Sved, tårer og succesoplevelser

VEJSTRUPLUND er højskoleafdelingen på Oure. Der synges, leges og der overskrides grænser. Oure er stedet, hvor der trænes, så sveden drypper og man kæmper for at nå personlige mål og fælles mål. Der var ugentlige husmøder med to naboværelser, hvor vi med huslæreren drøftede stort og småt i højskolelivet samt socialt samvær.

 

Hver dag var der på Oure Idrætshøjskole forskellige aktiviteter på skemaet. Der var teori, masser af praktisk træning, kulturelle events samt aktuelle foredrag, film og fester i Cafeen, hvor vi også mødtes for at snakke og slappe af med hinanden. Der var også mulighed for at prøve andre idrætsaktiviteter end på den linie, man var tilmeldt. På Oure var jeg også medlem af elevrådet, som bl.a. arrangerede forskellige fester og aktiviteter.

 

På Oure "mark" foregik al fortræning til de 8 uger (3+3+2) på ski, som ventede forude. Der var bla. barmarkstræning (løb med øvelser på vejen - ret hårdt og nærmest militæragtig træning), inliners ude og inde, klatring, løb og løbeteknik med Allan Zachariasen, svømning og teknik.

 

En introtur hvor alle elever - ca. 60 - fra de 4 forskellige linier (alpin, adventure, outdoor og dans) blev kørt til Svendborg i hold for at udføre opgaver og aktiviteter mhp at lære hinanden at kende på tværs af linierne. Ved hver opgave skulle der tages et krammebillede hvor alle krammede hinanden, en tilfældig hund eller butiks- ekspedienten. Vi nåede igennem det meste af Svendborg for til sidst at ende på Face Two, for at spise madpakker sammen. Herefter var vi oppe at se Martha på Børsens 1. sal. Denne dag kom man hinanden ret meget ved i Svendborg by - deraf: City of Love.

 

 

Marts måned er måneden, hvor Langelands Cykle Motion (LCM) afholder mountainbikeløbet "Slotløbet" ved Galaksen i Tranekær. Det skulle Oure selvfølgelig deltage i, så jeg tilmeldte mig sammen med et par andre Oure-gutter og sammen kørte vi til Slotsløbet i Oures bus. Uff det var koldt og der var masser af frost og sne, men det skulle ikke forhindre mig i for tredie år i træk at køre en 1. plads hjem i Damerækken. Juhuu....sådan skal det være!

 

 

Det ultimative hårde men grænseafprøvende løb. Alle højskoleelever blev bedt om at pakke en taske til de næste 24 timer - inkl. løbetøj. Derefter blev vi smidt ud af værelserne for at slå teltlejr et andet sted på matriklen.

Vi blev forinden tildelt et fast beløb til at handle mad for til hver teltgruppe. Vores taske, telte og mad var det vi de næste 24 timer skulle overleve på. Vi kaldte vores hold Jack Bauer og havde klargjort vores gule T-shirts med det sortmalede navn (se foto).

 

Løbet viste sig at indeholde en del strategisk planlægning i form at gennemførelse af selve løbet, mad og søvn. Hvert ourehold havde deres egen strategi for gennemførelse af løbet. Vi var 10 personer i min gruppe, men undervejs skulle en forlade løbet og to piger blev skadet. Den skarpe indsats på hver runde havde medvirket til overbelastning. Derefter var i kun 7 til på skiftehold at løbe, spise og sove, mens de to piger sørgede for frisklavet havregrød både dag og nat til hvert af vores skiftehold. 1 person løb mens to andre stod klar ved målstregen.

 

Ruten var ca. 1 km og lå på Oures matrikel. Hvert hold løb i 1 time og så var det om at få spist og sovet. Rimelig ensformigt at løbe der i 24 timer. I starten gik det rigtig godt og alle var friske. Vi var på top 3 og det så lovende ud i forhold til de andre konkurrerende Oure-hold.

Om eftermiddagen sad efterskoleeleverne i de små røde huse og råbte og heppede på os ud gennem vinduerne. Det var noget, der motiverede til at holde hastigheden oppe og ikke miste tid mod konkurrenterne.

