er sagt, har jeg også mange lig i lasten, med mig fra min læretid. Det var et traditionelt sted, med traditionelle roller, hierarki og låste mønstre. Der var en rigtig måde at gøre tingene på, opføre sig, tale til hinanden, håndtere og træne hestene. Som barn og ung er man ofte meget sårbar, modtagelig og (tør jeg sige) let at indoktrinere. Det var jeg i hvert fald. Det var alt jeg havde kendt til, det var hvad jeg havde lært, og selv om der spirede tanker og drømme om andre måder at gribe tingene, ja livet, for det var jo hele mit liv, an på, så var jeg ikke stærk nok til at følge mit hjerte, og i mange år trænede jeg heste på en måde som jeg har skammet mig over siden..
"Min første helt egen hest"
Denne tekst er ikke skrevet kronologisk, så det er måske lidt noget rod at læse, men her kommer et indsat afsnit. For da jeg skrev om Gaston kunne jeg mærke at det var vigtigt for mig også at skrive om "min første helt egen hest" og om Rondo og Humphrey. De tre, og jeg fornemmer også at Vølven er ved at blive det, er de store stjerne i min erindring. Som jeg skriver længere nede "de mest betydningsfulde heste" - dem som man føler den der helt unikke connection til, en følelse som jeg tror de fleste heste entusiaster kender til.
Så; "min første helt egen hest" - hun var en meget smuk og feminin sort 7 årig varmblodshoppe, med meget fuldblod i. Hendes forrige ejer var konkurrence rytter og fortrinsvist springrytter. Jeg var dressur rytter med ambitioner. Jeg var teenager i et meget traditionelt ridecenter miljø, med fokus på konkurrence. Jeg var en troubled teenager, med mange aggressioner. Og jeg var påvirket af det miljø jeg var i. Sugede til mig, af hvad jeg så og lærte var acceptabelt. Det var ikke nemt at være en sensitiv hest hos mig. Hun var resigneret og indadvendt ved kontakt med mennesker, og varm og eksplosiv når man var på ryggen af hende. På trods af det og selvom jeg kun var 15 da jeg fik hende i gave af min moster, og ikke vidst noget af det jeg ved i dag om stressfri træning, formåede jeg alligevel at udvikle hende fra det ovennævnte til en velafbalanceret hest igennem årene. Det varede ikke længe før jeg kunne ride for helt løse tøjler i alle gangarter og stop, endda i terrænet, hvilket jeg var meget stolt over, da hun var vandt til at "jorde" som man sagde ud over stubmark og lignende, med sin forrige ejer, hvor der skulle være fart over feltet. Den seriøse dressur rytter som jeg var, må have gjort noget rigtigt i sin træning, selvom jeg bestemt mindes der var meget stress involveret i træningen dengang, men ønsket om at have en connektion må have gjort en forskel. Jeg kan huske at jeg endda havde min bror på bare 7-8 år med på ovalbanen i afbalanceret galop (et af de steder hvor hun før var vandt til at "jorde") Jeg overraskes ofte, når jeg tænker tilbage, over at selv om jeg kun kendte til den traditionelle verden med rideteknik og ikke meget fokus på indføling, og ikke vidste noget af alt det jeg lærte da jeg trådte ind i den "alternative hesteverden" (som jeg kalder den, fordi den var så markant anderledes end det jeg kom fra, i hvert fald den gang jeg mødte den.) Undres eller overraskes over at mange af de ting jeg gjorde intuitivt, virkede, uden at jeg havde lært det. Selvfølgelig er det sådan. Men somme tider har jeg tendens til at falde i den tro at det først er når noget er bevidst gjort at man virkelig kan udføre det. Og det er det måske også? Men som barn med de vilde ponier og især med Sabrina, den vilde sorte hoppe, er det blevet tydeligt for mig, at det intuitive og det indfølende, ikke er noget der kan tillæres. Kun bevidstgøres.
