Intern uro har præget Konservative Folkeparti op gennem 90erne. Bendt Bendtsen fik skabt, ro men kroningen af Lene Espersen skabte håb.
Af Kristian Nygaard
”Så er vi nået til næste punkt på dagsordenen”.
Bella Centeret på Amager to metrostop fra den nye DR-bygning i København summer af opstemte konservative jakkesæt og medbragte koner, der smiler tilfreds og kigger indforstået på hinanden. Ungdommen står klar med konfettikanoner og Poul Schlüter har trukket stolen væk fra bordet for at gøre sig klar til at klappe. Han har ellers ikke rørt meget på sig de første par timer. Håret er stadig hvidt og da jeg tidligere på dagen er lige ved at gå ind i ham, efter at vi begge går ud af salen med princippet om, at alle andre har ubetinget vigepligt, slår det mig, at han så meget større ud, da han styrede showet.
Journalisterne og fotograferne spidser albuerne og nydanskerne er blevet hjemme for at terpe, da partiet i samarbejde med Dansk Folkeparti har besluttet, at det ikke er nok at bestå danskprøven for at blive dansker. Man skal have karakteren fire. På den nye skala altså.
”Vi skal have valgt ny formand!”
Dagens dirigent, en trofast partisoldat, spørger smilende, om nogen har noget imod valget.
Ingen har noget imod valget og Lene Espersen må igen op på talerstolen. Tina Turner brager ud af højtalerne, mens jakkesættene vifter med ”Simply the best”-skilte. Alle smiler. Lene krammer Bendt. Ned og kysse far. Hen og kysse søn. Smile til kameraerne. Huske at nyde konfettien. Huske manden. Kramme manden. Smile til kameraerne og så op på scenen igen.
En sommerfugl er på magisk vis sluppet ind og dens baskende vinger er lige ved at slå en kameramand omkuld. Det kan ikke blive større! Skal man finde essensen af konservatisme, så er det her: Konservatives landsråd i dag tilsat kåringen af Danmarks førende konservative.
…, dronning og fædreland
Der findes 16.707 betalende konservative i Danmark. Ved sidste folketingsvalg erklærede lidt over 350.000 danskere sig for konservative og selvom den ateistiske folkekirke bliver større og større, har vi stadig dronning og fædreland at kæmpe for. De konservative dyder, man ikke skal spejde langt efter for at finde:
Rundt i skovene løber Margrethes soldaterdrenge stadig rundt og skaber sikkerhed og demokrati, mens de venter på, at fjenden kommer. Godt nok kun et par måneder ad gangen, men vi har dem og hvis japanerne på Amalienborg skulle blive lidt for nærgående, så får vi Prinsesse Isabella til at gylpe ned på dem fra sin piedestal, hvorfra hun sammen med familien stadig kan nyde godt af vores tilbedelse, når hun for eksempel har fødselsdag. Og hendes fars fødselsdag og hendes farmors. Vi giver dem et ”længe leve” i fødselsdagsgave og Bendt Bendtsen gav Lene en formandspost. Nu kan hun, udover at være børnebogsforfatter, minister, medlem af folketinget, side 9 pige og gæv nordjyde, kalde sig for Anders Foghs konservative højre hånd.
Hans Engel, dronning og fædreland
En hånd der må føle sig alene fredag aften. Når ikke Lene eller Bendt er på, stiger snakken og efterlader de menige medlemmer af partiet til ligegyldigheden.
Berlingske og BT ligger spredt ud på bordene. Må lige se om hun gik videre. Ja Anne-Mette er videre.
Forsiden af BT: ”Farvel til Engel”. Hvad? Hvor er Hans Engel egentlig i dag? Kigger igen. ”Farvel til en engel”. Okay. Det giver også mere mening. Sørgeligt.
Tom Behnke ser skarp ud i dag. Begge knapper i jakken er opknappet, men med Villy Søvndals top ti placering over bedst klædte mænd i EUROMAN i mente er der jo også noget at leve op til.
Det er lige meget. Helge Adam holder arrangement for de nye konservative inde ved siden af og Brian Mikkelsen og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen går udenfor i foyeren for at snakke med journalister. De konservatives taler er åbenbart ikke så vigtige. Connie Hedegaard har en ivrig reporter halsende efter sig. Han har endda sin sennepsgule blazer på, men hun stopper ikke op. Der er for mange at hilse på.
Konservative, dronning og fædreland
Der bobler af optimisme hos de konservative.
”Vi lever i en konservativ tid. Danskerne er konservative, nu skal vi bare få dem til at stemme konservativt.”
Lene Espersen har netop fået dirigentstokken. Har hun ret? I ordbogen er en konservativ en, som ønsker at bevare det bestående. Ændringer i samfundet er nødvendige, men må gennemføres med varsomhed.