 

Henad aften/nat  satte regn og blæst ind og det var både vådt og koldt i vores lille teltlejr. Der blev spist mange chokoladekiks og trætheden begyndte at snige sig ind. Mange havde fået ondt flere steder og var i tvivl om de kunne fortsætte løbet eller ej. Der var smerter i både ankler, skinneben, knæ og lår.

Det var efterhånden sparsommeligt med havregrøden, da den skulle række de sidste 8 timers løb til 7 mennesker. Efter søvnen i teltet ventede det våde løbetøj. Man måtte klæde sig på i mørke og kulde - ud at løbe 1 time - sove og spise. Måske kunne man nå at varme sig ved fællesbålet, der var placeret i midtet i ringen af teltene, men der var ikke meget tid at tage af. Søvnen var vigtig....

 

Natten var lang og jeg begyndte efterhånden kun at tænkte på et ordentligt måltid mad, et bad og en varm seng. Det eneste der på dette tidspunkt holdt os motiverede var, at vi ikke skulle tabe ansigt til konkurrenterne. Vi lå i spidsen, men der var længe at kæmpe endnu.

 

Snart var det solopgang. Regnen havde fortaget sig og det store digitale ur stod stadig derude og tikkede. Der var et højt "donk" hver gang de store digitale grønne tal skiftede. Man kunne indimellem høre lyden af chips der blev registreret på de røde måtter, hver gang en løber passerede. Biiip. Biiip. Jeg tjekkede vores placering. Vi lå stadig i spidsen.

 

Endelig middag. Alle var trætte og udkørte. Benene, knæene og anklerne gjorde ondt. Kunne vi nå det? Vi måtte holde det sidste ud..Av...Av!....og det gjorde vi! Da kl. slog 12 blev vi kårret som vindere!! Vi var super glade og folk var lettede. Alle havde kæmpet til det yderste og overskredet grænser. Løbet havde været lige så vel fysisk som psykisk betonet. Nu skulle lejren pakkes sammen og der ventede stor frokost, et dejligt bad og en varm seng :-)

 

 

Den 5. maj var det blevet tid til en herlig Skarøtur. Højskolen blev delt ind i 3 grupper: Nogle skulle med færge, andre med matchracer og jeg var så med på kajakholdet. På hjemturen byttedes der disciplin.

 

Oures kajakker blev kørt til Vindeby, hvor vi pakkede og klargjorde os til den vandede tur. Det var en rigtig flot dag (det var i hvert fald tørvejr) og vinden var i ryggen under Svendborgsundbroen. Skønt - det var bare at padle derudaf med et øje for, at alle dog var samlet.

En Ourekammerat fik 3 gange smagt på havvandet og var efterhånden godt forkommen. Vi måtte holde pause på Tåsinges pynt inden vi padlede videre i sundet mod Skarø.

Alle højskole-eleverne mødtes på Skarø og slog fælles lejr. Der blev grillet pølser og bagt snobrød omkring det knitrende bål. Uhhmmm. Nogle af instruktøreleverne havde medbragt guitar og der bredte sig en god stemning i lejren

 

Næste dag skulle lejren pakkes sammen og alle skulle tilbage til Oure. Nu på anden vis end gårsdagen. Jeg skulle med Oures matchracer denne gang. Det blæste 8 m. i sekundet, så det var alletiders i sejlbåd. Vi nåede at "krænge", dvs, at båden vendte hele den ene ræling ned i vandkanten (se foto), mens man skulle sidde på den øverste opadvendte ræling for ikke at få våde fødder.Hver gang sejlet skulle vendes og tovværket slækkes i spillet, lå man med næsen i vandskorpen og rumpetten mod Vorherre.

Lidt af en udfordring, men sjovt :-) Alle var 100% opmærksomme på de handlinger, der blev foretage på båden. Ingen blev våde på denne tur.

 

 

Sammen med alle Ourekammeraterne var det tid til at løbetræne til ½ marathonen i andre terræner end i Oure omegn. Derfor var det besluttet at alle skulle deltage i Svendborgløbet, der havde start og mål ved landsstævnepladsen på Ryttervej. Jeg gennemførte de 10 km i en tid på: 49,58 minutter og blev placeret som nr. 13 ud af de 70 deltagende damer. Jeg var tilfreds :-)

 

 

I maj 2006 var der mulighed for valgfag. Jeg kastede mig glad ud i musik/ kor, da musikkens og sangens toner får varmen, energien og glæden til at vokse frem i min krop. Der var ingen tvivl om, at det skulle være det.

