Jeg hader smilende piger: Essay om den gode journalist
Forstå mig ret I skal være helt velkomne til at blotte smilehullerne, så man kommer til at kigge genert ned på sine fødder og glemmer, hvor man er på vej hen. Men jeg hader smilende piger på Strøget, der ihærdigt, men utroværdigt, vil have dig til at støtte den ene eller den tredje sag. Det er jo ikke mig de smiler til, men min samvittighed. Mine penge der skal redde Afrika. Det er beundringsværdigt, men samtidig skide irriterende at blive stoppet op for at blive konfronteret med sin næstekærlighed.
Men men men. Dette handler ikke om sparrebøsser i rødt kors og nederdel, men ligesom dem er journalistens ypperligste opgave også at skaffe kunder. At formidle et budskab som rammer folk. Måske ikke så de straks hiver pungen frem, bare så det fremtvinger en reaktion. En historie kan være fuldstændig ligegyldig, hvis den ikke sætter sine spor. De behøver ikke være dybe. Bare en lille forundring, forargelse eller noget helt andet er nok.
For en god journalist skal kunne turde. Skal have mod til at gå imod det sædvanlige. Morten Sabroe gik f.eks. i gang med at skrive ”jeg” i hver anden sætning, da han som nystartet journalist netop havde fået en reprimande af sin chef for at skrive artiklerne i jeg-form. Det er nemlig det anderledes, skæve, kreative, som fænger. Hvem gider læse universitetsafhandlinger i avisen? Hvert fald ikke den brede befolkning og er det demokrati, hvis det kun er kloge hoveder, som gider følge med?
Enhver historie kan gøres interessant. Men man må være tålmodig. Den gode journalist ved nemlig at det ikke hver dag, at Cavling-prisen dukker op i indbakken. Som pigen på Strøget ofte har svært ved at indoktrinere sine kunder, kan der gå så langt imellem forsideryderne, at man næsten ikke kan se plantagen for bare agurker.
Men det duer bare ikke at blive landskendt på at skrive over 500 gange til statsministeren, være helvedes nysgerrig, kritisk, ukristelig objektiv og hvad der ellers i teorien karakteriserer en god journalist, hvis man ikke er til at stole på.
Altså det med troværdigheden som Lars Bjerg så fint skriver om i bogen ”Vær god”. Du kan have løsningen på alt i hele verden, men hvis der ikke er nogen som vil høre på dig, kan du ligeså godt erklære dig fallit og blive nyhedsoplæser.
Han pointerer, at ligesom det kan tage mange år at opbygge folks tillid, så skal der bare én fejl til at bryde det hele ned igen. Der er en grund til, at nogen kalder det for et mediecirkus. Vi sælger en vare, og hvis den har overskredet sidste salgsdato, så vil man have pengene tilbage. Som tidligere nævnt skal den gode journalist skabe underholdning. Vi opbygger en facade, så folk køber budskabet. Som Lars Bjerg fremhæver, handler det hele om måden, vi fremstiller vores stof på. Det skal ikke kun indholdsmæssigt være troværdigt. Det hjælper langt hen ad vejen, men man ender let i grøften, hvis ikke emballagen fungerer. Der er en grund til at grimme mennesker(i forholdsvise seriøse programmer), aldrig er tv-værter. Radioværter taler sjældent med minoritær accent, da man simpelthen har tilpasset sig sine lyttere. Den skrivende journalist er lidt mere løst defineret, da det nok ofte mere er chefredaktøren, som går ind og retter ydre problemer.
Men min pointe, hvis jeg endelig skal komme med sådan én, er at den gode journalist i bund og grund, bare er sig selv. Lars Bjerg kan have ret i, at troværdigheden kommer med hvor godt, man fremstiller sig selv, men hvis man er 100 % ærlig, mener jeg, at det også vil skinne igennem til modtageren. Hvis jeg oprigtig tror på, at pigen på gaden henvender sig til mig, fordi hun har lyst, og ikke fordi milliarder af nødlidende hiver hende i samvittigheden, så vil jeg være klar til at hjælpe. Den gode journalist er i min uskrevne bog sjov, interesseret, tålmodig og frem for alt ærlig. Ærlig talt.