Smiling i Afrika


Jesper Schak og Jesper Grønkjær i Østafrika. Optræden på børnehjem i Uganda og hos masaier i Tanzania, hvor 2000 krigere løb skrigende væk over Jespers magi.




Børnehjem i Uganda
Da jeg første gang kom til Afrika, var det en ny verden, der åbnede sig for mig.
Vi startede ud i Uganda, hvor vi bl.a. drog ud på skoler og børnehjem for at optræde. Befolkningen var yderst interesserede i dette forehavende, men mest tankevækkende var det for mig, at kontrasten var så stor mellem rige og fattige mennesker. Ikke blot i deres levestandart, men også i deres gæstfrihed.
I en mindre by boede de rige europære på den ene side op af et bjerg. Disse havde store flotte huse med vagtværn, swimmingpool, parabol på hustagene og dejlige havemøbler på de overdådige terrasser. Gæstfriheden var her svær at få øje på, og blot dét at hilse virkede som en ovenud vanskelig gestus. Blot få hundrede meter derfra, omme på den anden side af bjerget, boede de lokale. Familier på 7-8 mennesker boede i små lerhytter uden vinduer, hvor der blot var to rum. Møbler var der selvfølgelig ikke nogen af bortset fra en seng, der fyldte det ene rum. Deri sov forældrene og et par af børnene, resten sov på en tynd måtte på gulvet. Over sengen hang typisk vasketøj og køkkenredskaber i form af bulede blikspande, vaskefade osv. Familierne her var, modsat de rige hvide mennesker, utrolig gæstfrie. Så snart vi kom gående, blev vi mødt af folk, der råbte: ”Mzungu-weelcome” (hvide mand velkommen.)


Nærmest ærefrygtig lyste de op i smil, når vi til tider tog imod deres invitation og gik med dem indenfor. Hurtigt spredtes rygtet om vores tilstedeværelse, således at alle naboer stimlede sammen. Dette var en super anledning til, at jeg kunne åbne den medbragte tryllekuffert og lave et lille show. Folk stod helt tæt omkring mig og råbte og skreg. Alle ville se, men ingen turde alligevel være den, der stod forrest. Dét der dog vakte deres vildeste jubel var, da vi på fold-ud-skærmen på vores lille medbragte videokamera, viste dem optagelser af dem selv og deres venner/familier. Aldrig havde de set noget lignede og jublede hver gang, der var nogen, de kendte. Knap så meget opstandelse var der, når det var dem selv. De havde aldrig tidligere set sig selv fra andres ”øjne” og kunne ikke helt identificere sig med billedet.

Tilsvarende skabte det vilde scener, da vi en dag optrådte på et børnehjem for børn mellem to og 18 år. Det var for dem en kæmpe oplevelse, at der pludselig kom en mzungu og opførte noget sjovt for dem. De boede aflåst på et usselt hjem, hvor der udenom var opstillet et kæmpe aflåst hegn. Men dét der betød allermest var ikke blot mine tryllerier, men dét som det afstedkom: for da jeg optrådte på gårdspladsen, kunne byens ”almindelige” borger høre, at der skete noget på børnehjemmet. De kom anstigende fra nær og fjern, og stillede sig op på den anden side af hegnet. Normalt var det børnehjemsbørnene, der stod og kiggede ud på byen gennem de tremmer, der adskilte de to verdener. Nu var rollerne for en stund byttet om, og folk udefra forsøgte at tilsnige sig et blik af det, de gik glip af indenfor afspærringen.

På AIDS-hospitaler i Tanzania
Fra Masaka kørte vi med en lille lokal minibus, en såkaldt matatu. Vi kørte ad de ufatteligt hullede landeveje, der nok til tider bestod af asfalt, om end denne var mere end almindeligt hullet, mens det til andre tider var en støvet, rød lervej.
I matatuen var der plads til 15 mennesker. Behøver jeg at nævne, at vi var 27, foruden sække med ris, overfyldte kufferter, bananklaser, kaglende høns, plus en enkelt ged! Undervejs skiftede vi køretøj, så vi lå stuvet sammen på ladet af en pick-up, dér, med 120 km i timen, fik vores hjerter til at hamre med næsten samme hastighed, når vi gentagende gange følte, at vi var ved at blive kastet af. I Bukoba fandt vi den ældgamle færge, som skulle fragte os over Victoria Søen. At jeg indlod mig på dette forehavende, begriber jeg ikke i dag, men der var omvendt ikke andre muligheder.