I musik lærte vi både om sang, rytme, musik og musikhistorie. Vi holdt et lille foredrag inkl. vores yndlingsmusik, som vi herefter diskuterede og analyserede - også den historiske oprindelse. Valgfaget afsluttedes med, at vi i mindre grupper skulle skrive vores egen tekst til et beat valgt af underviseren. Ud fra dette beat skulle vi så også opbygge musikken efter egen stil og til sidst havde vi via pc og hørebøffer komponeret og indspillet hver vores helt eget rap-nummer, som herefter blev brændt på CD. Sjovt, så fik man prøvet det med.

 

 

En helt ny disciplin for mig, så det blev ret spændende at kaste sig ud i. Ved Skårupøre havde Oure et omklædningstelt stående, men diverse surfudstyr. Her hang våddragter og veste i lange baner. Den første oplevelse jeg fik her, var en noget klam fornøjelse. De våddragter vi skulle iføre os (uden på badetøjet) var ikke tørre fra sidste holds træning. Kolde våde og klistrede dragte og sandede tætsiddende vådsko. Bvadr! Lige til at få gåsehud af.

 

Men så kom det spændende. Efter at have monteret sejl på bræt på strandbredden skulle det nu nænsomt bæres ud i vandkanten. Det så i hvert fald lovende ud - brættet kunne flyde! Så kunne det vist ikke gå helt galt. hehe. Om ikke andet havde jeg glædet mig til wind surfing, så det blev lettere interessant, hvordan min krop ville interagere med dette udstyr.

Det viste sig heldigvis inden længe (og med et par timers træning), at det faktisk ikke var helt så dårligt endda. Jeg fik lært at balancere, hive sejlet op, fange vinden og dreje til begge sider. juhuuu (se fotos)...men undervejs fik jeg ret meget glæde af våddragten eftersom det kom til at koste rigeligt med ture i vandet. Mit gå-på-mod og den opmærksomme lytning til underviseren gav mig en skøn og sjov oplevelse på de små bølgetoppe. Jeg vil sige, at det ikke er sidste gang, jeg planter mine fødder på sådan et glasfiberbræt.

 

 

Den store udfordring på Oure matrikel. Det enestående 21 meter høje bjælketårn indbød til både klatring og frit fald. Dette skulle forberede os til alpinismen i Vaujany, Frankrig.

 

Under klatringen oplevede jeg en ukendt side af mig selv. De første trin på de små greb op ad disse uendelige lange stamme, var med skælvende ben og rystende hænder. Jeg kunne mærke adrenalinen, da jeg skulle bestige Tårnet. Hjertet galoperende og jeg prøvede til bevidstløshed at kontrollere mit ihærdige åndedræt, der bare ikke ville finde sin ro. Jeg måtte holde pause, der hvor jeg var.

Irriterende samme oplevelse som inde i klatrehallen. Jeg forstod ikke mig selv. Hvad var det, der skete? Jeg havde jo sikkerhedslinie på og en makker til at holde og konstant stramme op.Jeg ville være i sikre hænder hvis foden eller grebet smuttede. Det vidste jeg godt med min sunde fornuft - men alligevel var der noget som modarbejdede min mission. Flere gange besluttede jeg at blive hejst ned på jorden for lige at finde roen og få kontrol på åndedrættet.

 

De andre kunne klatre højt, højt op. Hvorfor kunne jeg ikke? - Hvorfor var jeg så bange? Jeg SKULLE, Jeg VILLE! Jeg tog mig sammen endnu en gang og satte fødderne på de små greb. Jeg vidste, det var muligt. Det kunne jeg jo se med det blotte øje. Jeg kiggede opad for at finde de næste greb, fingrene skulle holde i. Jeg måtte op til platformen. Den så ud til at være tæt på nede fra jorden, men når man begyndte at klatre, syntes vejen så lang og udfordrende.