Når vi stemmer om forandringer som for eksempel en ny mønt, så siger vi nej tak. Der står vi fast og selvom vi godt vil være med i EU, så vil vi også godt lige have lov til at løfte en pegefinger og gøre opmærksom på, at Rom heller ikke blev bygget på en dag og at forandringer skal ske med forbehold. Det har vi gjort et par gange nu. Seks for at være præcis. Senest i 2000 hvor Nice traktaten tabte til kronen.
Men er det konservativt at vælge en kvindelig leder?
Lenes succes, dronning og fædreland
Hele A-holdet er samlet i dag for at bakke Lene op. Undtagen Per Stig Møller. Hvor er han? Først Hans Engel og nu Per Stig. Skal man have været statsminister for at kunne vise sig som tidligere formand i dag, når en kvinde overtager ens job?
Bella Centeret er klædt i grønne farver. Grønne løbere, grønne flag og grønne håb.
”Det er ren proforma. Man må jo ikke stille spørgsmål. Det er bare rygklapperi,” siger en KU'er, der dog går hen og klapper en kandidat til Europaparlamentet på ryggen.
Lene er også god til at rose Bendt.
”Du er fantastisk Bendt. Du har vinger. Alle i Folketinget vil sige, at de har fået en fair behandling af dig gennem tiden.”
Mon Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er enig, efter at han forvekslede hende med en piccoline under valgkampen?
Journalisterne har samlet sig rundt om Lene udenfor salen efter fejringen. De politiske journalister. Altid alvorlige, men med en mine der skjuler et provokerende ”jeg har noget på dig”-smil. Ikke i dag. Pressen vil også være en del af den konservative succes. Lenes hoved er opdækket af diktafoner. Alle får den samme optagelse. Hold op nogle lægmuskler. Den konservative holdning er bygget på stærke støtter. Hun står med hænderne på ryggen. Den højre holdende om venstre, mens tommelfingeren skiftevis knipser om lange- og pegefinger. Det er der, den konservative kræft sidder.
Roastbeef, dronning og fædreland
Den kræft der for næsten 100 år siden blev grundlagt af Emil Piper. Den første Konservative leder tilbage i 1916. Gårdejeren der kæmpede for at forsvare de borgerlige traditioner.
Gud, konge og fædreland. Og smørrebrød! Indenfor i salen er sundhedsministeren ved at gå i panik. Jakob Axel Nielsen har glemt at bestille frokost. ”Jeg har ikke nogen madbillet!”
”Du skulle have meldt dig til,” siger et jakkesæt. ”Hvad?! Gå nu bare derind. Du skal nok få noget mad.” To konservative medlemmer griner af sundhedsministeren, der svedende løber ud af rummet. ”Ha ha, de er vant til at få det hele serveret.”
Brian Mikkelsen har heller ikke fået nok. Fra sin plads i salen blandt medlemmerne med et justitsministerium hvor der er plads til at kanonisere både ”Rejseholdet”, ”Karnov” og udryddelsen af ”Ungdomshuset”, holder ikke Brian tilbage for at liste op på scenen for at snuppe en cola fra Bendt og Lenes bord.
Han trænger også til en opkvikker. Sidst på eftermiddagen, sidder han og hænger og må flere gange skjule et gab. Han ligner ikke en der hører efter talerne og glemmer også helt at klappe, når de er færdige. Lovens lange øjenlåg.
Journalisterne står henne i hjørnet og diskuterer dagens overskrifter. ”Fældede moderen en tåre da Lene blev valgt? ”Tudekiksen” fra Hirtshals haha.”
Facebook, dronning og fædreland
Men de er bare misundelige. De skal hele tiden være nytænkende og bliver fyret, hvis de skriver konservativt. Alle vil være en del af Lene. Søren Pape Poulsen, der stiller op til hovedbestyrelsen, har endda lagt en fødselsdagshilsen på Lenes facebook side. Formelt uden kram. Stig Rossen krammer, det gør Paula Larain også. Lene er fan af sig selv på facebook, men hvem ville ikke være fan af de Konservatives leder?
I et velfærdsrigt land med en uddøende arbejderklasse, hvor venstreorienteret revolutionisme bare er en ungdommelig tanke og EU afstemninger ligner dårlige genudsendelser, forsvarer vi vores grønne pilsnere, vores skævøjede dronning og vores ret til at nedlægge veto mod det nye.
I et konservativt land hvor ændringer som nye karakterskalaer eller nye facebook-opsætninger er nok til at sætte sind i kog, er det godt, at man har en stærk leder. Og så har hun en lækker røv hende Lene.
Lenes røv, dronning og fædreland.