Bedre at være en lykkelig blikkenslager end en ulykkelig kunstner
Ordene i denne overskrift var det, Freddie Lerke, lektor på Kunstakademiet i Kbh. i '90ne, sagde til mig, da jeg søgte kunstnerisk støtte hos ham i de år. Da det så, langt om længe, lykkedes mig at komme ind på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie, var det med en eneste skulptur: Shadow (se på siden Skulptur '80-'90ne) og dette siger noget om, hvor forfængelige bedømmelses kriterierne kan være. De næste tre år var jeg medlem af arbejdsudvalget på Efterårsudstillingen og kunne opleve Censurkomiteens udvælgelse af kunstværkerne og den stemning af forventning, ambition, forfængelighed, indsigt, kult og anden åndelig drivkraft bag om kunstens aktivitet....
Søren Kierkegaard sagde, at blandt de søgende, kun de færreste er undet at blive anerkendte kunstnere, mens alle der søger Gud kan blive hans børn. Hvilken af de to søgninger er det vigtigste?
|
|
 Et æstetisk grundlag
Den italienske filosof Luigi Pareyson skriver sin Æstetik i 1950erne, som han kalder Formativites teori. Denne teori undersøger kunstværkets tilblivelsesproces, fra inspirationsstadiet til det færdige resultat.
Pareysons æstetik er på en gang konkret og spekulativ, idet æstetikken er for ham mødepunktet mellem filosofi og erfaring, i modsætning til hans forgænger Benedetto Croce, hvis æstetik udelukkende var af spekulativ karakter.
For Pareyson har værket sin egen lovmæssighed og virker som skabende endnu før det findes som skabt. Ifølge ham, kan kunstneren kun finde ud af hvordan værket skal se ud, ved at gøre det og ved at fortolke de forslag, værket selv inspirerer kunstneren til.
Kunstnere og kunstinteresserede kan få en præsentation af disse æstetiske tanker, samt af Pareysons elev, Gianni Vattimos hermeneutik, som alle bunder i tysk idealismen, i mit speciale: Luigi Pareysons formativites teori, som kan lånes på:
Se præsentation af specialet på undersiden Filosofitekster
|
|
 Kunst og moral
< I vore moderne tider er holdningen til den immoralske kunst ikke længere fordømmende som i Platons tid eller i den tidligere kristendom. I dag søger man at skjule det moralske ubehag, enten ved at se bort fra den moralske uenighed eller ved at reducere den æstetiske tilslutning.
Pareyson spørger så, om der ikke findes en sfære, hvor de moralske og de æstetiske værdier er uadskillelige, og hvor kunstneren har et umiddelbart ansvar i sin kunstudøvelse. Han finder frem til denne sfære gennem en mere traditionel differenciering og hierarkisering af filosofien, som ikke findes i kans formativitetsteori, men i hans kunstteori, 15 år senere.
Han skriver: ” Jeg tror at de forskellige filosofier, der afløser hinanden på historiens scene kan deles op i tre kategorier: nogle, og det er de fleste, er blot kulturelt arbejde, som er af stor betydning for menneskeheden, fordi det sørger for tankearvens videreførelse, men de tilhører et lavere niveau; andre, og det er ikke de fleste, udtrykker deres tid som dens begrebsliggørelse og styring, portræt og kulmination, produkt og essens; andre endelig, og det er de færreste, er ægte sandhedsåbenbaringer, fordi de er forbundet med tankens evige oprindelse, som de videregiver i form af et uudtømmeligt budskab til menneskeheden”.>
Luigi Pareysons formativitetsteori, Kunst og moral
|
|
