Smiling
i Caribien (Cuba)
Arresteret af politiet på Cuba
Relativt hurtigt blev dette sexturiststed
dog for meget for os, og vi drog videre til Cuba. I Havana lejede vi en af de
legendariske store amerikanske biler fra før Fidel Castros revolution. Med en
pensioneret oberst bag rattet gik det rundt i byen og ud på landet. Dog først
efter den “sorte” økonomiske aftale diskret var forhandlet på plads på et sted
udenfor de kommunistiske overvågningskameraer som filmer byen. Myndighederne
ved ALT om ALLE, blev vi forklaret. Det forstod vi ikke de første dage, hvor vi
ofte blev tilbudt både kvinder og narko, men ifølge en lokal, er mange af dem
som tilbyder dette civile betjente, som prøver at lokke folk i en fælde!
Men på et hemmeligt mødested blev vi
samlet op af obersten som i sin “flyder” af en Chrysler Dodge cruisede derudaf.
Den 65 årige oberst, der i øvrigt var gift med en 28-årig skønhed - på 11. år -
var tydelig stolt over sin bil fra 1958, som han selv havde kørt i 35 år!
Første stop på turen gik til en lille
fattig landsby, som hurtig kom på den anden ende, da det gik op for
indbyggerne, at vi to besøgende var entertainere. Efter mindre end et kvarter
var en stor del af byen samlet midt på gaden, hvor de jublede til dansk
trylleri og musik.
Sådan var stemningen også da det senere
samme dag blev til show i et af Havanas slumkvarterer. Netop som forestillingen
var slut blev vi passet op, og ført bort af det cubanske politi, som tydeligvis ikke satte
lige så stor pris på underholdningen som det øvrige publikum. Problemet med den
slags optrædender er, at de lokale ofte syntes for godt om initiativet. På Cuba
må der nemlig kun være EN helt, som folk kan se op til; Fidel Castro. Men
derudover bestod vores “forbrydelse” også i, at vi havde filmet dele af
slumshowet, hvilket ikke var tilladt, da Fidel kun ønsker at vise de “pæne
sider” af landet til omverdenen. Så mens publikum så måbende til, blev vi som et
par knap så kække danskere kørt bort i en faldefærdig politi-Lada, med tre
gravalvorlige betjente.
Videokamera og fotoudstyr var blevet
konfiskeret og angsten for afhøring, fængselsstraf og bøder fór gennem
hovederne på os. På et lille primitivt kontor, hvor der akkurat var plads til
et skrivebord fra 1960erne, og hvor skodderne for vinduerne kun tillod sparsomt
lys, blev det til en langsommelig afhøring foretaget af en ældre gråsprængt
politiinspektør. Han talte kun spansk, hvilket ikke var heldigt, eftersom ingen
os forstod noget af det. Omvendt forstod inspektøren heller ikke noget, da
indholdet af tryllekufferten skulle undersøges og Jesper tog chancen og lavede
et hurtigt trick foran den forbløffede mand.
-Jeg vidste ikke om jeg turde gøre det,
for det ville med stor sandsynlighed få situationen til at tippe til det
positive eller det negative, beretter Jesper.
Heldigvis endte det dog godt og efter en
del ventetid kom beskeden så, at vi frit kunne gå. Da inspektøren tog afsked
med os uden for stationen, hviskede han sin dybe beklagelse over deres tilbageholdelse
af os. Manden lod os forstå at det var Castros styre der tvang til disse
restriktioner og at det ikke var personligt ment.
Blandt 200.000 Fidel-tilhængere
Netop Fidel Castro nåede vi også at
opleve, da vi var en del af det optog på næsten 200.000 tilhængere, der var
samlet for at tiljuble Castros møde med Venezuelas præsident på Revolutionspladsen.
Det var helt vildt. Der var busser i
kilometervis, og folk kom myldrende fra alle sider. De første havde ventet i
fem timer, og vi startede med at stå langt bag ved de 20.000 opstillede stole.
Men efterhånden fik vi os mast så langt frem, at vi faktisk stod 50 meter fra
ham, og kunne se ham LIVE. Det var en enestående oplevelse, at se en af verdens
mest legendariske mænd.
Cuba var et ubeskriveligt dejligt sted og vi var forbløffede over så
glade de lokale virkede. Men som en lokal kunstner fortalte, så lever de fleste
for musik, dans og sex. Ifølge ham er de sørgmodige indeni, fordi livet er så
besværligt i et land, hvor man f.eks. droppede overgangen fra sommertid til
vintertid for at spare på elektriciteten og hvor man afskaffede julen i 1969 og
mange år frem fordi alle økonomiske midler skulle bruges på udvikling. Ikke
desto mindre var befolkningen så søde og imødekommende imod os. Vores smilende
eventyrrejse kunne ikke være endt et bedre sted end her, hvor både smilet og
eventyret lever i bedste velgående.