 

Platformen var målet. Ja, platformen. Jeg sneg mig langsomt deropad, igen begyndte mine ben at ryste, Jeg stoppede, fandt ro, tog mod til mig, klatrede videre. Jeg kunne mærke uroen, angsten, hjertet bankede, jeg var næsten på platformen. Tårene pressede på. Jeg VILLE, men var bange. Denne gang skulle det lykkedes. Med tårene løbende ned ad kinderne kunne jeg langt om længe nå platformen med den ene hånd. Turde jeg klatre den sidste meter, så jeg kunne stå op på platformen? Det burde jeg nu, hvor jeg var så tæt på. Tårene løb, næsen løb i takt med tårene....

 

Mine hænder rystede ukontrolleret. Jeg var varsom ved hver en bevægelse. Jeg var der næten. Det var så tæt på. Jeg måtte holde ud. "Kom nu, kom nu" sagde jeg til mig selv.....og JA! det lykkedes! Jeg havde presset mig selv til det yderste for at nå mit mål. Jeg stod på platformen og var halvvejs oppe i tårnet. Endelig lettet og med smil på læben. Der er ikke noget bedre end succesoplevelser! Jeg havde overvundet mig selv. Det var en sejr, som også betød personlig udvikling!

 

Snart var det tid til det frie fald. Denne gang skulle jeg heldigvis ikke klatre op, men alle der havde modet med sig, blev hejst op ved hjælp af tovværk og spil. Iført hjelm og seler ventede endnu en udfordring.

 

Her var adrenalinen også på spil, men heldigvis i den positive udgave (i modsætning til klatringen). Det var skønt at blive hejst op. Landskaberne begyndte at forme sig omkring én.

Da jeg nåede toppen på de 21 meter, var det ved at blive alvor.

 

Heroppe var der en lille strop, der udløste hele faldet, når man trak i den. Det ville vare et splitsekund at udløse den og uvisheden omkring den frit-fald-følelse der ventede, skabte spænding.

1-2-3 NU "KLIK"! OUUUUAAHH! Vægtløsheden overvandt min krop på en kort og ubeskrivelig tid og mit skrig af lungernes fulde kraft (aldrig hørt af mig selv før) fyldte rummet og luften omkring mig. Jeg kunne ikke engang nå at gribe om tovværket, inden faldet var begyndt. Så hurtigt gik det!

Pludselig kunnne jeg mærke linen var strakt og bar min vægt. Jeg havde fået en kæmpe gyngetur og et enormt adrenalinsus. En følelse af frihed og glæde overvældede mig, da de sidste milde svingninger bragte mig på en rejse i pendulretning mellem de to enorme stolper. Jeg var klar på at tage en tur mere næste dag - og det fik jeg :-)

VIDEO: Mit fald fra det 21 meter høje tårn. Skru op for lyden - det kilder i maven!

 

Denne aktivitet var dog ikke så adrenalinfyldt som Tårnet, men nærmere i den hyggelige kategori. Vi tog vores cykler og pedalerede fra Oure til Smørmosen på Thurø. En skøn dag lige til shorts. Beachtennis, minigolf, stylter, ringspil mm. ventede på os. Nu skulle der hygges og spises slik.

 

 

Denne tur blev den sidste i vores ophold.  Vi tog med færgen og slog lejr så snart vi ankom. Lidt sidste hygge og samvær i fællesskab var nøgleordet. Der blev spillet beachvolley, fløjet med drage, leget, gået ture mm. En rolig dag, med hjemtur dagen efter.

 

 

Det sidste store brag på Vejstruplund oven på alle de fantastiske oplevelser vi 60 elever havde haft sammen med vores undervisere blev noget af en flot gallafest. Alle var klædt i galla-lignende tøj, pudsede sko og virklig pyntet med smarte detaljer. Det var en stilfuld stemning, men også en høj stemning, da alle var beredt på at feste igennem, eftersom det var den sidste fest, hvor vi alle var samlet.

Det var et væld af underholdning, taler, indslag og sange. Der blev spist en rigtig god 3-retters menu og danset til det bedste musik. Der manglede intet til denne store afslutningsaften. Her er jeg sammen med min søde bordherre Anders Hersland (se foto).

 

 

Her var der arrangeret stor morgenbuffet i Vejstruplunds Have. På en flot solskinsdag var det tid til at sige farvel til alle de dejlige 60 medelever jeg havde tilbragt de sidste 6 måneder sammen med. På en måde både vemodigt og spændende. For hvad ventede der nu os alle efter sommerferien. Der var mange planer der skulle føres ud i livet. Et sidste farvelknus til Jens.