Smiling i Indonesien

Thomas Lütken og Jesper Grønkjær hos kannibalerne, hvor mænd går næsten nøgne rundt, mens kvinderne ammer smågrise. En evolutionsrejse til det ufremkommelige. Både naturmæssigt og menneskeligt. Læs artiklerne herunder.

Magisk møde i urskoven

Nærmest som en joke talte vi om, at vores første fællesrejse skulle gå til verdens mest ufremkommelige sted. Ville der mon være ét sted på kloden, hvor det ikke var muligt at købe en Coca Cola? Svaret var JA!, og destinationen var langt ude i junglen i Irian Jaya, den vestlige del af Ny Guinea i Indonesien. Direkte fra henholdsvis kontorstolen og tryllescenen hjemme i Danmark drog vi naivt af sted med et hold bestående af otte bærere, en kok, en tolk og en fører ud gennem en af de største og vildeste jungler. Målet var at nå helt ud til de små stammefolk, vi havde hørt om. Disse skulle efter sigende stadig leve på urtidsstadiet og visse steder endnu være kannibaler. Vi krydsede brusende floder, gik gennem sump, regnskov, jungle, over Indiana Jones-broer, op over vanvittig stejle bjerge og ned i dybe dale. Benmusklerne krampede, og fødderne blev til store blodfyldte vabler. Selv vores vabler fik til sidst vabler!

Med på slæb havde vi foruden almindelig oppakning også Thomas` rejseguitar og Jespers tryllekufferter. Dette gjorde selvfølgelig ikke anstrengelserne mindre. Flere steder tilbragte vi nætterne i det fri i bestræbelserne på at komme ud til stammerne. Efter nogle dages fremmarch i dette vildnis, der endnu ikke findes kort over, begyndte små landsbyer med hyggelige hytter at dukke op på bjergskråningerne. Disse stammefolk er konstant i krig med rivaliserende stammer om grise eller kvinder, hvorfor de ofte bygger deres hytter midt på bjergene, så de kan se, hvis fremmede nærmer sig.



Vores første møde med en ægte kriger var skræmmende for begge parter. Vi havde aldrig i livet set noget lignende: mændene var små, mørke, næsten nøgne, bortset fra en hat af fjerboa, perleslips og det legendariske penisfutteral på kønsorganerne. Til tider havde de vildsvinetænder gennem et stort hul i næsen. Kvinderne havde i stedet for penisrør et lille bastskørt rundt om livet. Blev vi forskrækkede for dem, blev de tilsvarende bange for os. Et sted løb en flok kvinder ud i junglen og gemte sig, da de aldrig tidligere havde set hvide mennesker, og i hvert fald ikke skulle nyde noget af det. Da vi havde set hinanden an, var vores første handling i landsbyen, at vi, på ærbødig vis, skulle aflægge høvdingen et besøg i dennes hytte. For at vise vores venlige sind, havde vi selvfølgelig gaver med. Disse havde bærerne sørget for, og bestod først og fremmest af tobak, salt og sukker: tre ting der var vigtige for dem. Selv om vi ikke havde chance for at kommunikere med dem, så åbnede dette oftest op for deres gæstfrihed. Dermed kunne vi få lov at overnatte i deres rotteplagede hytter! Da vi den første nat skulle i soveposen, løb en stor lodden rotte hen over benene på os. Vi skreg om kap og bildte hinanden ind, at de omkringløbende rotter næsten var på størrelse med schæferhunde, mens vi chokerede måtte konstatere, at vi ikke havde andet at forsvare os med end vores tandbørster!

Kvinder ammer grise

Hytterne var adskilte, så der var en mandehytte, en kvindehytte, en køkkenhytte, samt en hytte til svinene. Deres svin er deres eneste handelsvare, hvorfor de er af utrolig værdig. Vil den gamle so ikke selv amme smågrisene, er det kvindernes opgave, hvorfor en sådan kvindes bryster ikke altid er et kønt syn! Det var kvindernes hænder heller ikke nødvendigvis. For at illustrere at kvinderne bærer sorg, (hvis de har mistet et barn, en mand, en onkel eller andet familiemedlem), så er det kotume, at de får hugget et led af en finger. For at stoppe blodtilførslen til fingrene binder man først en stram bambussnor rundt om hendes overarm, hvorefter man tæsker hende på kroppen med en kæp. Dette er for at flytte smertestedet. Uden bedøvelse og blot med en sten som redskab hugger man nu fingeren af kvinden. Ofte er det langt fra nok at hugge en enkelt gang, hvorfor man hugger igen og igen og….
Apropos svin og kvinder, så kan man købe sig en kone, hver gang man har fem svin. Dette siger lidt om værdiforholdene!