Selv om der skete meget med Sabrina, var der stadig problemer, og efter mange lange udredninger og et længer indlæggelsesforløb på Landbohøjskolen, fik jeg tilkendt forsikringsummen, selvom der ikke var blevet stillet nogen diagnose. Alle regnede med at hun jo så skulle aflives, så jeg kunne få en ny ridehest. Heldigvis havde jeg en vidunderlig moster, som delte min kærlighed til hestene, og det blev sådan at hun betalte for udgifterne på Sabrina, så jeg stadigvæk havde råd til at finde det nye håb. Efter Sabrina blev pensioneret, blomstrede hun op og blev en sund og velafbalanceret hest, som vi fik lov at beholde til hun blev en gammel hest, og som jeg fik nogle af de bedste rideture på, hvor hun præsterede langt bedre end hun nogen sinde havde gjort på konkurrencebanen eller under den seriøse dressur træning. Jeg er ikke i tvivl om at hendes issues var psykiske og ikke fysiske. Derfor ingen diagnose fundet af naturvidenskabliget orienterede dyrlæger.....
De gamle drenge
Det "nye håb" var Rondo. Efter lang tids søgen, stod han der, på en mark hos min dyrlæges kollega. 4 år og rå. Tillidsfuld, frembrusende, stor gummiboldt. Han var den diametrale modsætning til Sabrina. Den type hest, der vadede lige ind i folks hjerter, og han blev hurtigt staldens kæledække. Han var langsom om at blive voksen, både i sind og i krop, så uddannelsen strakte sig over længere tid end vanligt i det miljø jeg var i. Jeg var gået ud af skolen, og startet i lære på det ridecenter hvor jeg var vokset op. Seriøsiteten og ambitionerne var høje, og stævnepladserne trak, men heldigvis var der andre heste jeg havde i ridning, som kunne tilfredsstille den trang. Imens skridtede Rondo og jeg en masse lange ture og knyttede bånd igennem de mange timer vi tilbragte sammen. Rondo var hesten med de ni liv. Han var med på skole og måtte efter en allergisk reaktion på en vitaminbooster indsprøjtning, akut indlægges. Han stod 3 uger isoleret, uden at ænse det (ham som ellers var sådan en selvskabspapegøje) så dårlig var han. Det var bare første gang han var ved at dø. Derefter var det lange gåture i månedsvis. Og mange timer bare at være sammen. Selv om jeg følte en meget stor tilknytning til ham, fandt vi aldrig rigtig sammen ridemæssigt. Han havde kapacitet til at komme langt på konkurrencebanen, så det var enormt frustrerende for mig at det ikke rigtig rykkede og jeg løb lidt sur i det hele. Det kulminerede også på min læreplads, og jeg afbrød og rykkede teltpælene op og flyttede til København for en tid. Efter tiden i Kbh. var jeg meget selv i forbindelse med træningen og modtog ikke rigtig noget undervisning eller fik startet så mange stævner. Det var i den tid at de fantastiske ture på Sabrina og Peter Pan (en fantastisk og talentfuld poni, jeg havde haft i tilridning da jeg var i lære, som min moster købte til min bror) holdt mig oppe, når ridningen ikke svingede helt rigtigt mellem Rondo og mig. En dag brød de tre heste ud af deres fold i mørke og løb i panik ud af den lange indkørsel - her mødte de en bil, som Rondo torpederede og totalskadede. Der skete mirakuløst ikke noget med føreren. Flokken fortsatte, og vi fandt dem langt væk - Rondo stor blødende og flænget. De andre to var uskadte. Det var meget kritisk, men han klarede sig igennem og efter en lang tid med ro og derefter genoptræning, viste det sig at han ikke kunne klare træning på det niveau som jeg gerne ville. Så nu havde vi endnu en pensioneret hest, en poni og en rytter som ville ride konkurrence.... Igen var min moster guld og tilbød at hjælpe økonomisk - så endnu en gang fik jeg muligheden for at får et "nyt håb" og beholde de gamle venner. Så her kom Humphrey. En hest med endnu mere kapacitet end både Sabrina og Rondo. Virkelig en hest jeg ville kunne nå langt med. Men skæbnen ville noget andet - jeg havde i gennem flere år haft nogle voldsomme psykiske udsving, blev diagnosticeret manio/depressiv, medicineret for en kort periode, hvilket jeg tog voldsomt på af. Det var faktisk ret unfair - tung og ude af balance humpede jeg rundt på denne fine, fine 4 års ædle DV med trakenerblod. Jeg begyndte at ride fast ved utrolig dygtige berider John Nielsen, som jeg lærte meget af. Men på trods af en dygtig berider