Nu var vi således ankommet til Tanzania, men rejsen var langt fra overstået. I et bumletog, af samme skrøbelige kaliber som færgen, kørte vi i flere døgn gennem hele Tanzania og kunne gennem de åbne døre i togstammen se, hvordan hele landet ændrede sig fra tørre marker og fattige egne til frodige landskaber, hvor også befolkningen var bedre stillet.
I en sammenkneben seksmands-kupe sad vi sammen med fire lokale mænd og hyggede gevaldigt. De kunne ikke meget engelsk og ikke mere dansk, end vi kunne Afrikansk. Men vi hyggede alligevel, spillede kort og jeg tryllede. Maden tilberedte vi på vores lille primus, mens vi om natten forsøgte at sove i de udslåede køjer, hvilket enten de manglende fjedre eller de som stak op gennem sædet ikke lod os gøre i mange minutter af gangen! Dertil kom den ulidelige varme, som ganske enkelt ikke var til at holde ud.
Efter et par døgns rejsen kom vi således til Dar Es Salam (hovedstad i Tanzania), hvor vi var rundt og optræde på forskellige skoler, børnehjem og hospitaler. Særligt indtryk gjorde et hospitalsbesøg langt ude på landet. Én ting var, at der ofte lå både fire og fem børn i hver seng, men værst var det at se, da overlægen ville vise os en fastspændt patient, som han fortalte, var totalt sindssyg.

Da vi kom ind i det nøgne rum, hvor malingen skallede af væggene, og hvor der var fluer overalt, kunne vi se, at patienten ikke var mentalt retarderet. Sagen var desværre, at hun var spastiker i sådan en grad, at hun hverken kunne bruge sin krop eller udtrykke sig gennem sprog. Men i hendes øjne kunne man se, at hendes hjerne fungerede, og at hun så helt desperat ud. Lægerne, der formodentlig ikke var bekendt med denne sygdom, havde af uvidenhed blot stemplet hende som sindssyg, hvorfor hun blot lå indespærret og fastspændt i det lille rum.


Tilsvarende var mange patienter ramt af AIDS, hvorfor det var en hård opgave, at skulle trylle og være sjov der. Omvendt kan man sige, at det jo netop er befriende, at man er den der kommer og skaber glæde for nogle håbløse eksistenser. Så på den ene side er det en sørgelig følelse at optræde for sådan et publikum, mens det på den anden side er fantastisk at være i stand til at være den, der for en tid lader folk have det sjovt.


Slangemagi hos masai-krigere

Efter et par dages safari ud over savannen samt en afstikker til bounty-øen Zanzibar, gik vores rejse ud til masaierne, som er det stolte folkeslag i Østafrika. I godt et par dage rejste vi rundt blandt de små landsbyer, hvor masaierne tog godt imod vores besøg, hvad enten vi optrådte på hospitaler, skoler, på markeder eller blot i gamle lader, hvor mændene sad samlet til en hyggestund. Ofte startede seancen ud med, at vi blev budt officielt velkommen af den øverste på stedet: skoleinspektøren, høvdingen, borgmesteren eller tilsvarende. Dernæst startede selve showet, som folk på disse kanter ikke var bekendt med. De sprang en meter tilbage og råbte indbyrdes, når mine tomme kasser blev fyldte med slik, balloner, cigaretter ag andre gode sager, eller når mine trylleblomster voksede op af kufferten. At min vandvase kunne tømmes for vand, for, et øjeblik efter, atter at være fyldt med vand, måbede de over første gang. Anden gang snakkede de højlydt. Tredje gang blev de forfærdede, hvorefter de bare grinede og grinede, når jeg gang på gang tømte den ellers tomme vase. Dét der dog gik over i tryllehistorien, var en oplevelse, der kom bag på både publikum og tryllekunstneren selv!

En dag var rygtet om det danske trylleshow løbet hurtigt ud over den afrikanske slette, hvorfor ca. 1500 masaier fra nær og fjern var mødt på stedet, hvor showet skulle afvikles. De var gået både 10 og 15 km for at se dansk ”magi”. I Danmark sidder et publikum oftest foran den optrædende, men her stod de foran, ved siden af, bagved, sad på tagene af lerhytterne, hang i træerne osv. På et tidspunkt fandt jeg i min kuffert det klassiske gag med en lang stofslange, der springer op af en lille dåse. Da dette sker, bliver de tilskuerne så forskrækkede, at de forreste vendte sig for at løbe skrigende bort. De væltede dermed de bagved stående omkuld, som igen væltede næste række osv. Det blev et kaos uden sammenligning, hvor alt var skrig og skrål, foruden den kæmpe støvsky der blev hvirvlet op, da flokkene forsøgte at redde deres liv fra en stofslange!


Jeg selv stod blot tilbage i midten af forsamlingen, og blev næsten lige så forskrækket over deres reaktion. Heldigvis gik der ikke mange minutter før roen var genoprettet, og publikum vendte tilbage. De mest skræmte var nået mere end 100 meter væk, før de vendte sig om og kunne konstatere, at der alligevel ingen fare var på færre!
Det bedste ved hele det skøre optrin var dog, at ALLE var ved at flække af grin. Selv de som lå nederst på jorden og var blevet trampet på både kroppen og i ansigtet. Folk grinede og grinede, men efterfølgende var showets højdepunkt hverken tryllekunstneren eller hans magiske evner, men der imod en tre meter lang og temmelig død stofslange fra Danmark!

The Smiling Fairytale Society