Knap så meget cowboy
Linedance! Op på række så klæder vi os ud som cowboys og laver et par spjæt med benene, mens vi råber ”jihaa!”. I Danmark er man fordømt indtil andet er bevist. Men lad os nu lige se hvad dyret kan, før vi skyder den en kugle for panden.
Af Kristian Nygaard
Med tunge skridt stiger den ensomme skribent på bussen, så man næsten kan høre sporene rasle hen ad gulvet. Han er et kvarter for sent på den, men når man er hurtigere end sin egen skygge, så går det nok. Hesten er parkeret i en barnlig drøm af seksløbere og sherifstjerner og solnedgangen er aflyst til fordel for et forsamlingshus i det mørke Østjylland. ”Der skal være linedance,” siger de. ”Det er fantastisk, at finde en hobby vi er så glade for, at vi ikke opdager, vi dyrker motion,” siger de. ”Det skal være løgn,” siger jeg. ”Der er fandme ikke nogen, der skal fortælle mig, at linedance er fedt!
Jeg befinder mig syd for Randers. Romalt. Det hedder byen og nej jeg havde heller ikke hørt om den. Det er så langt ude, at der ikke er flere passagerer med bussen. Den tidlige efterårsvind og de store åbne landskaber leder tankerne hen på Texas og vindhekse. Fortovet er holdt op og de lokale skuler skævt, da jeg træder de sidste skridt op mod laden, de kalder for ”aktivitetshallen”.
Jeg åbner døren og træder ind i et traditionelt dansestudie: Rektangulært, lyst trægulv, røde institutionsdøre og et panoramavindue i den ene ende med udsigt over et par fodboldbaner. Der lugter lang fra af stald og pistolrøg.
”7, 8, gå, gå, gå! Jazz box, Rockin chair!” Otte uformelt, hverdagsklædte kvinder danner en 4-4-1 formation med instruktør Gitte Larsen forrest til at dirigere. To rækker på fire og mere eller mindre lige. Jeg studser over fraværet af cowboyudstyr og indser straks, at det vist var godt, jeg lod lassoen blive derhjemme.
I stedet for et stort banjoorkester kommer musikken fra en bærbar, hvor ”Winamp” har udvalgt 11 udødelige klassikere som for eksempel Fools Gardens ”Lemon tree”. De ni kvinder går rytmisk frem og tilbage. Sparker engang imellem ud i luften og klapper på instruktørens opfordring.
”Vi er ikke sure. Vi er bare koncentrerede,” smiler Gitte Larsen, mens sveden så småt pibler ned over panden. Jeg nikker anerkendende og stiller mig op ad væggen. Rummets størrelse får klaustrofobien frem i mig. Det er ubehageligt at være tilskuer så tæt på. Samvittigheden nager over at være til glodans, men man har vel et standpunkt?
Det ligner lidt aerobic i slowmotion. I loftet hænger lyskugler. Ikke disco for det kan også blive for meget: ”Jeg passer på med, hvad jeg spiller. Jeg er vild med Justin Timberlake, men det kan også skræmme nogen væk,” fortæller Gitte Larsen.
Den første time er gået og begynderholdet er færdige for i aften. Brede smil og røde kinder afløses af mere erfarne ben, hvis øvre dele snakker højlydt.
De erfarne er i gang med anden sæson og stiller op i en lidt bredere 6-5-4-1 formation til dagens træning. Uden opvarmning går de direkte til dansen over et storladent irsk inspireret violinnummer. Som riverdance uden alt hopperiet. Halvdelen har fine sorte sko med halvhøjehæle, mens resten blotter ulakerede negle. En ankeltatovering fanger min opmærksomhed og jeg hypnotiseres af de dansende ben, der pludselig erstattes af et hæsblæsende, næsten stressende, 90'er dance nummer med banjo og jødeharpe. Holdet tramper taktfast og drejer hurtigt rundt til nummeret, der symfonisk udvikler sig til en rockopera a la Queens ”Bohemian Rhapsody”. Der er mere western at finde i ”Legoredo Town” ved Billund og det mest amerikanske i rummet er cowboybukserne.
”Sway, sway, kick og så til højre,” råber instruktøren. ”Nu skal I ikke lade den unge mand tro, at I ikke kan,” griner hun. Aldersmæssigt kan de alle være mor til den ”unge mand”, men man fornemmer alligevel en smule østjysk forlegenhed over ”verdenspressens” tilstedeværelse: ”Sådan en kratlusker!,” lyder det fra forsamlingen. ”Nu må du ikke skrive om BMI, vægt og højde vel?”. Koncentration blandet med flækkede grin fylder rummet. Nogen går mere eller mindre konsekvent den modsatte retning end de andre, men der er ingen, der bliver skudt af at fejle:
”Åh jeg har fået krampe i højre fod.”
”Så tag fødderne af og smid dem over i hjørnet…..Hahaha naaarj. Jeg mener…” ”
”Ja! Smid fødderne over i hjørnet!”
”Var det Jane, du hed? ”
”Nej Lis.”
”Nå ja, der er så mange, vi må få nogle navneskilte.”
”Ja vi har også kun gået her i et år haha.”
Anden time på linje er hurtig overstået. Opløftet, energifyldt og langt fra Texas brydes opstillingen. Musikken stoppes og damerne samles for at få snakket ud. Udenfor er det blevet mørkt og jeg bliver nervøs for, om der overhovedet kører noget offentlig transport herfra. Bange anelser afløses af lettelse, da instruktør Gitte Larsen tilbyder mig et lift til nærmeste busstoppested.
”I min verden er linedance en moderne form for jazzballet. Det er meget andet end cowboys,” fortæller hun i bilen og den sorte T-shirt fra Danmarksmesterskaberne i linedance bevidner om en lidt større seriøsitet end først antaget. ”Mændene holder sig væk fra vores hold, da de ikke synes, det er sjovt uden hat og cowboystøvler, men sådan gør vi det nu engang.”
Der er plads til alle. I dag ”verdenspressen” næste gang en kørestolsbruger da en af deltagerne er handicaphjælper og da jeg endnu ikke har set Lucky Luke siddende, så er det der linedance ikke helt så ”cowboy”, som fordommene havde lovet.
Der danses linedance i Romalt forsamlingshus hver tirsdag efteråret ud. Kl. 18-19 for begyndere og 19-20 øvede.