udviklede vi os langsomt. Omsider fik jeg tabt mig lidt, og det blev lidt mere tåleligt for søde Humphrey. Han var en helt igennem fantastisk hest. En af de Swardroneur afkom der rent faktisk havde et godt sind. Og jeg følte den der connection igen. Både følelsemæssigt og ridemæssigt. Han var min type hest, og nu fik jeg blod på tanden igen. Mine psykiske udsving, gjorde at træningen ikke altid var så regelmæssig, men vi nåede da ud og starte lidt stævner inden jeg forlod den verden. Han kommer ofte stadig til mig i mine drømme - det er altid på konkurrence banen, og jeg ved at jeg ikke kommer til at opleve den følelse under ridning, som jeg oplevede med ham igen. Han fulgte med mig til Jylland sammen med Rondo. Alt det nye jeg lærte var nemt at overføre på ham og Rondo. Fordi de var så velskolede var det nemt hurtigt at komme til at ride uden hovedtøj, og Humphrey og mig kom hurtigt med Ute ud et par gange til demoer. Det var sjovt at vise en dressurhest frem i bare en barebackpad og to sticks. Han døde desværre ret dramatisk af en urinforgiftning alt for ung. Rondo derimod overlevede endnu en nærdødsoplevelse. han var blevet blind på det ene øje, og en dag var han røget ned i åen. Da vi fandt ham, havde han givet op - Og jeg tror også at resten af flokken troede han var død og havde forladt ham. Da vi endelig fik hevet ham op, kollapsede han og hvis det ikke havde været for min veninde og fantastiske dyrlæge Laura Rønnow, var han ikke overlevet. Man han kom sig og levede flere år efter - den seje dreng.
Puuha jeg kan se denne historie bliver lang… og hverdagen er travl, så selvom jeg gerne ville skrive historien i kronologisk rækkefølge, kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at skrive lidt om ”de nuværende/nærværende drenge” Flamme og Gaston og det nyeste skud på stammen Avlshingsten Vestergårds Nelson, som jeg er så heldig at værre blevet rytter og træner for.
Drengene
Så here goes… Drengene (Flamme og Gaston) er på alle måder fantastiske. De er min klippe hvor jeg kan finde roen i hverdagen, mine terapiheste – både for mig selv og andre, og så er de kilden til SÅ meget glæde.
Gaston har været hos mig siden han var i mors mave – ja, jeg har næsten selv puttet ham der ind. Jeg havde Fùke, en ung, smuk Welsh Cob, sammen med en elev på Sjælland, og vi fik en fantastisk Welsh Cob hingst på hende. Gaston kom ud og var bare min – ingen tvivl om det – han fulgte med mig til Vestjylland og var på mange måder min drømmehest. Men i mange år var jeg dybt frustreret over hvorfor han ikke blev større (når nu begge forældre var større) og hvorfor han var så kompliceret i sit sind. Jeg brugte rigtig mange timer på at forsøge at forstå hvorfor han var som han var, jeg brugte også rigtig mange timer på at være ked af det, frustreret og nok også vred over hvorfor han nu ikke levede op til de forventninger jeg nu engang havde til ham. Han var veltrænet og kunne alt mulig fancy, jeg red ham til, men han blev ved med at få sine (for mig på det tidspunkt) uforklarlige ”anfald” hvor han havde en meget voldsom adfærd og blev panikslagen.
For omkring fire år siden (2010) fik jeg May- Brit Blauenkær til at hjælpe mig med at forsøge at forstå lidt mere af Gaston. May-Brit har en fantastisk evne til at kommunikere med dyr, og efter en session gav det hele meget bedre mening for mig. Jeg besluttede at lade Gaston få fri for en tid. Droppe mine ambitioner om at ride ham for en tid, og bare bruge mit krudt på at hjælpe ham til at forstå verden. I dag, når jeg skal forklare folk om Gaston, plejer jeg at sige at han er lidt autistisk. Det er faktisk den bedste måde jeg kan beskrive hans udfordringer.
Igennem de sidste fire år, har Gaston udviklet sig helt fantastisk. Han har stadig væk sine udfald, men de er meget mere håndterbare, og det er som om han bedre kan håndtere verden nu. I foråret 2014 begyndte jeg at ride lidt på ham igen, og sommeren 2014 var han med til DHE Træf, hvor han klarede alle udfordringerne helt ovenud fantastisk. Gennem alle 4 dage, var han afslappet, nysgerrig og i balance. Vi startede både agility, spring fra jorden, Ute`s fundament klasse og løsarbejde. Vi vandt oven i købet løsarbejdsklassen om søndagen - et meget stort øjeblik for mig!
