Vedvarende smertetilstande, angst og svimmelhed skyldes forstyrrelser i de centrale netværk, som gør, at at man kommer "ud af takt". Mange patienter synes at udtrykket, "at være ude af takt med mig selv" passer på dem. Det svarer til, at have en underliggende følelse af manglende styring og kontrol. Og de siger noget om mangel på et stabilt lederskab i eget liv.
Det ser ud til, at hjernen favoriserer taktfasthed, og vi erfarer, at når bevægelserne gøres taktfast så er virkningen et bedre netværksamarbejde i hjernen. Når jeg opretholder takten i mine bevægelser, så bliver jeg ikke forstyrret, og bliver i stand til at bevare roen. Takt skaber forudsigelighed, og forudsigelighed skaber tryghed.
Når der er fokuseret opmærksomhed på de taktfaste rytmiske bevægelser, mindskes signal/støjforholdet i hjernen. Vi kommer i balance og opnår kontrol over situationen, og fornemmelsen af stabilitet opstår. Derved etableres det, vi kalder ejerskabet til kroppen.
Men for at lære ny adfærd, skal der ske en aflæring af gammel adfærd.
I neurobiologisk forstand vil det sige, at signalveje for uhensigtsmæssig adfærd og handlemønstre skal hæmmes, så hensigtsmæssige nye handlemønstre kan læres.
Vi er ikke i stand til at slette signalveje, så vi må stille os tilfreds med at kunne hæmme dem. Hæmning af signalveje er ingen let ting, så der skal arbejdes på sagen.
Fokus er imidlertid på det, du skal lære, og er på ingen måde på det, du skal aflære.
Vi har et program i hukommelsen for en hvilken som helst indlært adfærd eller handling. En ny adfærd eller handling skal indlæres, så programmet huskes. Derfor er kravet, at der skal arbejdes på sagen ved at gentage bestemte bevægelser taktfast og rytmisk.