Poul Kjøller, ballonhat og penisfutteral


Visse steder har de stadig tendens til at spise andre mennesker. Til tider fordi de skal hovere over de fjender, de har slået ihjel i kamp. Men i bund og grund var de utroligt lattermilde. Når vi tog vores skinnende sølvjakker på, så vidste de hurtigt, at det betød, at nu skulle der underholdes. Så troppede de op for at se tryllerier, ballondyr, høre Jodle Birger- og Poul Køller-sange, osv.



Set med vore europæiske øjne var de meget primitive. På den måde forstod de ikke meget af trylleriet, men syntes for så vidt kun, at det da var soleklart, at man evt. kunne trylle et gult silketørklæde rødt. Noget så uhørt mystisk som et silketørklæde måtte da også kunne skifte farve! Til gengæld var de voksne mennesker meget betagede, da vi lærte dem at blæse sæbebobler. Igen og igen pustede de, når vi gav dem muligheden.



Det mest magiske for dem var dog en tingest, vi havde med fra vores verden: et magisk redskab man kalder for en lighter. Tænk at kunne tænde ild blot med et fingerknips! For dem der, hver gang de skal lave ild, må stå med to stykker træ, så var dette et vildt syn. Et andet hit var de nævnte ballondyr. I første omgang kunne det virke nedværdigende at give et ballondyr til en stolt kriger. Men da de pyntesyge små mænd brugte dem som hat, dannede dette hurtigt mode. Snart efter ville de alle have én, som de glædestrålende spankulerede rundt med i flere dage. Når ballonerne så sprang, kom krigeren med tårer i øjnene og bad ydmygt om at få en ny! Og at de netop var pyntesyge sås også på deres penisfutteral. Ligesom vi i den civiliserede verden har forskellige bukser, så havde disse mænd forskellige futteraler: et almindeligt et til hverdagsbrug, et mere voldsomt et til når de var i krig, samt et vaskeægte fest-futteral til når de rigtig skulle være fine. Dette var pyntet med små perler og en lille pelsdusk i spidsen!



Andre rejsende har ofte kæmpet sig gennem vilde strabadser med kufferter fulde af antibiotika for at helbrede de syge, glasperler for købe deres land eller biblen for at missionere. Vi kom rejsende med musik og trylleri i håbet om at udveksle smil på kryds af grænser og evolutionstrin. Vi rejser ikke bare for at FÅ oplevelser, men i lige så høj grad for at GIVE oplevelser.

Thomas Lütken og Jesper Grønkjær i Indonesien (…fortsat.)


Efter jungleekspeditionen var det nu tid til at komme til kræfter. Både fysisk og mentalt. Ugerne hos kannibalerne havde været hårde ved både krop og sind.
Vi drog mod Bali, som alle talte så skønt om. Under andre omstændigheder er Bali sikkert et fantastisk sted, men da vi kom med vores mentale rygsæk, fyldt til bristepunktet af oplevelser fra en det primitive stammefolk i junglen, så var vi slet ikke klar til, at skulle forholde os til dette ferieparadis. Det var specielt i starten af turen, hvor vi besøgte byer med party-barer, massagepiger, lommetyve, gadesælgere, solbadning på stranden, australske windsurfere, europære med blege ølmaver osv. De første dage gik med at få dækket vores underskud af junkfood, sprut og slik. Noget af en kontrast til et par uger hvor kosten konstant havde stået på frugt, grøntsager, ris, suppe m.m. Reaktionen kom hurtigt i form af eksplosiv diarre, samt opkast der, på væggen i vores bungalow, nærmest blev sprøjtemalet, når man ikke nåede hen til sin spand. Med tankerne fyldt (og maverne tømt!) begav vi os rundt på øen i en lille jeep. Ud til små hyggelige byer hvor vi kunne være mere os selv og få bearbejdet oplevelserne fra junglen. Undervejs blev det til fantastiske besøg ved templer, lokale kunstnere, rismarker, fantastiske vandfald og selvfølgelig på skoler. Når vi kom til skolerne, fik vi hurtigt aftaler i stand om optræden, så det endte med klasseværelser fyldt med flere hundrede søde unger klædt i ens skoleuniformer. Som altid var de i starten høflige og forsøgte IKKE at grine over vores optræden, da de ville vise os respekt. Men snart efter fandt de ud af, at det netop var meningen, at de skulle grine, hvorefter de brølede løs. Hver gang en ballon fløj fra Jesper, skreg de så højt, at lærerne holdt sig for ørene, mens forbipasserende på gaden stoppede op.
Desuden var vi tilskuere ved ”søndagssporten”, da vi overværede de legendariske hanekampe, hvor hanerne, med skarpe knive bundet til fødderne, kæmper for livet, mens mændene satser penge og efterfølgende hepper på hver deres favorithane. Blodet sprøjter, mændene jubler, pengene skifter ejer og øl bliver drukket. Det er næsten som en serie 6 fodboldkamp i Danmark!

The Smiling Fairytale Society