Jeg har altid vidst at Gaston kræver, at jeg er mentalt tilstede 100% hele tiden, når jeg er sammen med ham. Noget som jeg mener vi alle har rigtig godt af at øve os i, skylder os selv og vores heste, og ikke mindst bliver nødt til at lærer, hvis vi vil udvikle os med vores heste. Gaston har uden tvivl været den bedste læremester for mig, i netop dette.
I august 2015 besluttede vi at sende Gaston videre fra denne jord, da han efter at have været alene med hoppeflokken (Viktoria, Vølven samt en lånehoppe med føl fra Stutteri Vestergård) imens Flamme havde være med mig til DHE træf, blev meget beskyttende over for sine hopper og ekstrem aggressiv over for Flamme. Min smukke Gaston, både uden på og inden i, har givet mig 12 år, med kærlighed, udfordringer og lærdom, og han vil altid stå som en af de mest betydningsfulde heste i mit liv. Jeg savner ham, og tænker ofte på ham, men er ikke i tvivl om at det var den rette beslutning. Det føltes så rigtigt at tage den beslutning, og jeg tror på at han har været her i den tid han skulle. Flokken har fundet en fantastisk ro efter han er væk, og den harmoni nyder jeg hver dag.
Flamme kom til mig da han var 3 år. Egentlig var han et projekt, som jeg ville tilride og sælge videre, men han kom (heldigvis) ikke videre. Da jeg mødte min hustru, var jeg slet ikke i tvivl - Flamme var hendes hest. (det var hun heldigvis heller ikke i tvivl om) Flamme er en genial all round hest. Jeg har fået lov til at træne og ride Flamme, han har hjulpet mig med børn og usikre rytter. Han er en helt igennem fantastisk hest. Han var med Gaston og mig til DHE Træf 2014 og søreme om vi ikke også fik en rød sløjfe med hjem i løsarbejde.
Og så kom drømmehesten - igen...
Så kommer vi til det seneste skud på stammen Vestergårds Nelson. Nelson er Stutteri Vestergårds Frederiksborg avlshingst, som jeg overtog træningen af, efter endt materialeprøve og alvsgodkendelse i november 2013. Han er en helt fantastisk hingst, med stor kapacitet inden for både spring og dressur. Han er en højtråbende ung hingst med meget pondus, men han er også en følsom fyr, der når han bliver håndteret og trænet med forståelse for det, kan være helt vidunderlig blid og blød i sine responser.
Nelson er kåret meget højt, så avler har jo selvfølgelig høje forventninger til ham. Det var planen at jeg, sammen med Nelson, skulle til at bevæge mig ind i konkurrenceverdenen igen. Men vi lære hele tiden og efter godt halvandet år nåede vi frem til, at samarbejdet omkring Nelson måtte ophøre. Der var for mange ting i forhold til hestehold avler og jeg ikke var enige om, og jeg måtte sande at jeg ikke var i stand til at træne en andens hest, på nogle præmisser der ikke svarede til mine grundlæggende værdier. Jeg har stor respekt for Stutteri Vestergårds ejer Niels, både som menneske og hestemand og ønske ikke på nogen måde at kritisere hans måde at holde heste på. Der er bare mange ting jeg gør anderledes, og jeg har måtte erkende at jeg er sådan et slags menneske der, hvis jeg skal udvikle mig sammen med en hest over en længere periode, har brug for at gå min egen vej. Desuden har jeg erkendt at jeg, hverken har lyst til, eller langt fra er klar til at vende tilbage til konkurrenceverdenen.
Det er altid svært for mig, at give slip på en hest, som jeg har knyttet bånd til, så beslutningen har ikke været nem. Svære beslutninger er dog en del af livet, somme tider, og jeg glæder mig over at jeg har min lille Vølven, som er ud af Nelsons første årgang, og som bære en del af ham med sig.
Vores nuværende flok.
Desuden besluttede vi at Vølvens mor Viktoria, som vi nu kalder Lovis, skulle blive hos os, og hun er nu en del af flokken. Hun er skøn og helt utrolig dejlig at træne. Vi er lige så stille gået igang med hendes uddannelse.
Så nu har vi en skøn flok på tre røde heste. En velfungerende og harmonisk flok, som vi nyder hver dag.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
